Folk blev ved med at komme hjem og fortælle om, hvor fedt de havde haft det til Primavera i Barcelona. Og et halvt år senere blev Primavera ved med at annoncere et nyt program, der nærmest var et perverteret musikalsk orgie, og ”skulle man gøre det denne gang?”, og det blev ikke til noget. Men det gjorde det i år …
Man får jetlag. Slemt jetlag.
Lad være med at tage til festival og tænke ”jeg tager bare et tidligt fly hjem dagen efter.” Første aften, med de gratis koncerter inden det begyndte for alvor, nåede vi på et hængende hår den sidste metro, før den lukkede kl. tolv, da det lykkedes den mest ihærdige person i vores flok at overtale manden til at lukke os ind, før han smækkede porten. Den sidste aften var den halv syv, inden vi var hjemme, og det var kosteligt at komme ud af metroen ved Sagrada Familia med den enorme kirke over sig, solen på vej op, og gaden fuld af andre klatøjede metropassagerer med armbånd på.
Vi havde så endda sat punktum, da !!! blev funky indtil tæt på halv seks, og da vi gik, stod der stadig tusindvis klar til at feste videre ved samme scene, mens projektørerne blinkede, og bassen rumlede ude fra strandbaren over broen. Et par dage senere var jeg tilbage i noget, der lignede en døgnrytme, og så satte forkølelsen ind. Det er ikke en fest for A-mennesker.
Vil du se det hele? Haha! Vil du se bare det halve? Ok, held og lykke.
Ærlig talt; et kig på Roskildes program lige nu kan godt være en lidt flad oplevelse efter tre dages zigzagløb gennem et enormt havneområde for at opleve bare halvdelen af det, man har lyst til, mens man samtidig prøver at holde en anstændig buzz kørende. Tag lørdagen på årets Roskilde Festival; et program, hvor jeg har siddet med lys og lygte bare for at finde en håndfuld ting at glæde mig til. Hvad jeg ville give for at kunne troppe op og se Japandroids, Skepta, Hamilton Leithauser eller Metronomy den dag – eller et langt dj-sæt med John Talabot. Lørdag aften på Primavera blev alt det droppet, fordi der var alternativer, der lokkede endnu mere.
Man dør ikke af varme
Festivalen ligger på havnen – en gammel industrihavn, der er lavet til rekreativt område med overdækkede rapellebaner, skateparks, installationskunst, en bro der ikke fører nogen vegne hen, en enorm solfanger hen over molen og al mulig anden mærkelig indretning. Og stedet er kæmpestort: én zone i midten med fem-seks scener, som regel med havudsigt, én enorm mark belagt med slagger med de to ens megascener i hver sin ende, og ét område for enden af en lang bro hen over en marina fyldt med en masse rige svins luksusyachter. Det er her, der danses. Og sniffes og ryges. Pot Forum er ikke helt ved siden af.
Så hvis du frygter subtropiske tilstande, kan jeg berolige med, at solen allerede er godt på vej ned, når det hele begynder sent om eftermiddagen. Og er du vant til at have en trøje med – som i Danmark, hvor det kan blive så hvinende koldt, lige meget hvor godt vejret var resten af dagen – du skal være ret kuldskær, før du får brug for den. Men tag robuste gummisko på, for du kommer til at gå langt. Og helst ikke nogle, der ikke kan tåle at blive beskidte.
Man får nogle flashbacks (hvis man er på min alder)
Sidst jeg så Teenage Fanclub, var en times tid efter, at Danmark havde vundet EM, fredag aften på Roskilde Festival i 1992. Denne gang spillede de samtidig med, at ubehagelige scener udspillede sig i Cardiff – og på en storskærm oppe ved food court’en, som jeg holdt mig langt væk fra. De har ikke meget hår tilbage i forhold til dengang, men jeg bilder mig ind, at ’Star Sign’ lød, som den altid har gjort.
Jeg har ikke grinet så meget i lang tid, som da Front 242 var på. Jeg var nødt til at se dem. I slutningen af firserne var de decideret skræmmende. Deres koncert i Saga var noget af det mest overrumplende, teenage-jeg havde oplevet. Nu, knap 30 år senere, var det ret svært at blive bange for noget som helst – 50-årige belgiere i jagttøj med solbriller på, som John Goodman i The Big Lebowski i front for et industrielt band.
Sarah Cracknell har stadig en fjerboa, som sidst jeg så Saint Etienne i 1994 på det, der vist hed Hvid Scene. Men ’Nothing Can Stop Us’ var kun en halv sandhed, da de gik på til gratiskoncert på festivalpladsen dagen inden det begyndte: En tunghør lydmand standsede dem grundigt, og hele første halvdel af deres koncert var en tung og kluntet tur gennem nogle af deres bedste sange, der havde fortjent så meget bedre. De tog revanche ved at udgive et af årets bedste albums to dage senere.
Så meget desto bedre var det at se The Afghan Whigs igen. Det er ikke mange, der kan slippe afsted med at gendanne et band i det hele taget. Det er færre, der kan sætte en sætliste sammen med klart flest nye sange, og stadig holde folks opmærksomhed. Men sangene fra In Spades er rødglødende, og dem fra 90’erne lyder ikke en dag ældre. Greg Dulli er måske ikke den slanke Ray Liotta-lookalike, han engang var, men han er manden.
Du skal ikke tage derned, hvis du frem for alt er festival-foodie
Skal man være diplomat, så er gourmetoplevelserne ikke i højsædet i Parc Fòrum. Skal man være mere direkte, så er det meste, man får dernede, noget værre hundeæde. Jeg fik en gourmethotdog, der må have været fyldt op med en Böklunderpølse fra et glas. En burger med kogt kød og koldt brød. Et par tacos, der lækkede en halv liter væde. Og en sandwich med friterede blæksprutter, der smagte af præcis ingenting – bare lidt salt havde gjort underværker her. På den sidste dag var formlen fundet: Find en solid menu del día sidst i frokostpausen, der som bekendt varer til firetiden, og glem så alt om mad resten af aftenen, medmindre det virkelig kniber.
Hvis du i øvrigt synes Heineken er en fin øl, så kommer du til at nyde øludvalget, der består af Heineken (og den udrikkelige glutenfri udgave af Cruzcampo). Hvis du, som jeg, synes, den er røvsyg, glæder du dig til at få noget andet, første gang du forlader pladsen, og i øvrigt til ikke at røre Heineken i meget lang tid. Hvis du mener, at den er helt udrikkelig, så er der heldigvis drinks i ølboderne, og nogle få vinbarer med lange køer.
Også Primavera har svært ved at fylde de største scener
Ikke om jeg helt forstod, hvad loungerock-anonymiteterne The Growlers lavede på den kæmpestore Heineken-scene. De lod heller ikke selv til at fatte det. Vi gik længe inden, det blev rigtig pinligt. De virkede lovende – det var de ikke. Om Solange og hendes gennemkoreograferede forestilling passede til den lige så store (og ens) Mango-scene i den anden ende? Det var der delte meninger om. Tre af vores lille flok syntes, det var prætentiøs muzak og gik. To af os blev, og var ælle-bjælde.
Husk at købe lidt datatrafik
Der er nemlig et eller andet meget fedt ved at stå foran en scene kl. tre om natten og vente på en koncert, der er varslet et par timer inden – og det så, ét minut inden tæppefald, bipper ind hos alle, at Twitterrygterne talte sandt om, hvem det var, der skulle komme. Haim var i øvrigt meget showbiz, meget søde, lidt mærkelige og pissecharmerende.
Man kan følge formen hos dem, der senere skal spille i Danmark
Men ikke mere end godt en håndfuld. Jeg var overrasket over, hvor få overlap der viste sig at være – især efter at Frank Ocean meldte fra, tilsyneladende fordi hans quadrofoniske set-up ikke kunne monteres i Parc Fòrum. Det gør måske ikke så meget, hvis anmeldelserne fra Northside er noget at dømme efter. I alle fald ikke, hvis man havnede uden for surround sound-kredsen derovre i pløret.
Men Arcade Fire er lige nu en velsmurt arenamaskine, selvsikre nok til at lægge ud med ’Wake Up’ (og slutte med den upåagtede ’Windowsill’ som eneste ekstranummer). Og de har skåret ned på alle de gimmicks, der sidst dækkede over, at albummet Reflektor … ikke var vildt godt. Der er så lidt at lave om lørdagen på Roskilde i år, at det taktisk kloge ville være sige at sige, at de var elendige, men nej.
Against Me! var et brag, som jeg skal have set igen, denne gang fra start – og Laura Jane Grace er sej. Angel Olsen lagde fantastisk ud og sluttede slæbende af. Solange kommer også til at dele vande i Danmark. Julia Jacklin var god – bedre end den burger, jeg gik hen og fik, fordi vi var blevet sultne. Alex Cameron gad jeg ikke se her, og heller ikke om et par uger. Og Hamilton Leithauser og The Xx faldt sammen med noget andet.
Hvis du nogensinde kan nå at opleve Grace Jones, så gør det
Her eller hvor som helst. Hun er helt enkelt en forbløffende person. En excentriker i verdensklasse, en ægte diva, en der ejer hele sin scene, og et omvandrende søgsmål for sexchikane – både assistenten, der kom med et glas rødvin (”I like this, but it is not COKE!”), og den bodyguard, som bar hende rundt foran scenen, fik et ordentligt niv i røven som tak for hjælpen. Hun talte en blanding af spansk og engelsk – understregede, at hun ikke kunne catalansk – og gik i en forbløffende samling af masker og et korset, der kun gik halvvejs op. Krigsmalet og klar med en stripperstang, som et forbløffende stykke mandfolk endte med at lave øvelser på – til Graces store beundring.
Det ville så ikke betyde noget, hvis ikke hun helt suverænt havde plukket en halv snes af de fineste sange, hun har lavet, fra ’Nightclubbing’ som den store entré oppe fra en balkon over scenen, og dermed nogle af de fineste sange der er – ikke mindst hendes selvportræt ’Williams Blood’ fra Hurricane, der giver håb om, at hun måske har et album eller mere tilbage i sig. Efter at have hula-hoopet sig gennem ’Slave to the Rhythm’, og så forsinket fra start, at der kun var et par minutter tilbage til Arcade Fires kickoff nede i den anden ende af marken, råbte hun ”Merciiii! Merciiiii! ES CATALÁN!!! Merci!!!” og smuttede. Spansk, fransk, catalansk, Grace er da hævet over de overvejelser. Gud hvor er jeg glad for, at jeg endelig nåede at få set hende.
Gør det. Tag derned.
Før eller siden. Også selv om der er en vis skepsis over for turister, og du er nødt til at finde et hotel eller en lejlighed at bo i. Også selv om den rørende billige billet løber lidt op, når der kommer indkvartering, fly og tapas oveni. Også selv om du kommer til at gå en del. Også selv om det er meget mere corporate, end du måske er vant til. Også selv om hvis det begynder at regne, så går det amok – det var så heldigvis først om søndagen, hvor det var slut. For det her er en ret forrygende festival. Folk er søde, og der er styr på det hele – undtagen maden. Der er ingen tosser, der absolut skal præsentere musikerne. Du er i Barcelona, for hulen – en utrolig by. Musikudvalget er et overflødighedshorn. Og hvis du endda er nordisk normalhøjde, ser du uden problemer hen over 97% af folk omkring dig …
