Haven Festival 2018 – 11 plusser, 8 minusser og 4 spørgsmål

   


 

Haven Festival har fået kanterne slebet af. Det er både godt og skidt. Version 2.0. bød på mindre Dessner-tvillingerne og på mere almindelig festival. Det er stadig de mindre navne, der er i fokus, og det er skønt, men festivalen virker splittet mellem idéen om indie/arts & craft og kommercielle muligheder.

Efter to dage med god musik, høj sol ved havnen, vind i håret og gennemblødende regnvejr danser plusser og minusser på blokken.

 

Plusser

Pladsen. Sidste års kaos var aflyst af solid space management, der lagde fokus på den store plads og fik det lille område omkring Værket-scenen til at fungere som sit eget univers. Ingen kø-problemer på gangbroen.

Nils Frahm. Alene på scenen med stabler af gamle keyboards. Regnen hamrede ned. ”Jeg er fra Hamburg, så jeg er vant til det. Jeg bliver ved, indtil udstyret bryder sammen. Bare jeg ikke bliver dræbt af elektrisk stød”. Han gennemførte koncerten som et minimalistisk rave og vandt dyngvåde venner for livet.

Blixa Bargeld. Iskoldt alternativ til shabby chic og mondænisering af outsider-kultur. Og helt cool at stoppe koncerten, da der kom vand i grejet.

Dansende security-vagter.

 

 

 

Øl, der ikke var spontangæret, sur eller hindbærrød. Man kan kalde det et knæfald for Carlsberg, men det lettede humøret med muligheden for at købe andet end Mikkeller. Deres The National German Lager er dog den bedste ’almindelige’ festivaløl i 2018.

Unknown Mortal Orchestra. Sjældent har progrock og softrock haft det så sjovt sammen.

 

Værket-scenen. Nærmest som et rigtigt spillested og ramme om intime og berigende oplevelser med blandt andre Moses Sumney, der var affekteret og inderlig, mens Phoebe Bridgers (foto) fik ro til at være en indie-goth-udgave af Gillian Welch (og endda spille hendes ’Everything Is Free’).

Kevin Morby. Stærke sange, håret ned i øjnene. ’Harlem River’ lød som en glemt skæring fra Nebraska.

Fast Lane til filterkaffe. VERDENSKLASSE.

Falafel fra Green Haven. Pulled Chicken Sandwich fra Brownsville. “Bra-Bra-Bra-Brownsville”.

Kamasi Washington, der inviterer sin far på scenen og de blev hårdt funky i en version af ’Hub-Tones’ af Freddie Hubbard. Dejligt alternativ til alternativ rock.

 

 

Minusser

Mindre National, mere Down The Drain. Det er skønt, når det praktiske på en festival fungerer. Det gjorde det ikke sidste år på Haven. Det gjorde det i år. Arrangøren Down The Drain står også bag Tinderbox og Northside, og har nu kørt deres generiske festivalsæt ind på Refshaleøen. Til gengæld var det svært at finde Dessner-tvillingernes oprindelige indie-ideer fra Eaux Claires-festivalen i Wisconsin. Når man gik omkring på pladsen, kunne man tro, at IKEA spiller en større rolle end de to musikere fra The National.

Dild. Få det ud af min hotdog, IKEA-typer.

Vinden.

Den store scene – Meadow – er en udfordring. Både rent praktisk og filosofisk. At bygge en scene, der er så høj, åben og ikke-skærmende for musikerne, er at invitere til problemer, som da Einstürzende Neubauten måtte afbryde koncerten, da der kom vand i udstyret.

25 kroner for en flaske vand. Det er bare ikke i orden. Læg dertil en generel mangel på spændende ikke-alkoholiske drikkevarer.

Arcade Fire er en kørende kæmpecitron fra at være U2 efter Pop. Næste træk må blive en lang pause og en traditionel rockplade.

Claus Meyer uden bøllehat. #bøllemeyer

Dirty Projectors. The boring Talking Heads.

 

Spørgsmål

Det filosofiske spørgsmål om Meadow-scenen er, om Haven overhovedet har brug for en stor scene? Festivalen er god til at sætte spot på mindre navne, og den lever stærkest på de to mindre scener (som Mindfield på fotoet). Det var ret beset kun Arcade Fire og Kraftwerk, som ikke havde været bare tjent med at spille i mere intime rammer.

Hvor mange gæster var der egentlig til Haven 2018? Arrangørerne taler om 10.000 pr. dag. Så har de vist også talt alle frivillige og udeblevne sponsorgæster med. Lørdag var tydeligt tyndere besat end fredag, og 10.000 er ca. halvdelen i forhold til af 2017. Var det nok?

Augustfestivaler har ofte haft det svært, særligt i København. Gode projekter som Beat Day og Vanguard kom og gik, mens Wig Wam Tour kun lige nåede ud af starthullerne inden kollapset. Haven ligger på et tidspunkt, som giver mening for arrangører, da det er en stor international festivalweekend med masser af bands i spil i Helsinki, Göteborg, Oslo og Skanderborg. Men er det et godt tidspunkt for publikum?

Konkurrencen på festivalmarkedet har været enorm i år. Haven fisker efter et publikum, som også kan være fristet af Heartland, Roskilde, Northside og de mange mindre begivenheder som Strøm, store koncerter og jazz. Haven År 2 er uden nyhedens interesse havnet i et farligt mellemleje, og der tegner sig to scenarier for udvikling: Man kan rykke op og hente et-to hovednavne mere til festivalen og blive endnu mere som de andre. Eller også skærer man ned og lade indie-æstetikken vinde. Hvilken vej bliver det?

 

Haven Festival foregik på Refshaleøen 10. og 11. august 2018 i København. Hovednavne var Arcade Fire og Kraftwerk. Festivalen arrangeres af Aaron og Bryce Dessner fra bandet The National sammen med Mikkel Borg Bjergsø fra bryggeriet Mikkeller og madentreprenøren Claus Meyer. Praktisk arrangør er Down The Drain, der lige som Mikkeller er delvist ejet af den amerikanske kapitalfond Orkila.

Reportage fra Haven Festival 2017:

43 ting jeg hørte til Havens festivaldebut

Kommentér indlægget