Så er det lige om lidt. Næste weekend. Fire dage med fornuftige vindjakker, solæg, Søren Rebbe fra P4, æblekage, uendeligt venlige sønderjyder i check-in kontoret og risikoen for at få et par på låget bag Hagges Musikpub, når du begiver dig ud i det Tønder’ske natteliv efter cigaretter klokken 23, fordi de IGEN er løbet tør inde på festivalpladsen. Smutture til Fleggaard, Creedence-jam på bytorvet, John fra Northside, der foreslår, at vi går i byen i Hamborg fredag aften, gamle mennesker, unge mennesker, musikere og stjerner, der hænger ud på pladsen, folk, der sælger cd’er efter koncerten, og ikke mindst, folk, der rent faktisk gider at købe dem. Alt det, der er Tønder Festival.
Og så er der musikken. Fire dage med det bedste program, sommerens danske festivallandskab kan byde på – og faktisk også det bedste, Tønder Festival til dato har præsenteret. Der er de helt store navne – John Prine, Sturgill Simpson, Richard Thompson, Niels Hausgaard (jeg er fra Hjørring – han er vores Dylan), de lidt mindre som Mary Gauthier, The Lone Bellow, de mere eller mindre faste gengangere som The Straybirds, Folkeklubben og Meschiya Lake, og selvfølgelig alle de nye.
Jeg har forsøgt at samle et par anbefalinger. Det har været helvedes svært, og jeg er slet ikke færdig, men som det er med festivaler, når man aldrig det hele alligevel.
Nå ja, og lad os bare få det af vejen med det samme; selvfølgelig bør du høre Sturgill Simpson torsdag aften og Mary Gauthier og lørdag eftermiddag. Det siger sig selv.
TOWNES VAN ZANDT TRIBUTE (lørdag kl. 20.00)
Når muligheden byder sig – og det gør den desværre alt for sjældent, i og med, at manden trods alt forlod os for snart 20 år siden – bør man altid lægge ud med Townes Van Zandt, og et af de mere spændende indslag på programmet i år er festivalens hyldest til Townes – en mand, der trods adskillige besøg i Nordeuropa de sidste år før sin død, så vidt jeg ved aldrig har spillet på Tønder Festival. Ikke desto mindre kan Townes tilskrives en stor del af æren for, at mindst halvdelen af navnene på festivalens plakat overhovedet trådte op på en scene begynde med. Med andre ord – vis mig en folk-sanger på årets Tønder Festival, der ikke sværger til Townes, og jeg skal vise dig en mand (eller kvinde for den sags skyld), der har taget lidt for godt for sig af backstagebarens fadøl.
Nu findes der ganske vist efterhånden flere hyldestplader til Townes (selv et par af medlemmerne fra metal-bandet Neurosis har lavet en), end der findes Townes-plader, men til hyldesten stiller festivalen med blandt andre med Mary Gauthier – som i sig selv er en anbefaling værd, Butch Hancock fra The Flatlanders, Chris Smither, og ikke mindst Townes’ egen søn, J.T Van Zandt. Derudover er den hollandske folkblues-sanger Hans Theessink – som talte Townes blandt sine venner – kurator ved hyldesten, som ganske vist ikke byder på den helt ægte vare, men ikke desto mindre har hjertet på det helt rette sted.
Seks Townes-fortolkninger, du også bør høre:
Emmylou Harris & Don Williams – If I Needed You (fra Emmylou Harris – Anthology)
Jeffrey Foucault – Nothin’ (fra Riding The Range – The Songs of Townes Van Zandt)
Jason Isbell & Elizabeth Cook – Tecumseh Valley (ep)
Amy Lavere – Where I Lead Me (fra Runaway’s Diary)
Steve Earle & Justin Townes Earle – Mr Mudd & Mister Gold (fra Townes)
… og selvfølgelig:
Merle Haggard & Willie Nelson – Pancho & Lefty (fra Pancho & Lefty)
(Spot selv Townes i videoen)
JOHN PRINE (søndag kl. 21.00)
Vi bliver i countryfolk’ens højere luftlag, for hvis Townes Van Zandt var drevet frem af en medfødt kærlighed til den kulsorte blues, og ikke mindst af sit galopperende vanvid (som resulterede i, at han engang smed sig ud fra en altan, “just to see what it felt like“), er det en helt anden slags benzin, der har drevet John Prines motor, siden Kris Kristofferson opdagede den tidligere soldat fra Illinois på en bar i Midtvesten for snart 50 år siden.
Ved første lyt er det let at tro, at John Prines sange først og fremmest er, hvis ikke fjollede, så i hvert fald lårklaskende morsomme. Men det er kun den halve sandhed. For selv om årets absolutte topnavn har skrevet sange om at fryse fast i et badekar (That’s The Way That The World Goes Round), om at gifte sig med en stripper (Spanish Pipedream), om Jesus’ korte karriere som folk-sanger og Rolling Stones-hangaround (Jesus – The Missing Years), eller om at indse, at lillemor, trods hendes lidet vindende personlighed, måske i virkeligheden er den rette (Iris DeMent-duetten In Spite of Ourselves), har han en sjælden sans for at se de ting, som andre, selv i hans sangskriver-liga, enten overser, eller ofrer på poesiens alter.
John Prine ser alt – både den knugende smerte og alle de smil, vi nogle gange forsøger at skjule den med. Hør ham synge om stilhed, ensomhed og gammel sorg i den sørgeligste sang nogensinde, Hello In There, om den fortabte familiefar, der, netop hjemvendt fra Vietnam-krigen, syner hen i sit heroinmisbrug i Sam Stone for øjnene af sin søn (med det legendariske omkvæd “there’s a hole in Daddy’s arm where all the money goes“) , eller om frygten for at konfrontere utroskaben i Speed of the Sound of Loneliness, fornyligt fordansket af Allan Olsen på Jøwt. Listen over andre kunstnere, der gennem årene har fortolket John Prines sange, er omtrent så lang, som den er uforudsigelig, og tæller både Drive-By Truckers, John Denver (ro på – det var en big deal engang) og mere eller mindre alt midtimellem. Men den fortæller først og fremmest en historie om en sangskriver, der hører til blandt de største, og både har Bob Dylan, Roger Waters og Johnny Cashs ord for det. Og ikke mindst mit, hvis det ellers tæller.
Forvent ikke skønsang – den 68-årige sanger blev opereret for kræft i strubehalsen i slutningen af 90’erne, og stemmen er efterhånden derefter. Sangene, derimod – de fås ikke bedre.
Fem John Prine-plader for begyndere og let øvede:
– John Prine fra 1971
– German Afternoons fra 1986
– Souvenirs fra 2000 (akustiske genindspilninger til det tyske marked)
– Fair & Square fra 2005 (comeback-albummet efter kræft-operationen)
– Shoot The Moon Right Between The Eyes fra 2009 (Jeffrey Foucaults fine, fine fortolkninger)
HOT RIZE (fredag kl. 18.30)
Vi begynder lige med et surt opstød på denne her. For hvorfor i alverden festivalen har booket Hayseed Dixie – et band, der skamløst pisser op og ned ad nakken på den musiktradition, det overordentligt fjogede orkester ellers påstår at hylde, er mig en gåde, og desværre også et band, der stikker lidt af fra præmissen om, at Tønder Festival faktisk tager sine musiktraditioner ret alvorligt. Godt så. Så er det ude af verden.
Heldigvis er det langtfra det eneste bluegrass på årets plakat.
Det største navn – Treo kaldte dem for et “hot superband” – er amerikanske Hot Rize. De var blandt de få nye bands, der “turde” spille bluegrass i 80’erne,, som ellers var et noget håbløst årti for bluegrass-traditionen (for the record, så var 80’erne et håbløst årti for store dele af countrymusikken), og de fire medlemmer tæller blandt andre guitaristen Bryan Sutton, der har indspillet med Doc Watson, Dixie Chicks og Ricky Skaggs, samt Tim O’Brien, der udover at være et vidunder på noget nært ethvert strengeinstrument, også er omtrent så fast en del af festivalens interiør som solæg og fornuftigt fodtøj.
Hot Rize er ikke det typiske “festivalbanjo-navn” – hvis du vil have folk, der bare står og hamrer løs på banjoen, mens de desperat forsøger at holde tempoet i Foggy Mountain Breakdown, så tag til Hayseed Dixie-koncerten i stedet. Hot Rize er derimod en samling Gudsbenåede musikere , der har spillet sig perfekt ind i tomrummet mellem genrens største legender, og de yngre generationer. Et navn, der i dén grad pynter på et program, der de seneste år har været lidt nærig med musik fra denne skuffe.
Tre af de bedste sange, Tim O’Brien har spillet med på:
https://youtu.be/l-qGm0sTL_E
THREE TALL PINES (fredag kl. 21.00) & THE STRAY BIRDS (torsdag kl. 16.30 og lørdag kl. 20.45)
På trods af de seneste 10-15 års americana-flip, er unge amerikanere, der spiller på banjo langt fra noget nyt fænomen. The Dillards gjorde det allerede i 60’erne, for ikke at nævne The Nitty Gritty Dirt Band, der rejste fra Los Angeles til Nashville i begyndelsen af 70’erne for at indspille med byens grå – men glemte – guld. I 90’erne blev banjoen i en vis udstrækning pludselig populær igen hos ungdommen, men i tråd med den tids alt.country- og cowpunk-retorik, var resultaterne sjældent videre interessante. I hvert fald ikke set i bagklogskabens lys, for hvornår har du egentlig sidst lyttet til dine Split Lip Rayfield og Meat Purveyors-plader og tænkt “hold kæft, hvor er det fedt at høre banjopunk med attitude”? Didn’t think so.
Om vi dog alligevel kan takke sidstnævnte bands for, at en ny generation af amerikanere har taget bluegrass og stringband-musik til sig, eller om de bare på et eller andet tidspunkt indså, at alt alligevel begynder og ender med Flatt & Scruggs, skal jeg ikke gøre mig klog på, men det virker på mange måder som om, at genren har det bedre end nogensinde. Selv koryfæer som Robert Earl Keen, Alan Jackson og Merle Haggard har indspillet kommercielt set dødfødte bluegrass-plader indenfor de seneste år, og g feltet er stærkt på Tønder i år, hvor ingen bør snyde sig selv for hverken Brooklyn-bandet Three Tall Pines eller The Stray Birds. Igen – der er sjældent fuld knald på (i hvert fald ikke på pladerne) – men begge bands spiller med en sentimentalitet sørgmodighed af den slags, der har det med at gå lige i mellemgulvet. Som det jo så ofte hører sig til på Tønder Festival…
Fire andre gode, nyere bluegrass-bands, du bør høre og festivalen bør booke:
Trampled By Turtles
Chatham County Line
Cadillac Sky
Steep Canyon Rangers
