En Nottingham-playliste til Bendtner

Nicklas Bendtner er skadet og kommer ikke i kamp for Nottingham Forest i halvanden måneds tid på grund af en ankelskade. Det er jo noget pis for ham, men han kan naturligvis godt få noget fornuftigt ud af sådan en mindre pause.

Han bør selvfølgelig først og fremmest sørge for at holde formen ved lige og blive klar igen, så sportsredaktører over hele landet igen kan drøfte, om han skal tilbage på landsholdet. Men Bendtner kan også gøre sig populær hos alle sine nye fans i Nottingham Forest ved at læse op på byen og klubbens historie og sætte sig ind i alle de store spillere, der har været i klubben.

Martin O’Neill, Garry Birtles, Peter Davenport, Viv Anderson, Kenny Burns – ‘Klunke-Burns’, som vi kaldte ham engang, fordi han på en plakat i Alt om Sport sad på hug, så man kunne se den ene klunke hænge lidt uden for shortsene – Ian Bowyer, der var med til at vinde begge Europa Cup-turneringer i 79 og 80, klublegenden Bob McKinlay. Og den skotske wing John Robertson, der kunne mere end de fleste på den position. Hold da op, en spiller!

Han blev matchvinder i Europa Cup-finalen i 1980 mod HSV og for Skotland på Wembley mod England. Og han så ikke ud af noget som helst, nærmest lidt chubby i perioder.

Nede på pubben kan Bendtner også roligt nævne Tony Woodcock, Peter Shilton, Archie Gemmill – der kom fra rivalerne Derby – og Trevor Francis, der blev Englands dyreste spiller, da han skiftede fra Birmingham og som den første blev solgt for mere end en mio. pund.

Kan han nævne de spillere, er han nået langt hos fansene, men smid så også lige Nigel Clough, Stan Collymore, Neil Webb, Roy Keane, Stuart Pearce (for punk-anekdote om ham, hop ned til punkt 29), Pierre van Hooijdonck og mange andre i puljen. Bare for at sige, at der har været store spillere i klubben før Bendtner. Nå, det var faktisk en omvej, for egentlig skulle det handle om musik.

For Bendtner kan – og bør, synes vi faktisk – også udnytte pausen til at lytte til noget musik fra sin nye hjemby. Der er nemlig kommet en del god musik ud af Nottingham, selvom byen ikke rigtig kan måle sig med Manchester, Liverpool, Bristol, Sheffield … Men det er ikke i nærheden af at være så slemt som hos rivalerne fra Derby, for den by kan ikke prale af ret meget på musikfronten.

Nottingham har trods alt en del. Her har vi samlet 29 nedslag i byens musikhistorie:

 

1) Paper Lace ‘Billy Don’t Be a Hero’

Den her handler om at sende sin kæreste af sted i krig, så Bendtner skal ikke tage det personligt, hvis Forest-fansene laver en version af den til han, selvom den måske indeholder linjen “Bendtner, don’t be a hero, don’t be a fool with your life.”

https://www.youtube.com/watch?v=6cdFuMgMkBM

 

2) Ten Years After ‘I’m Coming On’

Det vil helt sikkert være populært hos det gamle Forest-publikum, hvis Bendtner kan sin Alvin Lee og Ten Years After. Og så er ‘I’m Coming On’ jo en god sang for en spiller, der ofte bliver skiftet ind.

 

3) The Animals ‘It’s My Life’ og ‘We Gotta Get Out of This Place’

Animals er ikke fra Nottingham. De er fra Newcastle. Men Dave Rowberry kom med på keyboards i 1965, og han er fra Nottingham. Og han var med til at revitalisere bandet, som Bendtner vel sagtens også kommer til med Forest. ‘It’s My Life’, kan han så sige. Eller hvis det kikser – ‘We Gotta Get Out of This Place’.

 

4) Bluesology ‘Time Getting Tougher Than Tough’

Ok, den her er lidt søgt, men der er en god anekdote i dette orkester – og sangens titel kan Bendtner sikkert godt sætte sig ind i. Historien er ganske kort: Elton Dean er fra Nottingham, og han er med i dette Birmingham-band. Det samme er Long John Baldry og en fyr, der hedder Reginald Dwight. Sidstnævnte tager siden et nyt navn, hvor han kombinerer sine to bandkollegers fornavne og bliver til – ta dah! – Elton John! Hvis Bendtner fyrer den historie af på en pub, vil han kunne vælte sig i gratis øl.

 

5) Edwin Starr ‘War’ og ‘Twenty Five Miles’

Edwin Starr er født i Nashville, men flyttede til England, til selveste Nottingham, hvor han boede, til han døde i 2003. Og ‘War’ skal man selvfølgelig kende. Det er en kæmpe sang, som Springsteen også har sunget. Og ja, hvad er krig egentlig godt for?

Edwyn Starrs andet store hit hedder ’25 Miles’ – og måske er det værd at vide, at der findes et cykelløb, der hedder ‘The Maid Marian’. Det er 25 miles langt og køres omkring Nottingham 25. juni, når Bendtner har sommerferie. Det kunne måske være et alternativ til at tage på festival.

 

6) Sleaford Mods ‘Tied Up in Nottz’

Nå, der er jo også blevet lavet nyere musik fra Nottingham. Og Sleaford Mods kommer vi ikke uden om. Vi kan forstå på flere avishistorier, at Bendtner egentlig hellere ville have været til en anden klub end Nottingham – Queens Park Rangers, den måske mest rock’n’rollede af alle klubber – så han må kunne sætte sig ind i at være ‘Tied Up in Nottz’. Men attituden, Nicklas. Brug den. Vær lige så aggressiv som James Williamson.

 

7) KWS ‘Please Don’t Go’

En Nottingham-version af KC and the Sunshine Band-hittet. Angiveligt henvendt til Des Walker, der var ved at skifte fra Nottingham Forest til Sampdoria. Det er kun et spørgsmål om tid, før fansene også synger den til Bendtner.

https://www.youtube.com/watch?v=8bxjNZYR64g

 

8) Indiana ‘Solo Dancing’

Men fodbold er altså et holdspil. PS! Den var faktisk nummer 14 på hitlisten i UK.

 

9) Stereo MCs ‘Connected’

Ok, Stereo MC’s er egentlig fra London – men to af medlemmerne stammer altså fra Nottingham-området. Og de er jo pissegode. Den er god at synge på pubben efter otte pints.

https://www.youtube.com/watch?v=RVnPR6amHjA

 

10) Swing Out Sister ‘Breakout’

Ja, så har vi den igen. Som de gange, Manchester United har nappet Forest-stjerner som Viv Anderson, Peter Davenport, Gary Birtles, Neil Webb og Roy Keane, nappede Manchester også Corinne Drewery til Swing Out Sister, men hun stammer altså fra Nottingham. Det er kun et spørgsmål om tid, før Bendtner tager samme vej.

https://www.youtube.com/watch?v=pMBk-O7D-R0

 

11) Jake Bugg ‘Lightning Bolt’

Der er mange linjer i den her, Bendtner må kunne sætte sig ind i. Måske var det ligefrem den, han tænkte på, da han lå skadet, “gazing skyward”, på græsset på City Ground i kampen mod Birmingham. Og i morgen tænker han måske “it’s another pure grey morning / Don’t know what the day is holding”. Men det skal nok gå alt sammen. Det regner ikke mere i Nottingham end så mange andre steder i England.

 

12) Tindersticks ‘Traveling Light’

Det bliver altså ikke meget bedre end Tindersticks. Det er musik omtrent så smuk som det hovedstødsmål, Bendtner scorede mod Tottenham i december 2007, få sekunder efter at være kommet på banen. Hans første Premier League-mål. Og så mod Tottenham. Nøj, han fløj højt til vejrs! 

https://www.youtube.com/watch?v=cjKVOmsBIcc

 

13) John Parr ‘St. Elmo’s Fire’

Som alle Forest-fans siger om Bendtner: “Play the game / You know you can’t quit until it’s won / Soldier on / only you can do what must be done”.

 

14) Ice MC ‘It’s a Rainy Day’

Ice MC var stor i Italien. Nudge, nudge …

 

15) London Grammar ‘Strong’

Det er ikke bandnavnet, der er interessant. Det er heller ikke ordene “I’m so down caught in the middle”, selvom Nottingham ligger i East Midlands. Det er titlen. Stay strong!

 

16) Bent ‘Private Road’ og ‘Invisibe Pedestrian’

‘Private Road’ har engang været brugt i en Carslberg-reklame. Og Invisible Pedestrian’ i en vodka-reklame. Bare til info.

https://www.youtube.com/watch?v=q348kRAqqOY

 

17) Iron Maiden ‘The Number of the Beast’

Bruce Dickinson er født i Nottingham. Han kan flyve!! Og trøjenummer 666 er stadig ledigt hos Forest.

 

18) Deep Purple ‘Speed King’

Trommeslager Ian Paice er fra Nottingham. ‘Speed King’ har intet med bilkørsel at gøre.

 

19) Roxy Music ‘Virginia Plain’

Roxy Music er overhovedet ikke fra Nottingham – men det er Rik Kenton, der spiller bas på denne klassiker med Bryan Ferry og co. Det er altså vigtig viden.

(PS! Mere om Roxy Music i punkt 23)

https://www.youtube.com/watch?v=jDULlMa8Hxc

 

20) Depeche Mode ‘Never Let Me Down Again (Live)’

Lige så vigtigt er det at vide, at Andy Fletcher er født i Nottingham. Fletch!! Han er pissegod til at stå på scenen for Depeche Mode. “Martin’s the songwriter, Alan’s the good musician, Dave’s the vocalist, and I bum around,” forklarede han selv i ‘101’.

 

21) Justin Fashanu ‘Do It Cos You Like It’

Der er så mange vigtige ting at fortælle om Justin Fashanu, der spillede i Forest i 81/82. Bare læs Wikipedia-siden til en begyndelse og se så denne dokumentar. Fodboldmæssigt var han en anelse bedre end sangmæssigt.

 

22) Manic Street Preachers ‘Slash’n’Burn’

Manics-frontmand James Dean Bradfield er fan af Nottingham Forest. Og Wales, naturligvis.

 

23) Chic

Nottingham er en lille detalje i historien om Chic. Nile Rodgers og Bernard Edwards var med New York City & The Big Apple Band på turne i Storbritannien i 1975, pre-Chic, da Nile Rodgers fik stjålet penge og pas på et hotel i Nottingham. Rodgers måtte derfor en tur til London for at få et nyt pas på den amerikanske ambassade. Det resulterede i, at han blev hængende i London i en periode og endte til en Roxy Music-koncert. Og at se Bryan Ferry og hans øvrige glamour boys gav Rodgers ideen til, hvad han og Bernard Edwards skulle med deres musik.

– I called Bernard up, and went, ‘Man! I’ve got it! I got what we should be doing. You should see this whole Roxy Music thing. It’s so elegant and cool and fashionable – hip and hairdos and clothes and girls around – I don’t know what’s going on, but it looks cool!’, siger Nile Rodgers i bogen ‘Everybody Dance: Chic and the Politics of Disco’.

Med andre ord – havde det ikke været for en eller anden tyv i Nottingham, var der måske aldrig blevet nogen ‘Dance, Dance Dance’, ‘Everybody Dance’ og ‘Le Freak’!

Nå, men sådan lød Nile og Bernie før Chic:

 

24) The Soundcarriers ‘Entropicalia’

Noget af det bedste fra byen!

 

25) The Natural-Ites ‘Jah Love This’

Reggae fra Nottingham. Og de har et par gange været gæster hos John Peel.

 

26) Liam Bailey

Er fra Nottingham. Vokal på Chase & Status, bl.a. på ‘Blind Faith’

 

27) Krush ‘House Arrest’

Mark Brydon fra Moloko, sangerinden Ruth Joy aka Ann Saunderson ingen relation til Kevin Saunderson.

 

28) April Towers ‘A Little Bit of Fear’

Well, de fik på en eller anden måde et nummer med i FIFA16.

 

29) 50 nye numre fra Nottingham

I stedet for ovennævnte kan man også bare lytte til ny musik fra Nottingham her:

 

30) Stuart Pearce

lurkers

Og så en afsluttende lille anekdote. Forest-legenden Stuart ‘Psycho’ Pearce er en stor punk-elsker, og han kan faktisk ses som en ung lømmel på innersleeves til to album med bandet The Lurkers – ‘Fulham Fallout’ fra 1977 og ‘God’s Lonely Men’ fra 1978.

 

 

Lyt på Spotify:

 

About the author