Seks højdepunkter fra førstedagen på NorthSide

   


Af Peter Elsnab

Hvad skete der på førstedagen af NorthSide? Jo, nogen spillede musik, nogen spiste, nogen drak øller og hvi’vin. Og vi nød vist alle sammen solen. Her er seks udvalgte højdepunkter fra torsdag i Aarhus:

The War On Drugs rockede

Meget smukt scenelys var med til at give en god rockoplevelse til War On Drugs.

Hvem er det, der kommer med postulaterne om, at rocken er død? Altså bortset fra Hellacopters, Lenny Kravitz, Marilyn Manson og en masse andre … Men de tre nævnte sagde det også, før de kendte til eksistensen af The War On Drugs, der i den sene koncert på Green Stage viste en særdeles levende rockmusik. Med masser af medlevende folk foran scenen. ’Red Eyes’, ’Under the Pressure’ og ’In Reverse’ lukkede en livsbekræftende seance på halvanden time med guitarrock og et smukt, smukt scenelys. Adam Granduciel sang fremragende, og han lod både guitaren, ”lead saxofonen” og de øvrige instrumenter tale i lange rullende, gyngende, huggende, vuggende passager. Det var virkelig svært ikke at elske.

Den smukke plads

Stor ros til NorthSide for de konstante justeringer af pladsen. Der er lukket færre mennesker ind i år, og der er udvidet med et nyt område ved indgangen og den lille Red Stage. Og det kan mærkes. Der er ikke de samme vanskeligheder med at bevæge sig rundt som i fjor. Og samtidig er det dælme blevet en smuk plads, der udnytter niveauforskellene. Lyset, farverne, det lyse træ og udsmykningen er virkelig flot – og publikumsstrømmene er der styr på. Og så er jeg vild med, at en del af udsmykningen er musikrelateret. Som tekstbidderne fra de optrædende kunstnere på plankeværkerne ved Green Stage og portrætterne af optrædende kunstnere i den modsatte side. Rart!

Skovbunden er stadig en lækker, lille hule.

Björk giver ikke en fuck

Røvkedeligt. Ingen hits. Sagde mig intet. Sådan kan man sagtens mene om Björks koncert. Især hvis man var en af dem, der stod og knævrede løs. Hvis man ikke var en af De Knævrende, var chancen for at have oplevet og levet sig ind i noget virkelig smukt markant højere. For Björk giver ikke en fuck. Hun gør lige, hvad der passer hende. Som ægte kunstnere gør. Et sæt med fokus på sangene fra seneste album, ’Utopia’, fremført nærmest som performance på en smukt dekoreret scene med eventyragtige film i baggrunden. Og masser af fløjte frem for strygere … Men også med masser af bund, elektronik og de drum’n’bass-elementer, hun altid har dyrket. Kæmpe respekt til den islandske alf, der stadig synger så godt, som hun altid har gjort.

Kunne Warpaint egentlig lide at være der?

Jeg kan bare godt lide dem! Om Warpaint så egentlig selv kunne lide at stå på NorthSide, er jeg lidt mere i tvivl om. Ikke mindst på grund af spørgsmålet “do you want us to keep going or do you want us to go?” Hmm … Der blev faktisk også sagt andre spøjse ting, der indikerede, at californierne havde forventet mere af NorthSide-publikummet. På publikums vegne tillader jeg mig at sige, vi nu var godt tilfredse. Selvom kvartetten ikke helt ramte en ellers forventet publikums-favorit som ’New Song’ til sidst. Med tre album i bagagen er der efterhånden nok af gode sange at tage af til et stærkt sæt. Lidt attitude heller skader ikke, og den har de. Og spillede fedt og så skideseje ud. Det var solskin, øllene var kolde. What’s not to like??

Flæskestegssandwich uden frugt og grønt

Hehehe … ”Uden rødkål?” Ja, tak! ”Og uden æbler?” Jeps! ”Og uden agurkesalat??” Nemlig! Uden frugt og grønt. Bare kød, brød, dressing, tak! Og så var den flæskestegssandwich perfekt! Efter en so-so chili con carne og den fantastiske Skarø-is blev dagen lige toppet kulinarisk … Og på hjemturen gik overvejelserne om fredagsmenuen allerede i gang. Tænker Wild Life Burger som et must. Måske tarteletter. Måske noget kød på grill. Måske sushi. Eller en hotdog? Måske Lele. Måske Kiin Kiin. Måske en calzone. Mmm …! Helt sikkert en hotdog! Mmm …!

Future Islands

Det er svært at finde på mere at sige om Samuel T. Herring, hans mimik, indlevelse og dans. Det virker stadig! Future Islands er bundsolid rock og synthpop, sange der minder lidt for meget om hinanden og en generelt smittende god liveoplevelse. Godt humør, indlevelse og et dansende publikum, der jublede over Herrings bevægelser. I sol. Med en kold øl i hånden. What’s not to like? Og et enkelt svar til det spørgsmål: Rygsække! Jeg tror faktisk, der er færre end sidste år. Men folk glemmer, hvor meget de rygsække fylder, når man står midt i flok. Altså, rygsække er jo snart det nye campingstole!

Det lort fylder ad helvede til!

Hørt på dagen:

Helt lykkelig: “Sagde han Supertramp??” Nej, solcreme.

“Thundercat lyder som Al Jarreau.” Hvis han har taget stoffer med Frank Zappa.

“Ja, selvfølgelig skal der guacamole til chilien”

“Juhu, man kan også få en helt almindelig Tuborg.”

 

Matt Berninger og Beck er til stede under hele festivalen.

 

Earl Sweatshirt lavede et Klassisk Hiphopafbud. Men hans tekster består.

 

Glade mennesker. Dem er der mange af.

 

Det lyse træ går igen mange steder.

 

Rutineret!

Kommentér indlægget