Altså, det kan jo nærmest ikke gå galt.
Det er solskin, folk har drukket sig pænt berusede i løbet af dagen, der var varmet godt op med Prophets of Rage og Iggy Pop, der på hver deres har noget, som Depeche Mode-fansene kan forstå.
Og det gik heller ikke galt, da Depeche Mode på Tinderbox i går spillede deres første festivalkoncert i Danmark nogensinde. Faktisk gik det rigtig godt.
Herunder er de vigtigste pointer, vi tog med os fra koncerten:
1) Dave Gahan var i topform
Hold da op! Den 56-årige forsanger var simpelthen i topform hele koncerten igennem. Han sang godt, hans energiniveau var imponerende, og han kører stadig en ond vest.
2) Dave Gahans overskæg
Dave Gahan så pissegodt ud med sit smalle overskæg. Han ville ikke være fremmed som sidekick til Errol Flynn i en pirat- eller Robin Hood-film.
3) Freddie Mercury lever
Dave Gahan kørte et stærkt mix af maskuline og mere kokette, feminine bevægelser. Hvis der altså stadig findes en forskel på den slags. Og faktisk kunne man godt have mistænkt ham for at have studeret eller ladet sig påvirke af nogle Freddie Mercury-optagelser. Jeg fik i hvert fald tanken flere gange undervejs. Og det skal der absolut ikke gives anmærkninger i stilehæftet for. Det burde flere faktisk gøre.
4) Lyden var fremragende
I begyndelsen var det for lavt. I hvert fald hvor vi stod. Men der blev skruet op. Og man kunne fornemme detaljerne i et nuanceret lydbillede i det vindstille vejr. Den slags betyder også noget. Det løftede flere af numrene, især i bunden af lydbilledet. Og det gav faktisk en chance for at vurdere, om det var Peter Gordeno, Martin Gore, backtracks eller måske endda Andy Fletcher man kunne høre.
5) Fletch så godt ud
Andy Fletcher var som vanligt ikke den mest fremtrædende på scenen, selvom hans ”monkey dance” (Det er måske en lokal betegnelse i visse fynske kredse …) med armene over hovedet er go’ lir (hvilket ER en lokal betegnelse – som vi takker Lars Høgh for). Og Dave Gahan glemte sågar midt i rusen at introducerede ”Fletch” til det ellers enorme bifald, han ville have modtaget. Men han så godt ud. Det var faktisk rart at se.
6) Harmoni
Jeg var så heldig at opleve Depeche Mode på Bowery Ballroom i New York i efteråret 2005. Det var på et kritisk tidspunkt i Depeche Mode-historien. Forholdet mellem Martin Gore og Dave Gahan var ikke overvældende godt, de havde ikke spillet ret meget de foregående fire år, men de skulle turnere med det netop udgivne album ’Playing the Angel’ og varmede op til turneen på det lille spillested på Manhattan. Det var magisk! (#iwasthere)
Det virkede som om, at Gore og Gahan fandt hinanden i løbet af koncerten, og det endte med et – måske lidt akavet – kram mellem de to. Det var enormt rørende.
I går virkede alt, som om der var harmoni i bandet. Meget af sådan en ’stadionkoncert’ vil ligne den forrige stadionkoncert, og i går var vel ikke væsentlig anderledes end så mange andre Depeche Mode-koncerter. Men alligevel var smilene på Gore og Gahan til sidst i koncerten dejlige at opleve. Og omfavnelsen mellem de to efter det sidste buk til publikum det samme.
Gahan har som ønsket fået større indflydelse på sangskrivningen i bandet, og lige nu virker det til, at alle kender deres rolle, at der er balance, og at de – trods de 38 på bagen og en mere end et år lang turné i bagagen – stadig nyder det. Nyder at spille ’Just Can’t Get Enough’ for 1000. gang … Det var en virkelig energisk koncert.
7) Rutine, der virker
Sætlisten så ikke væsentligt anderledes ud end så mange gange tidligere de seneste efterhånden mange år. Der bliver bygget langsomt og stemningsfuldt op, før der bliver drejet på hitknappen. Det virker. Første del er solid, god, og var i går virkelig vellydende. Anden del er til tider overvældende. Jeg havde ikke troet, at det ville røre mig det mindste at høre ’Just Can’t Get Enough’ igen. Jeg var nærmest på forhånd sådan lidt irriteret over, at de sandsynligvis ville lukke med den. Men at høre store sange live er bare … stort! Og det er svært at blive i dårligt humør af at se 30.000 mennesker forenet i sang, hop, dans og glæde.
8) Never Let Me Down …
Depeche Mode svigtede ikke. På ingen måde. Og igen var ’Never Let Me Down Again’ det indlysende på, at de ikke svigter. Den sang er stor i sig selv. Men ritualet med publikums svingende arme over hovedet gør den endnu større. At vende sig om og se en hel plads bevæge sig mere eller mindre synkront. Og se de samme billeder på storskærmen bag bandet … Jeg får næsten kuldegysninger og tårer i øjnene igen ved tanken. Det er den slags øjeblikke, store koncerter er til for.
9) Depeche Mode er et rockband
Ja, der er masser af synthesizere. Heldigvis. På nogle numre. Men i bund og grund er Depeche Mode et rockband og har været det senest siden ’Violator’ fra 1990. Der er bund, der er guitar, det har en mørk og dyster stemning af rock, og i front har bandet to rockstjerner i Martin Gore og Dave Gahan. De kan gøre, hvad fanden de vil – de ligner og opfører sig stadig som rockstjerner. Der spiller stadionrock. Og det gør de godt. Især når trioen (Fletch tæller jo med!) er suppleret af Christian Eigners tyngde bag trommerne og Peter Gordeno på tangenter og bas. De spiller virkelig, virkelig godt!
10) Depeche Mode-fans er fantastiske
Hvis man helt rationelt kunne vælge, hvem man ville være fan af, ville jeg være fan af Depeche Mode. Fordi de har nogle fantastiske fans. De er så dedikerede, og de er så taknemmelige. De forventer ikke noget urealistisk af deres helte, og de har for længst fået mere, end de havde drømt om. De har oftest en afslappet, begejstret tilgang til hele showet – og nyder også anden musik. Torsdag vrimlede pladsen med Depeche Mode-trøjer – oftest gamle t-shirts fra en turne – og man så dem altså også til alle mulige andre koncerter rundt omkring sidde på generelt nysgerrige musikinteresserede.
Og kort:
- Depeche Mode var en fuldstændig perfekt booking til Tinderbox.
- Sort/hvid-æstetikken var smuk – som de har dyrket den i mange år.
- ’In Your Room’ er en undervurderet sang.
- Martin Gore sang godt på ’Somebody’
- Videoen i baggrunden til ’Walking in My Shoes’ var smuk. Vi er alle forskellige, der er plads til mangfoldighed og outsidere. Sandhed.
- Sætlisten talte 15 numre fordelt på ti forskellige albums:
Going Backwards
It’s No Good
A Pain that I’m Used To
Precious
World in My Eyes
Cover Me
Somebody
In Your Room
Everything Counts
Stripped
Personal Jesus
Never Let Me Down Again
—
Walking in My Shoes
Enjoy the Silence
Just Can’t Get Enough
PS! Prophets Of Rage i danske landsholdstrøjer og Iggy Pop i dansk sommervejrs-bar mave var også gode. På sådan en 4/6 stjerner-agtig måde.
