Noter fra Heartland 2022

Endelig blev det 2020 på Heartland! #genanvendelse

 

Festivalsæsonen er i gang, og vi sendte Chris Lowe-fanklub, aka Niels Fez, til Heartland for at få et skud flis og fleece. Her er hans noter fra en kold åbningsdag med masser af snak og en kulørt hitparade, hvor Pet Shop Boys viste forskellen på lokal hygge og international klasse. “What a beautiful castle”, proklamerede Neil Tennant til lyden af et elektronisk discobeat.

Heartland har et særligt parkeringsområde for Mercedes-biler.
Clever har opstillet ladestandere ved indgangen.
Nelle’s sælger 100 pct. fossilfri kaffe.
Overhørt i køen ved Talk-teltet: “Hvad er det, der sker? Der kommer to amerikanere og taler”.
Samtidig spytter Svend Brinkmann-sekten sine disciple ud af teltet.
Det er pivkoldt.
Plakaten fortæller, at Nick Hornby skal samtale med Simon Kvamm om ironi, og man ved bare, at de hellere ville snakke om fodbold.

“All we hear is talk talk”:

Talk er vigtigt for Heartland. Alligevel kan man høre musikken fra en scene, mens snakkens topnavne er på.
Angela Davis, original Sort Panter, spørger, om ikke musikken kan blive skruet ned?
Jeg havde glædet mig til den samtale, men hendes interviewer taler mest selv og stiller uendeligt lange, upræcise spørgsmål. Kaster en knytnæve i vejret og udvandrer, for første, men ikke sidste gang i dag.
Inden da har Angela Davis sagt, at “kapitalismen ofte er elefanten i rummet”.
På en kommerciel festival. Mon hun parkerer på Mercedes-pladserne?

Anne Linnet åbner sin koncert med ‘1000 Stykker’ og ‘Barndommens Gade’. Derfra kan det kun gå ned ad bakke. Og det gør det.
Spiser en dejlig, varm vietnamesisk suppe og går ud i bilen og henter mine handsker.
En vagt ser misundeligt på dem og spørger, om hun må konfiskere dem? Alle fryser.
Det er en kold tid, og nu har Anne sat sig på tværs. ‘Venus’ spillet som røvballerock. ‘Smuk Og Dejlig’ er dog netop det.

Mere kaffe. Fossilfri, selvfølgelig.
Folk er fornuftigt klædt på. Fleece, dun, Gore-Tex. Skuldertasker, halstørklæder, huer i juni. Ser INGEN band-T-shirts.
Til gengæld er der en del barnevogne..
Barbro på en lille scene inde i skoven. Spotter mindst en Prisma-søster og flere P6 Beat-muleposer. (Hej venner!).

Flagermus, skov, slot. Måske bør Copenhell overtage området?

Den engelske kunstner Jeremy Deller har bygget en flagermus. Et for ham ganske diskret værk. Tjek hans film om acidhouse. Håber, han i KLF-stil sætter ild til sin bat.
Bliver suget ind af flokke på vej mod Tobias Rahim. Det hele minder pludselig om Grøn Koncert – bare med bedre forplejning.
Rahim beklager vejret. Den fire meter høje sanger er i rødt. Fra stramme læderjakker til cowboyhat. Hede rytmer og en lyd af nutid. Rammer et soft spot mellem Gilli og Rasmus Seebach. Det virker. “Jesus (var perker)” burde have toppet Dansktoppen
“Den næste sang handler om min onkels bodega”.
Jeg ser flere vinflasker end shotsrør.
Joyce: “Hvad så, Heartland!”
Der er pænt ved Egeskov om dagen. Men endnu pænere, når mørket falder på, og de mange lysinstallationer kommer til ære.

Insta-madding eller kunst?

Står i kø for at købe kildevand, da random fyr giver mig sin pant (fire krus, fem kr. pr. stk.). Folk er generelt ret søde.
Chris Lowe-fanklub på plads. Til højre for scenen.
Selv opvarmningsmusikken til Pet Shop Boys er interessant; ‘Alleys of Your Mind’ med Cybotron fulgt af Klein & MBO med ‘Dirty Talk’.

 

‘Suburbia’. ‘Can You Forgive Her’ (inkl. perlen: “She’s made you some kind of laughing stock, because you dance to disco and you don’t like rock”).
Visuelt intenst. Skærm. De har masker på. En slags kaninhoveder af sølv?
Neil og Chris hænger under gadelygter.
‘Rent’.
1. sektion i hvidt og sort. Stærke sange.
2. sektion i sølv. Musical-agtigt.
3. sektion. Kun hits. Lige som resten, men med fællessang.

‘Left to My Own Devices’. Tre musikere bliver tydelige. Mest percussion og sang.
Musikken er harddisk-optimeret, formentlig arrangeret af Stuart Price.
Chris i sølv på et plateau. Neil mere bevægelig. Masser af sprechgesang.
“Great to be back in Denmark. What a beautiful castle!”
‘Domino dancing’. Et kort tekst-citat fra ‘Paninaro’. Altid godt at høre Chris Lowes stemme.
Deres egen udgave af Liza Minnelli-produktionen ‘Losing My Mind’.
‘Always on my mind’. Vi er i en beat-tung musicalafdeling. “Love Comes Quickly”.


‘Heart’ efter ‘Dreamland’. Jakker som spejlkugler
Visuelt super optimeret. Nutid fortid friskhed
‘It’s alright’ ind i ‘Vocal’. Duft af rave.
Se Jeremy Dellers rave-film!
‘Go West’. Fællessang på opfordring fra Neil, som om det skulle være nødvendigt.
De kan spille gamle sange uden at være et nostalgiband.
‘It’s a sin’. Tv-aktuelt revival-hit.
Går ud gennem renæssancehaven, mens ekstranumrene spiller. ‘West End Girls’ og ‘Being Boring’.
Der er lys på slottet. Grevskabet er længe oppe. Jeg vil tro, at Neil og Chris er friske på at hænge ud og få en snak og et glas.

Men måske skal alle tidligt op? Der er jo meget der skal ses og snakkes om fredag og lørdag.

About the author