Mit soundtrack til VM #3: Fodboldtossen

   


Jorge Ben 1

 

Ingen elsker fodbold højere end Jorge Ben Jor.

Eller det vil sige; ingen elsker Flamengo højere end Jorge Ben, som han oftest kaldes, når han ikke hepper på holdet fra Rio. Så er han en af Brasiliens mest elskede musikere og sandsynligvis den, der har skrevet flest berømte sange om fodbold.

Jorge Ben er især kendt for ’Mas Que Nada’, som er indspillet i utallige udgaver af bl.a. Sergio Mendes og Tamba!, siden den kom på banen i Rio i 1963.

Han arbejder i det skvulpende vand mellem samba, bossa nova, jazz og funk og er en mester i at indfange pulsen fra såvel karneval som stadion.

Og der er især tale om to konkrete stadioner, som har spillet en vigtig rolle i Jorge Bens liv:

Maracanã og Estádio da Gávea (det folkelige navn for Estádio José Bastos Padilha) – de to mytiske hjemmebaner for Rio-klubben Flamengo og helligdomme for Jorge Ben og de millioner af andre tilhængere, der udgør ’Naçao Rubro-Negra’ (den sort/røde nation).

Her har Jorge Ben set Zico, Júnior, Fio Maravilha, Mozer og mange andre Flamengo-legender trylle (og gå ned), og han har brugt sine oplevelser til at skrive tekster og melodier, der indfanger fodboldens puls og ånd.

 

’Ponta De Lança Africano’ også endt som ’Umbabarauma’ er et ordspil, hvor en afrikansk spydspids både er et våben og en angriber på fodboldbanen. ”Spil bolden, spiller”, messer Jorge Ben, og der er lagt tilråb, slagsang og klap ind i sangen.

Han skrev den til 1976-albummet África Brazil, hvor han også hyldede den eminente angriber Zico, manden i trøje nummer 10, der kunne få det enorme Maracanã og det intime Gávea-stadion i ekstase.

 

En anden af Jorge Bens favoritspillere er Fio Maravilha, men han var ikke begejstret, da fodboldtossen skrev en sang om ham i 1972. Han nægtede at lade sit navn være sangens titel, så den blev kendt som ’Filho Maravilha’ på albummet Ben (hvor man finder klassikeren ’Tal Mahal’, som Rod Stewart, en anden fodboldbegejstret sanger, scorede melodien fra og genbrugte til ’Da Ya Think I’m Sexy’).

Først i 2007 indgik Ben og Fio forlig, så sangen kan bære sit rette navn. Fio Maravilha bor i dag i USA og efter at have spillet for bl.a. New York Eagles, var han i en lang årrække pizzabud i San Francisco.

 

Jorge Ben ville ikke være en ægte fodboldfan, hvis han bare sværmede for angribere og smukke mål.

Han ved, at der er brug for forsvarspillere, der kan rydde op og matche afleveringernes skønhed med hårdt arbejde. Det er vejen til mesterskabet, synger han på ’Zagueiro’. Det betyder forsvarer.

 

Jorge Ben er langt fra den eneste brasilianske musiker og kulturpersonlighed med et dybt engagement i fodbold.

Det er helt almindeligt, at kritikerfavoritter såvel som folkelige hitmagere indspiller slagsange eller hylder deres klubber i sang. Derfor ved vi, at João Bosco og Tim Maia også er Flamengo-gale, at Caetano Veloso har sin sympati i Salvador da Bahia, og at selv Gilberto Gil, brasiliansk musiks statsmand og kulturminister fra 2004 til 2008, har en passion for fodbold.

Netop Gil, Veloso og Ben har helt naturligt mikset fodbold med musik og politik, og denne korte rundtur blandt Brasiliens musikalske fodboldtosser slutter med en sang, hvor det hele smelter sammen.

Afonsinho’Meio de Campo’ er skrevet i 1973 og handler om Botafogo-spilleren Afonsinho. Brasilien var på det tidspunkt et hårdt militærdiktatur og mange kritikere, journalister og kunstnere var tvunget i eksil. Gilberto Gil og andre medlemmer af den engagerede Tropicalia-bevægelse boede f.eks. i London.

Fodbolden og musikken var åndehuller for modstandere af militærstyret, og det blev set som en stor begivenhed, da Afonsinho i 1971 vandt en retssag og blev løst fra en kontrakt og fik lov til selv at vælge sin næste klub. Det duftede af den frihed, som brasilianerne drømte om.

Gilberto Gil vendte hjem i 1972, mødte Alfonsinho og skrev ’Meio de Campo’ året efter. Den bedste version er med Elis Regina, dronningen af brasiliansk musik:

 

 

 

Kommentér indlægget