“Hipsterfaktoren er også høj, især for Fyn.”
Fynboen her trækker overbærende på skulderen over, at Fyn åbenbart er mindre hip end resten af landet. Eller måske er Fyn bare mindre hip end København. Men hvad betyder citatet fra Børsens reportage om den første udgave af Heartland Festival overhovedet? Hvad er en hipster efterhånden?
Jeg kan læse flere steder, at den nye festival i de smukke omgivelser ved Egeskov Slot tiltrak et hipsterpublikum.
Hvis hipsteren er den, der spiser og drikker økologisk, så er Fyn faktisk et glimrende sted at begive sig hen. Det vrimler med små steder, hvor der bliver produceret økologisk af lokale råvarer.
Et “samlingssted for kvalitetsbevidste hipstere og kreative på udkig efter vitaminer til tankerne,” skriver DR om Heartland-publikummet og betegner det også som “den typiske Louisiana-stamkunde, kulturinteresseret kvinde +50 med kort, gråt hår, flade sko og rygsæk.”
Men hvis hipsteren også er en ung, fuldskægget nørrebroer eller vesterbroer, giver begrebet vist snart ikke mening længere, selvom Ralf Christensen i Information noterer sig, at “Heartland Festival går efter feinschmeckere af især indie-observansen med en klar slagside mod hipster-segmentet. Med hang til økomad og kropspleje”, og spørger “ville hele det nye Vesterbro være der?”
“Godt og vel,” svarer han selv.
Så meget Vesterbro kunne jeg nu heller ikke genkende i de grønne slotsparker.
Var det så en hipsterfestival? Tja, hvis du synes. Og hvis du ved, hvad en hipster er. Måske var det bare en festival med en masse almindelige mennesker – med en højere gennemsnitsalder end på mange af de store festivaler. Og givetvis med flere Politiken-læsere.
Måske var mange af de tilrejsende københavnere – som åbenbart udgjorde en stor del af publikum – eksilfynboer, der vendte hjem for en weekend og kunne mindes Goe Bakke og græsmarkerne lidt nord for Egeskov Slot og Kværndrup, hvor der engang blev afholdt Midtfyns Festival. Måske ville de bare støtte et fynsk initiativ.
Og måske var en stor del af de resterende fra København branchefolk, der ville opleve den nye festival. Der var i hvert fald mange af dem, inklusive tidligere Roskilde-talsmand Leif Skov.
Ralf Christensen giver måske selv svaret, når han skriver om “en civiliseret masse, en ret så homogen masse, en betragtelig aldersspredning.” Hvis det er hipstermateriale, er det måske tiden at stoppe snakken om den svært definerbare størrelse, som ingen alligevel vil vedkende sig at tilhøre …
Kronprinsen med sin prinsesse og kulturministeren var der også, og på den måde blev det endda lidt overklasseagtigt foran renæssanceslottet, hvor det ikke er svært at forestille sig, hvordan herremanden i et århundrede for længe siden henkastet har bedt om piskning af en af egnens bønder, mens han talte sine kobberpenge og lyttede til en mand med en lut.
Derfor virkede det også bizart at se alle krænkede menneskers fortaler, Henrik Marstal, gå på scenen i snakketeltet iført ridetøj som en anden adelig, da han skulle agere moderator til en snak om revolution med Suzanne Brøgger og Christian Lollike.
Den snak forlod jeg hurtigt, men snakkene var generelt svært populære med proppet telt (ca. 1000 mennesker), og jeg forstår godt, hvorfor samtalerne var populære, for der var vitaminer i. Jeg kom ikke selv derind igen, men så dog hjemmefra en vældig fornøjelig samtale om ‘samtalen’ mellem Martin Krasnik og Mikael Bertelsen på stream inden afgang til pladsen lørdag formiddag. Det var skarpt, klogt, morsomt.
Det kunne lige nås inden musikken, for i modsætning til, hvad jeg ellers kan læse om publikum, var vi nogle, der åbenbart totalt havde misforstået konceptet og mest af alt var kommet for at høre musik. Og drikke bajere.
“Ville det være et umage mix af wellness og ølkultur,” spurgte Ralf Christensen endvidere i sin reportage og svarede selv; “nej, det handlede helt klart mest om wellness.”
Well, for nogle af os er øl og musik også en form for wellness.
Og vi var endda ret dygtige til det, syntes vi selv. Ja, vi glemte endda helt at dyrke yoga og få læst vores fremtid i hånden. Nogle af os glemte sågar længe at spise noget af den hypede mad, som også var en del af programmet.
I mangel af en ærlig flæskestegssandwich blev det personligt til en glimrende burger fra Burger Anarchy og til sidst i let desperation over de lange køer overalt ved madboderne til en cowboytoast i den centrale bar, hvor vi tilbragte det meste tid. Baren var desværre ikke, fnys, en drejebar, så vi var nødsaget til cirka en gang i timen at slæbe vores fadøl de otte-ti meter over til den anden side for at kunne høre næste band på den modsatte scene.
En cowboytoast må i øvrigt – funderede vi en del over – være noget af det sværeste at lave perfekt. Måske endda umuligt. I hvert fald, hvis det er frysemodellen til to for en 10’er hos Aldi, for enten er den stadig frossen i midten, eller også bliver kanterne på brødet så tørre, at Bjarke Ingels kunne konstruere jordskælvssikrede højhuse af dem. Barens cowboytoast til 60 kroner var en anden model. Og ganske udmærket.
Og selvom vi ikke fik hverken blandet vores egen snaps, danset vores eget navn i hør eller drukket banquet med mad fra Kong Hans og Falsled Kro, havde vi en glimrende festivaloplevelse.
Der var rent, omgivelserne var naturligvis smukke, udsmykningen var både diskret og elegant, og der var ikke skyggen af aggression at spore. Musikken var på det jævne og skal klart styrkes, når der næste år givetvis kommer det dobbelte antal besøgende. Men det var dog alligevel sjældent, vi sagde ting som ‘vi kan lige nå Europe til Rock Under Broen, hvis vi kører nu.’
Det skete dog under Mercury Rev, der var komplet malplacerede. Vi stod vel mellem 50 og 100 mennesker foran scenen og så teatralske Jonathan Donahue diske op med ‘påfuglen’, ‘flamingoen’, ‘sørøveren’ eller hvad det nu skulle forestille sig, når han stod på et ben med blafrende arme. Jeg har en del Mercury Rev-plader på hylderne, men undrer mig nu over, hvad de bedagede skiver laver der. Det ligner en tur i #skuret ud til Povl Dissing og Toto.
Intet i musikprogrammet var magisk, men andre ting var rigtig fine. Især:
* Michael Kiwanuka
Det emmede af blaxploitation, sort ghetto og ‘inner city life’ – eller ‘Inner City Blues’, som Marvin Gaye sang i 1971 – og den 29-årige englænder lyder langt mere moden og socialt bevidst på de nye sange end på debuten. Opfølgeren ‘Love & Hate’ udkommer i juli, og titelsangen herfra var et af weekendens højdepunkter. Og for Niels #iwasthere Fez Pedersens skyld skal jeg nok huske at skrive, at #iwasthere, da Kiwanuka spillede i Lille Vega for fem år siden med Jake Bugg som support. Og med en Jake Bugg, der gav en lille intimkoncert alene med sin guitar i Ideal Bar inden koncerten. Da blev der i øvrigt serveret flæskestegssandwich … Alligevel var Kiwanuka en langt bedre oplevelse denne gang, og det bliver spændende at følge hans retrostil på et britisk soulmarked, der har udforsket den digitale soul til hudløshed gennem de seneste mange år.
OPDATERING: Her senere på dagen er der kommet endnu et nyt nummer fra det kommende album på YouTube:
*Flaming Lips
Jeg troede ikke, det ville give mening længere, men Wayne Coyne og co. var faktisk stadig rigtig fine, selvom de kører stort samme show, som de har gjort lige siden fremragende ‘The Soft Bulletin’. De har mindst en håndfuld store sange, der overtrumfer Coynes manglende stemme, og det er det eneste orkester, der berettiger sætningen ‘vi vil ha’ mere gøgl!’ Der kunne snildt have været et par hundrede flere dansende tøjdyr på scenen eller i træerne omkring. Men så var deres version af Bowie-klassikeren ‘Space Oddity’ til gengæld et andet af weekendens bedste numre. Det er umiddelbart svært at se fremtiden i Oklahoma-orkestret, men denne aften gav det stadig mening.
* Thomas Dybdahl
Det var en af de koncerter, der lokkede os ned fra baren og op foran scenen, og det betalte sig, for nordmanden har den bare. Det er ganske enkelt … godt! Sangene er personlige og velskrevne og bliver fremført inderligt af nordmanden. Og bandet løfter sangene. De fem mand spiller bare pissegodt med lidt stille funk under de klassiske singer/songwriter-numre, som Dybdahl vil kunne have en fin karriere med længe endnu. Her mange år efter udgivelsen lød hans oktober-sange i hvert fald stadig fint på en solskinssommerdag på en græsbakke på Midtfyn.
* Low
“Om lidt bliver det lidt mere stille med Low,” annoncerede konferencieren efter Thomas Dybdahl. Øhhh … Altså indimellem, men det blev jo også langt mere støjende end det meste andet på festivalen, og det var tiltrængt i et musikprogram, der alt i alt måske var lige lovligt tilbagelænet. Men Low er på samme måde som Thomas Dybdahl gennemgående GODT. Det er intenst og gennemtrængende, og det er næsten lige meget, hvad de spiller, så fungerer det bare. Lørdag larmede de mere, end jeg kan huske dem, og det skal de ikke høre noget for. De kan sikkert også lave gode plader mange år frem i tiden.
Den første udgave af Heartland var vellykket. Men der er en del at arbejde med. Køerne ved madboderne, flere toiletter, morgenmad til de camperende. Der var ifølge arrangørerne godkendte 5.500-6.000 gæster, men det er alt for få. Og der virkede meget tyndt besat til mange koncerter, så musikprogrammet skal virkelig styrkes næste år. Generelt var stemningen fremragende, omgivelserne fortryllende, og folk overalt var venlige og rare.
Mange er givetvis taget hjem med en positiv oplevelse – med intentionen om at slæbe flere af deres hipstervenner med næste år … Vi ses næste år, Heartland – hipster-udflugtsmål eller ej.
Man kan se billeder fra festivalen her og her. Og herunder lidt musik med de kunstnere, der spillede på Heartland:
