For et par uger siden skrev en af mine bekendte på Facebook, at han nu endelig havde købt sin første billet til Tønder Festival. Han er vel i slutningen af 30’erne (eller i begyndelsen af 40’erne, hvilket i disse dage jo efterhånden er to sider af samme sag) og ret glad for Richard Thompson, et af festivalens hovednavne. Så nu skulle det sgu være. Der gik dog ikke mange minutter før en anden mand kommenterede med ordene “jeg vidste slet ikke, at du var blevet så gammel?”.
Bum. Fuld fart på fordommene…
At Tønder Festival den dag i dag stadig – blandt nogle – har et image som en årlig sammenkomst af afdankede spillemænd, som en vildfaren byfest, komplet med bolsjestribede happyjazz-telte, hvor fadøllet og grillpølserne flyver rundt i takt med øretæverne, er dog aldeles uretfærdigt. Og direkte forkert. Nej, der er ikke eksperimenterende kunstinstallationer eller politiske happenings på pladsen, lige som madpolitikken vist også begrænser sig til, at man står pænt i køen til æblekagen, venter med at brække sit solæg op til man er ude i busken, og i øvrigt husker at booke bord på Fiddler’s Green i god tid. Der er ingen vilde fester på campingpladsen, det er noget nær umuligt at drive en pakke smøger op, når pladsen lukker, og backstageområdet? Et sært sammensurium af forbipasserende banjospillere, halvfulde amerikanske americana-musikere og folk, der bare kommer for at få et glimt af Signe Svendsen.
Hvis festivalen for fem-ti år siden var i overhængende fare for at dø med sit aldrende publikum, forholder det sig helt modsat i år, hvor festivalen under ny ledelse præsenterer sit vel nok stærkeste program nogensinde. Selvfølgelig fylder spillemandsmusikken og den danske, britiske og irske folkemusik stadig, men den står side om side med nye, spændende navne som Sturgill Simpson, The Wood Brothers, Three Tall Pines, The Stray Birds og The Lone Bellow, der alle ville passe lige så godt ind i eksempelvis Roskilde Festivals program. Læg dertil, at festivalen i år er ekstra stærk på de større og helt store navne – John Prine, Richard Thompson, bluegrass-supergruppen Hot Rize samt Mary Gauthier og Bellowhead, og det står klart, at Tønder Festival både vil udfordre sit publikum, samle sit publikum, og ikke mindst trække nye og yngre publikummer til.
Med andre ord – Tønder Festival er ikke en sønderjysk udgave af Bindslev Harmonikatræf, ej heller et sted, hvor kræmmermarked-smentaliteten regerer, som skeptikerne ellers synes at mene. Den er derimod en af de mest progressive af sin slags herhjemme, og det ellers på et festivalmarked, hvor bookerne står på tæerne af hinanden for at kunne lokke med det nyeste nye.
Tønder Festival er nøjagtig som den musik, den tilbyder; levende, nysgerrig og fuld af respekt for sine egne rødder og traditioner.
Tønder Festival afholdes fra den 27. til den 30. august. Festivalen er ikke udsolgt. Læs med her på bloggen i weekenden, hvor du får fem af de bedste navne fra årets program.
Nå ja, og Poul Krebs kommer også...
