Legender gør historien levende

   


2016-06-25 22.47.41

 

Hvorfor booker festivalerne alle de gamle bands?

Det er et spørgsmål, jeg tit får stillet, og selv om der kan være nogle af bookningerne, der på papiret  virker bedagede, er mit svar så godt som altid, at det er vigtigt, at musikfans kender historien og får mulighed for at se den i levende live.

Det er en gave at få chancen for at opleve de ældre aktører i en genre eller måske – og det kan stadig lade sig gøre – endda et af de bands, som har været med til at skabe en bestemt lyd eller musikalsk bevægelse.

Det er en luksuriøs hilsen fra fortiden at høre Kraftwerks mekaniske musikmuseum, at se Paul McCartneys hænder spille ’Blackbird’ eller følge Prince på scenen, mens han dirigerer sit band med mimik og musikalske vink. Og man skal slå til, når man får lejligheden, for stjerner brænder ikke evigt, som vi virkelig har lært i år.

Spørgsmålet om de gamle bands og nye festivaler dukkede op igen til Copenhell i weekenden.

Festivalen med den hårde rock havde i år en tung slagside mod historien, og med topnavne som Alice Cooper, King Diamond og Black Sabbath suppleret af Scorpions og Megadeth var der rigeligt foder til gigtplagede luftguitarister.

Jeg så to ud af fem og oplevede både til Alice Cooper og Black Sabbath at få tilbudt en tidsrejse fuld af ekkoer fra alle dem, der er kommet til siden. Mange bands har diget hos de to ikoner, og man kunne trække tråde til glamrock, black metal, doom, hairmetal og meget mere, mens musikken spillede. At dømme efter publikums reaktioner og lyst til at skrige med på teksterne, er der mange kilometer i de gamle sange endnu.

2016-06-25 23.20.57

 

Black Sabbath er stadig et forunderligt band. De spiller langsomt.

Inden koncerten så jeg det polske death metal-band Decapitated være up-to-date med growl, skarpe breaks og dreadlocks til hofterne, og umiddelbart lød Black Sabbath som søndagsbillister med blød hat ved siden af.

Men Tony Iommis guitar maser sig ind i kroppen, og hans riff er et af de grundstoffer, som metal er bygget af. Lige så klart stod Geezer Butlers bas med levende og nærmest jazzede forløb som modvægt til de tonstunge trommer.

Her manglede Bill Ward fra den klassiske besætning. Han er uvenner med Ozzy Osbourne og er fysisk ikke i topform. Hans plads bag trommerne blev varetaget af Tommy Clufetos (født 1979), der med langt hår, skæg og bar mave lignede noget fra 1970.

I front var Ozzy Osbourne, 67, i nogenlunde stand. Han lignede sig selv i sort og kunne næsten skrige, men det var ikke sangen, som bar sættet hjem. Det var guitar, bas og trommer.

Jeg havde uden problemer taget Black Sabbath som instrumentaltrio bare for at mærke suget og tyngden i ’War Pigs’, ’Iron Man’, ’Paranoid’ og ’Into The Void’.

Det var ikke et sæt, der forstyrrede nutiden. Vægten lå før 1972, og for min skyld måtte Black Sabbath gerne have inkluderet sange fra senere plader som Mob Rules og Heaven & Hell, men det var de plader, hvor Ronnie James Dio var forsanger, og den vej hverken kan eller vil Ozzy bevæge sig ned ad.

Showet på Copenhell var det sidste for Black Sabbath i Danmark. Den 4. februar 2017 spiller gruppen sin sidste koncert nogensinde (hedder det) i Birmingham, England, hvor det hele begyndte med tung blues i 1968.

2016-06-23 19.08.14

 

Mens Black Sabbath fik historien til at lyde frisk, var Alice Cooper tilfreds med at gentage de gamle fraser og scenegags. Den 68-årige chokrocker får hugget hovedet af og bliver overfaldet af en barmfager sygeplejeske med en gigantisk kanyle. At se ham klædt i spændetrøje føre et band af sleeze-rockere gennem et sæt domineret af 1970’er var som at være i teatret.

Det er en forestilling, som Alice Cooper har turneret med i årtier. Den virker, fordi den er sjov, og fordi den giver mulighed for at synge med. Det er fint med heftige breaks og sammenbidte hardcore-bands, men det er festligt at stå denimskulder ved denimskulder og skråle med på ’Poison’, I’m Eighteen’ og ’No More Mr. Nice Guy’.

Det gør ikke noget, at underholdningen er underholdende. Særligt når man tænker på, hvor meget øl, der bliver langet over disken til Copenhell.

Alice Cooper er ekstremt bevidst om sin plads i historien og havde indlagt en afdeling med hyldester til afdøde kollegaer. Han sang The Whos ’Pinball Wizzard’ til Keith Moon, ’Fire’ for Jimi Hendrix og ’Suffragette City’ med hilsen til David Bowie – der brugte Alice Cooper som en af inspirationskilderne til sin glamfase.

For hver sang blev der rejst en gravsten på scenen. Det er sådan noget, man kun kan slippe godt fra i metal, hvor tegneserie-ideer altid har levet godt.

Den sidste gravsten tilhørte Lemmy Kilmister, der døde i vinter, og Alice Cooper hyldede ham med en version af Motörheads ’Ace of Spades’, hvor publikum tog over og gjorde sangen til et taknemmeligt brøl.

2016-06-23 18.38.20

 

Den slags oldschool-optrædender betyder meget på en festival, der tager sin genre alvorligt (samtidig med at den har blik for dens tossede sider).

Historien skal vandes og plejes, ellers bliver vi rodløse.

Det skal selvfølgelig ikke ske på bekostning af udvikling og fremdrift, og jeg elsker nuets musik, lige så meget som jeg elsker historien. Alt det i midten interesserer mig mindre, og min favoritfestival består af en kombination af nye navne og legender.

Derfor var det stort, at man på Copenhell kunne fange både det unge jyske band Bersærk og høre Black Sabbath, og at man på Roskilde kan få et skud 2016 hos Dawn og se det lange perspektiv sammen med Neil Young.

Jeg har oplevet Neil Young på scenen en del gange før, men for mange festivaldeltagere vil det være første gang, at de får den historie serveret. De ville måske ikke opsøge en almindelig koncert med manden (det kan være, at de heller ikke har råd til de dyre billetter), så festivalshowet er en oplagt portal til ny/gammel musik.

Måske vil den gennemsnitlige 24-årige roskildegæst opleve Neil Young, Red Hot Chili Peppers eller New Order som bedagede, og det kan være, de giver dårlige koncerter de næste dage.

Legender lever ikke altid op til deres renommé, men det er også en del af en levende musikhistorie.

2016-06-23 19.48.39

Kommentér indlægget