Er Tønder Festival også blevet folk-musikkens fremtid?

Kan ambitioner og fremtidsvisioner få lov til at sejre i Tønder, eller står festivalen stadig i skyggen af (McGuires frygt for) øretæver og bands, der alle sammen lyder som – eller er – Runrig? Vi ser frem mod en Tønder Festival, der meget vel kan blive både sin egen og folk-musikkens redning.

Jeg har i mange år vidst, at jeg en skønne dag omsider ville føle mig rustet til at se frygten for folkelig skotsk højlandsrock i øjnene, pakke konen og ungerne ind i C5’eren og tage til Tønder Festival. Lysten til at tage en omgang i ringen med den sidste danske festival-bastion har længe luret under overfladen, og  omtrent lige så længe jeg husker, har der været en lille men særdeles tiltalende håndfuld navne i mængden af de skvulpende fadøl, flyvende øretæver og evigt truttende happyjazz, der har vinket, hujet  og råbt efter både mig og min musikalske forfængelighed. For man skulle jo nødig gå glip af noget.Også selv om det var syd for Kongeåen.

Men selv om jeg nu risikerer at lægge mig ud med samtlige Runrig-fans mellem Haderslev og Hamborg, så har Tønder Festival i mange år lignet en lukket klub. Et særdeles folkeligt, men på sin helt egen måde også ekskluivt selskab for de allerede indviede. Et kræmmermarked med fornemme musikalske ambitioner, men også en fest, der virkede til at have nok i sig selv og sit eget (aldrende) kernepublikum.

I år er der imidlertid sket noget spændende dernede. Tag ikke fejl – programmet er stadig klassisk Tønder Festival (Runrig er blandt hovednavnene. For gud ved hvilken gang…), men med nye navne som Deer Tick, The Low Anthem, The Deep Dark Woods, Cody, New Country Rehab og Anthony Da Costa, virker det til, at Tønder Festival ikke længere blot vil dvæle ved folk-musikkens fortid, men også være med til at definere dens fremtid. Det er det mest modige musikprogram, festivalen nogensinde har præsenteret. Men også det bedste.

En af de vigtigste fortællinger om årets Roskilde Festival var, at den trods kravet fra publikum og musikpresse om at være foran bussen på den musikalske udvikling inden for noget nær enhver genre, også turde hakke bremsen i og vende tilbage til traditionerne. Det kom bedst til udtryk under de forhåbentligt uforglemmelige koncerter med Punch Brothers, Alison Krauss, First Aid Kit og Jack White, for derefter at kulminere lørdag aften i Springsteen-koncerten.

Hvem skulle have troet, at Roskilde Festivals overvejende unge publikum i deres Hunter-gummistøvler og udtrådte All Stars også har brug for at søge tilbage til Altings Oprindelse en gang i mellem? Selv hos NorthSide fik traditionerne lov til at fylde på programmet. Hvis altså ikke Mumford & Sons havde aflyst i sidste øjeblik.

Ganske vist er et af Tønder Festivals hovednavne, Arlo Guthrie (og hans børn), et scoop for enhver festival med bare en minimal forståelse for folk-musikkens sjæl, men det er hverken ham eller datteren Sarah Lee Guthrie, der udstikker kursen for folkens fremtid, men derimod The Deep Dark Woods, Cody og The Low Anthem. Og det synes de at have forstået – og ikke mindst omfavnet – i Tønder.

Kan de gøre dét til en af fortællingerne om Tønder Festivalen, tror jeg, at de vil stå over for en helt ny æra dernede – og måske endda et, hvis ikke tiltrængt, så i hvert fald nødvendigt generationsskifte blandt gæsterne.

Indtil da er der da i det mindste en masse koncerter at glæde sig til mellem stadionpølserne og øretæverne.
5 navne, der er turen til Tønder værd

The Deep Dark Woods
Den canadiske countryrocks bedste kort har altid været, at den, modsat sin amerikanske pendant, har holdt fast i sin egen udgave af countrymusikkens high lonesome – den længselsfulde, sørgmodige tone, der i den canadiske version ikke svæver over de øde prærier og ørkener, men derimod leder efter sin fortabte elskede i de mørke skove, dybe bjergkløfter og langs de endeløse motorveje fra kyst til kyst. I den ende af genren – og følelsesregistret – er The Deep Dark Woods det bedste, Canada kan mønstre inden for countryrocken i disse tider. Nogle vil sikkert høre både Bon Iver og Dylan LeBlanc i Ryan Boldts klagesang, men selv om bandet lever på kanten af den store, sorte sjælelige afgrund, er der i næsten hver tone en optimisme, der heldigvis holder dem væk fra det fatale fald. Jeg ved ikke, om noget af det her giver nogen som helst form for mening, men The Deep Dark Woods er et af de bedste bands derude lige nu. Og så spiller de verdens smukkeste cover af Grateful Deads Peggy O.

Ahab
Forestil dig CSNY’s vokalharmonier sunget af en flok unge englændere med lige dele Alabama og Avett Brothers i bagagen. Det er det tætteste, jeg kan komme på at beskrive Ahab uden at sige noget om Mumford & Sons. Jeg hørte Ahab på Vega for nogle år siden. Jeg husker ikke helt, hvem de varmede op for, men jeg husker, at det overraskede mig, at de var englændere – især fordi ingen brite in their right mind på det tidspunkt kunne finde på at spille akustisk rabalder-folk så tæt på Mumford & Sons Store Engelske Credibility Kollaps Af 2011. I Tønder har Ahab derimod en stor stjerne, i og med, at de nu vender tilbage for andet år i træk. I Roskilde er det en big deal, at Janelle Monae spiller to år i rap, men i Tønder re-booker man sgu gerne et band på stedet, hvis det bare svinger tilpas meget, ligesom de fleste bands også spiller flere gange i løbet af festivalen. Så misser man ikke noget fordi man absolut skal stå og forsøge at chatte en eller anden Kate Moss klon fra Go Viral op inde i Mediebyen.

Er der egentlig en medieby på Tønder Festival?

Deer Tick
Deer Tick fra San Diego spiller country på samme måde som Delta Spirit, Dawes og Blitzen Trapper spiller country: en slags neo-alternativ-country-indie-rock, i mangel af et mere rammende udtryk. Det er et band, der er flasket op på Neil Young, Nirvana og Neutral Milk Hotel, og selv om flere af dem ligner nogle, der hellere ville stå og ryge tjald på en blokvogn under Distortion end at smadre den amerikanske folk-traditioner til stumper, er få bands så gode til at bygge det hele op igen som Deer Tick. De fik deres store gennembrud til de trend-definerende hvide mænd i 30’erne, da den amerikanske nyhedsvært, 30 Rock-cameo og passionerede americana-elsker, Brian Williams, interviewede dem til sit Bri-Tunes program. De har ry for at være lidt hit & miss live, men på en god dag kan de vende op og ned på hele Tønder. En lille anbefaling er i øvrigt forsanger John McCauley, Taylor Goldsmith fra Dawes og Matt Vasquez fra Delta Spirits trio-projekt, Middle Brother.

http://www.youtube.com/watch?v=VB5NIXfQecM
New Country Rehab
Egentlig kender jeg kun dem her af navn. Festivalen sammenligner dem selv med Springsteen, hvilket nok skyldes deres cover af State Trooper, samt det faktum, at langt det meste på Tønder Festival efterhånden lyder som Springsteen på den ene eller den anden måde. Genremæssigt er New Country Rehab lidt af en rodebutik, sjældent synderligt originalt, men aldrig kedeligt. Det lyder som en flok voksne mænd, der nu skal have lidt fred fra konerne, og derfor er gået i gang med at pløje sig gennem hinandens pladesamlinger.

Cody
Deres nye plade Fractures er åndssvagt god, og forhåbentlig albummet, der gør Danmarks bedste band til mere end blot ”Dem, der mest er kendt for at have varmet op for alle mulige andre”. Det udkommer vist lige oven i Codys koncert i Tønder, og er i øvrigt IKKE en country plade.

Der er festival i Tønder fra den 23-26 august. Se hele programmet på www.tf.dk