Hold det københavnsk – en musikalsk sæsonoptakt

Okay, måske det ikke lige er i år, superligaen er ved at smelte sammen i enorm spænding. I hvert fald ikke i den øverste ende af tabellen. 12 points ned til Farum og 12 kampe tilbage, hvad kan så gå galt for København? Ud over naturligvis det, der gik galt sidste år, hvor der var seks points ned, og kun fem kampe tilbage. Men det ville nok først og fremmest kræve, at holdet skulle til at spille uden træner igen.

Så man kan nogenlunde trygt beskæftige sig med mere vigtige ting, og én af dem er, hvilken musik København egentlig har tænkt sig at gå på banen til. Læser man denne debat ser man, at nu skal der spilles helt ny lyd i Parken. Og det ser ikke engang ud til, at det bare er nye sange, som man måske har hørt før – men noget helt nykomponeret. Længere nede er der endda mulighed for at teste en smagsprøve, som det understreges ikke er endelig.

Og det giver jo mulighed for at lade hukommelsen flyde lidt, når man som jeg selv har været med i alle årene. Minderne kommer væltende, ikke mindst helt fra begyndelsen: Om Jan Glæsels hymne, der var blevet komponeret helt eksklusivt til Løverne, som holdet pinedød skulle kaldes hele tiden, og blev spillet inden hver kamp i Parken fra og med den allerførste mod Lyngby i september 1992 – til folk ikke gad høre på den mere.

Det vil sige, jeg kan ikke huske et sekund af selve hymnen, som var en eller andet instrumental fanfare som den nu blonderede grillentusiast formentlig havde liggende på en MiniDisc i hjemmestudiet et sted. Der var i alle fald intet mindeværdigt ved den. Skulle den dukke op på Parkens højttalere, vil jeg vædde på at den giver samme reaktion som Royal League-temaet og andre soniske midlertidigheder, nemlig total mangel på genkendelse.

Det samme kan man ikke sige om de sange, der i årene siden har præget lyden i Parken år efter år efter år efter … Jeg snakker om Michael Carøe, der har lavet sange om København – eller om ”FCK”, altid den forkortede udgave ”FCK” – sammen med det uelegante band Det Fede Net.

Det store paradenummer er ’Vi elsker FCK’, den hårdhændede behandling af The Boomtown Rats’ i forvejen alt andet end subtile ’I Don’t Like Mondays’, der har været fast inventar i Parken i langt det meste af 15 år nu, tilsyneladende tættere og tættere på kampstart for hvert år der er gået. ”Success is temporary, loyalty is forever”, lægger Carøe ud, ord der altid har lydt meget ejendommelige i hans mund al den stund at de første gang blev formuleret dengang Carøe stadig holdt med Brøndby, et hold der havde en del mere succes på det tidspunkt.

Endnu tættere på kampen har vi så fået lov at høre på hans hybrid af verset fra ’Stakkels Jim’ og det der fantastiske stykke fra ’I Will Survive’, som blev så populært at synge i Bundesligaen i 90’erne. Det var lige så højt som det var uundgåeligt, hvilket i det mindste ikke er tilfældet for udgaverne af Ricky Martins ’Livin’ la Vida Loca’ (”forza Efsekå …”) og såmænd Chumbawumbas ’Tubthumping’ (”for her regerer Efsekå …”). De er heldigvis ikke fast inventar mere.

I det mindste har Carøe ikke stået for intromelodien. Jeg er ikke i tvivl om, at hans band havde kunnet spille en anstændig version af Europes gudfrygtelige firservrag ’The Final Countdown’, der var indledning til kampene i de sene halvfemsere, men det er svært at forestille sig Det Fede Net tackle ’Also Sprach Zarathustra’ i en Big Fat Snake-agtig udgave med en tekst om ”Efsekå”.

I stedet er det udgaven herfra, der er klippet ned til et minuts penge og er blevet brugt i Parken de sidste mange år. Jeg ved det, for det var mig der var i den klassiske udgave af Axel Music for at købe cd’en – efter at have deltaget i det møde hvor det blev afgjort at ’The Final Countdown’ simpelthen var for flov og måtte lade livet.

Men nu ser det ud til, at Strauss er fortid. Disse er nemlig ordene om en ny melodi:

Derfor skal musikken have den virkning, at man bliver klædt på til kamp, samtidig med at man som udebanehold skal have respekt for og frygte de kommende 90 minutter, man er ved at sætte igang. Derfor er indmarchen også den mest aggressive, varslende, majestætiske, brutale og maskuline musik.

Hvad den gamle, Elvis-venlige intro åbenbart ikke har kunnet. Også selv om det er blevet til ét nederlag pr. år i snit de sidste fem år til andre danske hold. Ok, lidt flere til udenlandske – det kan være det er mest er rettet mod dem.

Men ærlig talt – det er ikke boksning, og vi er ikke Mikkel Kessler der marcherer ind til lyden af Prolbeat. Behøver musikken virkelig være ”den mest aggressive, varslende, majestætiske, brutale og maskuline”?

Tag Chelsea, en klub der har nogenlunde den samme elskværdige charme som Dødsstjernen, og som så alligevel går på banen til hyggelige gamle ’The Liquidator’, hvad de har gjort siden slutningen af tresserne – fra Swinging London, over perioden med National Front-lørdage i The Shed, til den vulgære nouveau riche-fase i dag.

På den anden side får de heller ikke helt det optimale ud af den ved smålamt at klappe nogle gange og råbe ”Chelsea” – hos bl.a. Wolverhampton er melodien blevet helt afskaffet nu fordi det var lidt for fristende at krydre den med en hilsen til West Bromwich. Men for en klub som Chelsea, der ellers ikke har meget andet at samles om end en populær racistisk anfører, en elsket eks-træner og stadions beliggenhed, vækker det alligevel en modvillig respekt at de holder fast i en gang ældgammel hammond-reggae.

Også selv om den afslappede musik ikke ligefrem er med til at piske nogen speciel skræk op hos modstanderne. Men skal den også det? Møder man et verdensklassehold, hvilket Chelsea i hvert fald var engang, så kommer det ikke an på musikken, om man er ved at skide i bukserne af skræk. Det er ’The Liquidator’ et tydeligt bevis på.

Det samme er den hymne, der bliver spillet på Camp Nou inden og efter kampene. Den er fra 1974, hvilket ikke kan høres specielt tydeligt, for musikken eksisterer uden for tid, og ikke på en god måde: Den er en cirkusagtig øltøndepolka med en noget klodset og meget storladen tekst om national catalansk stolthed. Den kunne have været fra 1959 eller 1989, den havde stadig været forbandet langt fra at være den mest elegante single, der blev udgivet det år.

Og da den er på catalansk, er der ved hver kamp millioner, der foran tv mumler sig gennem ”Tenim un nom, el sap tothom”-bidden, og stadig med fuld overbevisning råber ”Barça, Barça, Baaaaaarça!” lige efter. (Og den nævnte linie betyder så i øvrigt, ganske passende ”Vi har et navn som alle kender.”)

Men hvad gør det, når den er en uforglemmelig del af folkloren, der får nakkehårene til at rejse sig hos folket? Og ikke i en kombination af afsky og spænding, som med ’The Final Countdown’. Barcelonahymnen er ikke musik man selv ville lytte til hjemme på anlægget, men i det mindste ikke fordi den har en hørm af alt for velkendt creppet svenskergarn og knallertbenzin fra 1987 over sig. Det er fordi den er et ganske særligt nummer, der betyder noget ganske særligt, hvor f.eks. Europe-sangen i Parken mest af alt betød ”Vi ville have en sang der mindede rigtig meget om Brøndbys synth-heavy-hit ’Jump’, og nu har vi fundet den”.

Og majestætisk, Barça-sangen? Måske lidt, for den kunne spilles uden problemer af livgardister. Men aggressiv, varslende, brutal og maskulin? Mildt sagt ikke. Den er i virkeligheden enormt camp. Hvilket stadig ikke overbeviser ret mange modstandere om, at de frisk kan gå til angreb på hjemmeholdet. Det sker i alle fald sjældent. Det gjorde det, dengang for ti år siden da Barcelona var elendigt kørende. Spøjst nok.

Jeg leder virkelig med lys og lygte efter de gode eksempler på brutal og maskulin musik, der ikke bare fungerer efter hensigten på stadion, men endda også gør det med god stil. Tag et kig rundt. Liverpool spiller den sjasksentimentale ’You’ll Never Walk Alone’. Manchester United går ind til den uendeligt cool, og euforiske snarere end voldsomme ’This Is the One’ af de lokale helte (og ikke City-fans!) The Stone Roses. Everton har ’Z Cars’, temaet fra en tv-serie der foregår på Merseyside. Intet af det brutalt, og især i Liverpools tilfælde alt andet end maskulint, men det hele emmer af tilhør.

Og det er sgu det vigtigste. Ikke at nogen bliver skræmt – sådan fungerer det alligevel ikke. Kodeordene burde i stedet være lokal forankring og identitet. Og ikke mindst … charme. Det er ikke ord der er oppe i tiden, hvor tribunesange mere og mere drejes over mod patosfyldte vers om torden og stolthed, men for mig skal en intromelodi frem for alt have med København at gøre. (Hvad ’Also Sprach Zarathustra’ aldrig nogensinde har gjort, men hey, det gjaldt kun om at få Joey Tempest ud dengang …)

Fik jeg afgørelsen skubbet hen på mit skrivebord, var det her sangen spillerne løb ind i Parken til, det første vers og det første omkvæd – første gang hørt i 1994-95 styk og tit spillet i de sorte dage i 1996, året hvor København på en meget gulklædt hjemmebane tabte ikke en, to eller tre hjemmekampe til Brøndby, men fire – og sluttede efteråret af under stregen som nummer næstsidst. Fra dengang Carøe formentlig stadig rejste Europa rundt med Brøndby.

Og så er jeg ligeglad med om det skræmmer livet af Silkeborg her på søndag. Forankring? Ja, sangen er forankret midt inde i havnen, bare lyt til teksten. Identitet? Spørg enhver der ville skråle ”Wonderful, wonderful Copenhagen” fra tribunen. Og charme? Ja, masser af (musikalsk inkompetent) charme.

Formentlig er alt dette Too little, too late, men jeg krydser fingrene for at der er blevet tænkt rigtig godt over tingene inden holdet skal til at løbe ind til en anonym jingle, der ud fra eksemplet at dømme mest skal minde om actionmusik fra Fangerne på Fortet. Og jeg må indrømme, at det bekymrer mig. Faktisk en del mere end om det skulle lykkes at tabe til Silkeborg, for det er der trods alt visse fordele ved. Hold det københavnsk!