Hmm …
Det var ikke nødvendigvis nogen stor Jack White-koncert. Men nu er det selvfølgelig heller ikke nemt at ligge klemt inde mellem koryfæer som Nik & Jay og Tiësto.
Her er nogle af de vigtigste pointer, vi tog med os fra Jack Whites koncert på sidstedagen af årets Tinderbox i Odense:
1) Ikke det rigtige hovednavn
Jack White stod øverst på plakaten sammen med bl.a. Depeche Mode til årets Tinderbox. Men hvor englænderne gav totalt mening som hovednavn, var Jack White ikke det rigtige hovednavn i Odense. Fremmødet var ikke imponerende, mens Nik & Jay lige forinden i den modsatte ende af festivalpladsen var et langt større tilløbsstykke – og publikums modtagelse af Jack White var heller ikke imponerende.
Jack White og hans band kommer med en masse energi – en MASSE!! – men de har også brug for at få noget tilbage, og der kom ikke meget retur fra et publikum, hvor antallet af deciderede fans var lille. Hverken ved den første modtagelse, da nedtællingsuret ramte 0.00, da Jack White spurgte ”who’s with me”, eller når han nogle få andre gange adresserede publikum. Det var faktisk lidt pinligt.
Det er måske et udtryk for, at rockmusik har det svært blandt unge i dag, men også et udtryk for, at Tinderbox bare er mere til sing-along, pophits, hygge og dj-delen i MagicBox. Jack White ville have givet mere mening i Roskilde eller på NorthSide.
2) Syrlig tone
Jack White var det vanlige energibundt, når han bevægede sig rundt i halvcirklen mellem scenekant og de fire musikere bag sig. Som en desperat fange, der med sit guitarspil forsøger at bryde en fængselsmur ned. Men det virkede alligevel lidt som en dag på kontoret. Endda med en lidt syrlig klang.
Det er ikke sikkert, det nødvendigvis skal opfattes sådan, men det lød som et par stikpiller til festivalen og publikum, da han f.eks. sagde om klaverspil, at det blev spillet af en rigtig musiker og ikke en dj. Eller at de ”var forpligtede til at spille i halvanden time.” Han lød ikke overbevisende, da han efter sidste nummer sagde, at bandet ikke havde lyst til at stoppe, men at ”de tvinger os til det.” Det lød også sært ironisk, da han som så ofte før sluttede af med at sige ”you’ve been incredible and I’ve been Jack White”.
3) Udfordrende sætliste
Men det var nu heller ikke nogen let opgave for en tilfældig festivalgæst at sætte sig ind i Jack Whites univers. Selv en tonedøv ville kunne opfatte kvaliteten i Jack Whites guitarspil og det tårnhøje niveau hos de fire bandmedlemmer, men kvintetten leflede ikke ligefrem for publikum. Nok fik de Raconteurs-hittet ’Steady As She Goes’, en fuldstændig blændende, knivskarp og rå version af ’The Hardest Button to Button’, samt et forholdsvis velkendt og populært ekstranummer, men indimellem var der ikke bare en håndfuld numre fra det aktuelle album ’Boarding House Reach’, der var også mange omarrangerede versioner af de trods alt ganske kendte rocksange fra både White Stripes-tiden og Jack Whites solokarriere.
4) Mange omarrangerede numre
Som nævnt, mange numre var omarrangeret, nogle vellykket, andre ikke nødvendigvis det samme. Jeg var f.eks. ikke vild med versionen af ’Love Interruption’ uden kvindeligt vokalmodspil. Den ellers gribende kærlighedserklæring lød ganske enkelt for monoton. Og det skriver jeg, selvom jeg alligevel fik kuldegysninger over at høre de stærke ord i teksten …
5) Den sidste guitarhelt
Det var den betegnelse, en ven satte på Jack White inden koncerten. Vi ved jo ikke, om det er rigtigt. Fremtiden har det som bekendt med indimellem at overraske. Men lige nu er der ikke meget plads til noget så gammeldags som en guitarekvilibrist. Selvom han udover sine formidable evner på spaden også kan skrive gode sange, spille trommer og piano, forny sig selv, sprede sig over flere og flere genrer, drive et succesfuldt pladeselskab, producere for andre … Det er i hvert fald svært at se en guitarrocker på samme niveau dukke frem i den nærmeste fremtid.
6) Det var alligevel fedt
Mange ting taler, som ovennævnte viser, imod, at det var en god koncert. Men det var det. Det var vibrerende, medrivende, levende. Det var råt, det var smukt, det var flænsende, det var sødt og naivistisk – selvom versionen af ’We’re Going to Be Friends’ ikke var blandt hans mest fremragende udgaver af den sang. Det samme gjaldt i øvrigt ’Hotel Yorba’.
Lyden var igen fremragende på Rød Scene, Jack White er dragende at se på, det er “real music played by real people”, og det er fascinerende at se og mærke samspillet på scenen. Der e rnoget på spil, og der sker sindssygt meget. Bandet spiller desuden som en drøm med Carla Azar på trommer som den store oplevelse, mens Jack Whites gamle Detroit-compadre Dominic Davis på bas var indbegrebet af soliditet.
Og så er det for en, der har fulgt Jack White i et par årtier, altid spændende at se, hvor han nu bevæger sig hen. På albummet ’Boarding House Reach’ har han udfordret sig selv (og lytterne), og han gør det igen på turneen. Han har skåret ned på de akustiske instrumenter og i stedet medbragt to hiphop-musikere på keys og elektronik.
Det er med til at holde tingene friske og giver ham selv nye udfordringer. Og hatten af for en musiker, der erkender, at man er nødt til at gøre den slags med jævne mellemrum i stedet for altid at køre sikkert. Nogle numre sprudler derfor også af nyt liv, mens andre sange – i hvert fald for nogen – vil “lyde forkert”.
Derudover:
- En spådom: Inden længe bliver det annonceret, at Jack White spiller i Forum på sin europæiske efterårsturne.
- ‘Seven Nation Army’ virkede selvfølgelig som ekstranummer. Men jeg kunne simpelthen ikke holde ud, at der var så stor forskel i modtagelsen af den og de øvrige sange.
- Bagskærmen så fantastisk ud med både livebilleder og den medbragte grafik. Æstetikken blev konsekvent holdt i Jack White-farverne sort, blå og hvid, og det så skidegodt ud.
- ‘I Cut Like a Buffalo’ blev spillet knivskarpt. Og i den efterfølgende bandpræsentation blev Neal Evans fra byen Buffalo præsenteret som Neal Evans fra I Cut Like A Buffalo. Elsker, når (i hvert fald) amerikanske musikere præsenteres med deres hjemby. For det betyder noget! De bærer musikken fra deres hjemstavn i deres DNA.
- Alle billeder her er taget fra Jack Whites hjemmeside, hvor de lægger billeder fra alle koncerter op. Gå selv ind og se flere her.
- Jack White spillede i alt 20 sange på lige knap halvanden time. Ti af numrene var fra solotiden, otte fra White Stripes-perioden, og så blev der spillet et enkelt fra Raconteurs og Dead Weather.
- Uha, hvor jeg savnede mine livefavoritter ’Cannon’ og ’Ball and Biscuit’ på sætlisten, der så således ud:
Over and Over and Over
Dead Leaves and the Dirty Ground
Corporation
Hotel Yorba
Just One Drink
Hypocritical Kiss
Fell in Love with a Girl
Respect Commander
Lazaretto
My Doorbell
Love Interruption
Freedom at 21
Why Walk a Dog?
The Hardest Button to Button
I Cut Like a Buffalo
Steady As She Goes
We’re Going to Be Friends
Connected By Love
Little Bird
Seven Nation Army
