Det er en sætning, man ikke hører så ofte til koncert:
– Jeg er engang blevet diskvalificeret i den her pool.
En sætning som ’jeg har engang været til stævne her’, er trods alt mere normal med tanke på alle de halkoncerter, der jævnligt bliver afholdt, men fredagens Frost-arrangement med norske Erlend Øye var blevet henlagt til en uopvarmet svømmehal i Dragør, Hollænderhallen.
Svømmehallen var dog tømt for vand, så sætninger som ’på dybt vand’ eller ’ude, hvor han ikke kunne bunde’, er rent metaforiske, selvom Erlend Øye havde taget plads på en lille scene i den dybe ende af det store bassin med sine to medrejsende spillemænd – ’Sigge on Rhodes og Viktor på fløjte’.
Baren var placeret i det lille bassin, lydpulten i den lave ende af det store bassin uden udsigt til scenen, så lydmanden var ofte ude i de rene gætterier. Det klarede han nu fremragende, for lyden var virkelig god.
De 240 gæster var fordelt mellem lidt plads foran scenen og længere oppe i den lave ende, hvor man kunne kigge ned på den sære seance. Hvis man altså kunne se noget, for det var ikke alle, der var lige heldige med deres pladser i bassinet, der elegant var oplyst af blåt til kanten, så det gav en illusion af vand.
I den første del af den ca. en time lange koncert hang vores lille kvartet fast i kanten af den ene side af bassinet med foden på en lille forhøjning, som når man udmattet har fået kæmpet sig ind til kanten efter halvanden bane brystsvømning, og let løftet kunne man godt se scenen og fornemme nordmandens nørdede charme.
Da vi senere fik plads nede i bunden, var det en langt bedre oplevelse. Den 38-årige bergenser præsenterede hovedsagligt sange fra sit kommende album, og helt tæt på kunne man høre Rhodes-pedalen knirke, man kunne se Erlend Øye varme sine fingre ved en varmeblæser, og man tydeligt se ansigtsudtryk og Øyes helt særegne afdæmpede bevægelser, når han ser ud som om, han har lyst til at rave igennem til et helt stille nummer. ’Quiet rave.’
’Quiet Is the New Loud’ hed debutpladen med hans folkduo Kings Of Convenience tilbage i 2001, og vi befandt os mere i det folky Kings Of Convenience-territorium under fredagens koncert, end i easy listening eller det elektroniske univers fra det senere og lige så vellykkede Whitest Boy Alive-projekt, som Øye og hans tyske svende bl.a. har triumferet med to gange på Roskilde Festival.
Det var sarte melodier med flere fløjtesoli end til en Jethro Tull-koncert, og når Erlend Øye med sin varme, skrøbelige vokal synger om ’Loving you is like waiting for the rain’, er det svært ikke at overgive sig.
’Sigge on Rhodes’ fik også lov til solo at fremføre en sang fra sit islandske band Hjálmar, mens Erlend Øye sad på hug på scenen med et kæmpe smil og klappede med, og hovedpersonen leverede også en sang på italiensk alene med sin guitar.
Erlend Øye har opholdt sig meget i Island under indspilningen af sin kommende plade, men han er bosat i Italien, hvor han med egne ord bl.a. er involveret i en festival med navnet Endless Summer. ’Altså det modsatte af Frost,’ som han udtrykte det.
Og hvor meget man – iklædt frakke, handsker og hue i en svømmehal i Dragør en vinterdag i februar – end kan længes efter en festival med navnet uendelig sommer (dem findes der vist i øvrigt flere af), så er der ingen grund til at længes væk fra Frost Festival.
Den månedlange festival i København udviser nemlig igen og igen stor iderigdom i sammensætningen af dens program, der er spredt med løs hånd over alternative spillesteder i København hen over februar.
Dette var blot et af de mange unikke arrangementer, der også byder på koncerter i Akvariet, på Frederiksberg Runddel, i kirker eller bryggerier osv. Læs selv mere om Frost Festival her.
Koncerten med det meget nye materiale nåede måske aldrig at blive decideret overvældende, men når man i forvejen holder af Erlend Øye, var det svært ikke at blive begejstret for de sarte sange, det sære arrangement og den nørdede nordmand selv.
Og at se ham danse i baren efter koncerten var alene alle pengene værd …
