Fem rørende oplevelser og en irriterende bonus fra årets NorthSide

   


Af Peter Elsnab

Festival i solskin – det er svært at hamle op med. Sådan er reglen. Og NorthSide var heldig med vejret. To dage med bagende sol og en tør og varm sidstedag med lidt mere afdæmpede temperaturer. Det kan ikke gå helt galt. Og det gjorde det overhovedet heller ikke for NorthSide 2018, der må betegnes som en meget vellykket festival.

Her er nogle indtryk samlet gennem tre dage på NorthSide:

1) Rammerne fungerede

Smukt!

Udover solen og de dertil indrettede kolde øl og hvi’vinsflasker var der meget andet, der fungerede i Ådalen. Pladsen er god, antallet af mennesker passende, udsmykningen flot, og køerne faktisk overraskende korte i langt overvejende grad. Om det var til øl, mad eller toiletter – det var ofte til at komme til. Enkelte steder som til ginbaren eller ’Silent Disco’ så jeg køer, men det må falde i luksusafdelingen af problemer. De grundlæggende ting fungerede upåklageligt.

Når man er vant til at vade rundt på en festival og tænke i publikums-strømme og logistik og kigge på mennesker, må man bare tage hatten af for NorthSide i år. Det er måske nok en kynisk, kommerciel festival og virksomhed, men de læser på lektien og reagerer, når noget ikke fungerer. Publikum virkede virkelig glade og tilfredse, og når tingene fungerer, er det faktisk noget, der kan røre en festivalveterans hjerte.

Læs lidt mere om selve pladsen her i indlægget om førstedagen på NorthSide.

2) BECK!!

Wow!! Hold da op en koncert lørdag aften. Glem de små forbehold. Det var ikke en gentagelse af noget som helst. Det her var mesterligt. Der var hits, det var funky, det var festligt. Det var livsbekræftende. Og det var enormt roligt og stiligt bygget op.

Åbneren ’Devil’s Haircut’ satte folk i gang. Ikke voldsomt, men det var et nummer, mange kendte. Derefter lod Beck langsomt publikum finde ind i deres eget lille groove under ’Up All Night’, ’Mixed Biznees’, ’Colors’, ’Wow’ og ’I’m So Free’. Fire nye numre, der alle er gode og viser, at Beck ikke kun lever i fortiden. Slet ikke. Men Beck havde ikke desperat travlt med at overbevise publikum om deres kvaliteter. Han og bandet spillede dem bare. Godt og sikkert, funky stuff, og langsomt voksede responsen.

Og derfra blev der blot skruet op via ’New Pollution’ og ned igen via de soloakustiske ’Debra’ og ’Raspberry Baret’ med en hilsen til Prince, der rundede 60 år forleden. Måske ikke den mest overbevisende del af koncerten, men Beck er allerbedst, når han er Prince-agtig, og Beck er den bedste Prince, vi har tilbage. En smuk ’Blue Moon’ blev tilsyneladende smidt improviseret ind i det i alt 70 minutter lange sæt, hvor tøjlerne blev smidt i sidste halvdel.

Særdeles medrivende versioner af ’Dreams’ og ’Girl’, inden himlen løftede sig til ’Loser’. Naturligvis. ’E-Pro’ førte os over i finalen, der traditionen tro var en medley centreret omkring ’Where It’s At’ og bandpræsentation. Hvor vi naturligvis grinede højt, da den uhyggeligt Mick Jagger-lignende guitarist Jason Falkner spillede Rolling Stones-nummeret ’Miss You’.

Medleyet indeholdt også Chics ’Good Times’, Gary Newman-klassikeren ’Cars’, Talking Heads’ smukke ’Once in a Lifetime’, en Phil Collins-agtig trommesolo – og kom tilbage til Beck via den tidlige ’One Foot in the Grave’. Det hele leveret overbevisende og sammenhængende af et band, der mestrer folk, hiphopbeats, funk og rock. Det var smittende. Og rørende.

Beck havde taget prædikant-tonen med, men han prædikede ikke. Det lod han musikken om. Koncerten var ganske enkelt enormt livsbekræftende, og var der noget, Beck ville fortælle, var det vel, hvor smukt livet og musikken kan være.

3) Liam Gallagher lever – Oasis-sangene lever

Liam Gallagher. Festivalens bedste parka. Her fanget uden spejlbriller.

Det var ikke det spor, Liam Gallagher var ude i. Han ville nærmere fortælle, hvor fed, han selv er …

Men det var han også. Iklædt spejlbriller og grøn parka fra top til tå i 30 graders varme åbnede han med ’Rock’n’Roll Star’. Og DET er han. Mere end ret mange andre i dag har han attitude som en rockstjerne. Han er stadig ikke bange for at kaste en fornærmelse efter nogen eller lyde enormt forurettet og selvhævdende – men han er satme også sjov.

Og på en helt anden måde end Beck-koncerten var Liam-showet egentlig også ganske rørende. Han omfavnede Oasis-sangene og leverede dem med masser af indlevelse, selvom stemmen stadig ikke er uangribelig i livesammenhæng.

Fem af sine egne ganske fine sange fra det aktuelle soloalbum, ingen fra Beady Eye-tiden – og ni store Oasis-sange. Og de er altså store. ’Rock’n’Roll Star’, ’Some Might Say’, ’Supersonic’ (oh yes!) og ’Live Forever’ var højdepunkter i min bog – selvom Liam selv fuckede op i både sidstnævnte og den overraskende afslutning med ’Wonderwall’. Og det understreger kun, at han eddermame bare er en fucking sej rockstjerne!

Og en sidebemærkning: Hans band er godt. Det hænger bare sammen. Men prøv lige at kigge på dem – kan man finde nogen, der i højere grad ligner nogen fra et engelsk indierockband eller, host host, et Oasis-coverband? Næppe.

Er det et polsk metalband? Er det et tysk schlager-orkester? Er det en dansk hiphop-trio?

4) Marvelous Mosells massive gennembrud

Mange mennesker, mange dansende mennesker til Marvelous Mosell.

Festivalens bedste danser?

Når man har set Marvelous Mosell danse, synge og rappe iklædt sit 80’er-look foran en meget lille skare for en håndfuld år siden, var det godt nok noget af en omvæltning at se den modtagelse, han fik på Blue Stage lørdag aften. Men det er simpelthen på en stor scene foran en kæmpe menneskeflok, han og Tue Track hører hjemme.

Festivalens bedste guldkæde?

Titusindvis af festivalgæster dansede, groovede og deltog i festen. Det er ikke, fordi duoen som sådan er blevet bedre med årene – de har bare langsomt fået overbevist om deres kvaliteter bag ironien, humoren og det skøre look, og jeg måtte sgu lige synke en ekstra gang ved synet af alle de dansende mennesker.

Som nok ikke aner, hvad det er for en musik, der er samplet og danner hele grundlaget for festen. Men den kan de høre noget af her:

5) Store personligheder

Der var mange gode koncerter, mange ligegyldige og givetvis også nogle ringe. Overordnet var det musikalsk set en god festival, men hvad jeg hæfter mig mest ved, er de store personligheder, der trådte i karakter og viste noget af det, det kræver at stå på en scene.

Udover de tre ovennævnte gjaldt det også Björk og War On Drugs-frontmanden Adam Granduciel torsdag – The Nationals Matt Berninger og i hvert en enkelt mere fortjener at blive fremhævet. Nemlig Father John Misty aka Josh Tillman.

Hvor Beck spreder glæde, Liam Gallagher fremhæver sig selv, og Björk udlever sine visioner, er Josh Tillman den type kunstner, der ikke kan holde sine følelser, tanker og oplevelser ude af sin musik. Hans ’lidende kunstner’-person er måske for meget for nogen, men ikke her.

Jeg køber både hans kommenterende sange og de mere personlige. Og hold op, hvor jeg synes, de fungerede godt lørdag aften. Det var både tankevækkende og rørende at se ham krænge sjælen ud i et meget velbalanceret, varieret og fint leveret sæt.

6) Irriterende Bonus-Oplevelse

Kan du virkelig ikke selv se det?

Og ja, der er selvfølgelig altid et eller andet at brokke sig over … Også ved årets NorthSide. Vi er ikke på problem-niveau med campingstolene på Roskilde Festival, men det ville helt enkelt klæde folk at vise mere hensyn til andre mennesker. På trods af, at det er en udtalt PÆN festival.

Det er således ikke for sjov, når der bliver sagt og skrevet meget om den snak, der præger koncerter i disse år – og forstyrrer andre menneskers koncertoplevelser. I virkelig høj grad på NorthSide. Det er simpelthen for meget.

Og dette problem er jo ikke svært at løse. Dem, der har lyst til at snakke under en koncert, kan jo bare gå lidt længere tilbage, så de ikke generer dem, der har koncentrationsevne nok til at lade sig fastholde i en koncertoplevelse på en time eller halvanden. Og en sidste ting: Rygsække!

NorthSide skal have ros for deres forbud mod medbragte campingstole på festivalpladsen, for det ville gøre området ufremkommeligt. Men gæsterne kommer alligevel med en masse ting, de skal bruge i løbet af dagen. Som tæpper og beklædning. Ofte proppet ned i rygsække. Det lyder jo decideret fornuftigt. Men …

Det er ikke fornuftigt at beholde den rygsække på ryggen, når man tonser op til scenen under en koncert eller danser rundt med den, så den svinger ind i folk. Man fylder halvanden til ni gange (prøv selv at regne det ud) så meget med en rygsæk på ryggen. Og der er virkelig mange rygsække på NorthSide. VIRKELIG MANGE!! Men igen er løsningen jo simpel. Tag rygsækken af. Tag den i hånden, når du bevæger dig. Stil den mellem benene under koncerten. Simpelt.

PS! Det var satme sjovt, da Thomas Treo nærmest gik i vejen for Matt Berninger, da The National-frontmanden gik fra scenen, og vi kunne se det hele på storskærmene.

 

Kommentér indlægget