Fire takter, fem toner og syv anslag. Til en lydprøve i Australien. Og så var både rock- og fodboldhistorien ændret. Jack White havde skabt et monster.
I dag er det ti år siden, White Stripes-nummeret ’Seven nation Army’ udkom som singleforløber til albummet ’Elephant’, der udkom 1. april samme år.
Og der kan ikke være mange med bare et halvt øre for musik, der ikke kender nummeret med det effektive intro-riff, som har bredt sig til at blive sunget i sportsarenaer verden rundt.
To instrumenter og en vokal. Og en lidt underfundig tekst om sladder, rygter og de folk, der spreder dem. Frit fortolket er det om ham selv og (konen, bandkollegaen og ‘søsteren’) Meg, der ender med at flygte ud af hjembyen Detroit. Men det er den guitar, der bærer hele nummeret.
– Det er jo lige så simpelt som ’Smoke on the Water’. Men det er også lige så genialt. Det appellerer både til mig som guitarist og til, at jeg skråler med på lå-lå-lå, siger den danske guitarist og producer Søren Andersen, der til daglig bl.a. demonstrerer udstyr, laver guitarevents med Mika Vandborg, har udgivet solopladen ‘Constant Replay’ og spiller med Deep Purple-sangeren Glenn Hughes’ band.
Så lad os da lige starte med at kigge på nummeret:
Ifølge Jack White selv kom han op med riffet under en lydprøve i januar 2002 i Melbourne i Australien og spillede det for Meg White, men i første omgang blev det ikke til andet, og vennen, musikeren og pladeselskabsmanden Ben Swank, der hørte det, var ikke i første omgang imponeret. Men det ansporede blot Jack White yderligere. Måske kunne det bruges i en James Bond-film, en spionfilm, som han forklarer i dette helt forrygende outtake fra musikfilmen ’It Might Get Loud’, hvor han viser, hvordan det skal spilles, før Jimmy Page, The Edge og Jack White spiller nummeret sammen:
Det er ikke svært. Det er faktisk simpelt. Man kan næsten ikke forstå, hvorfor ingen har fundet på det tidligere. Men Jack White blander kortene, som Søren Andersen fortæller:
– Fire takter, fem toner og syv anslag. Det er den samme akkord, der bliver flyttet rundt – en treklang, der bliver flyttet rundt uden ændringer – og det får han en hel sang ud af. Så stemmer han guitaren om, fordi han spiller slide. Den bliver først spillet lavt, stemt en oktav ned, så den lyder som en bas. Det bliver spillet med en whammy-pedal, og så skifter han til slide, skruer op og giver den fuld fuzz, forklarer Søren Andersen og nævner i øvrigt ‘treklangen’ som noget, man kan også kan finde i Blurs ‘Song 2’ og ‘Fly Away’ med Lenny Kravitz. ‘Guitar-Søren’ forklarer videre:
– Jack White bruger nogle pedaler, der slet ikke skal bruges sådan. En whammy blandet med sliderør. Men han skider på normaliteten. Alene åbningsscenen i ’It Might Get Loud’, hvor han laver en guitar med en hammer, en colaflaske, et bræt, en pickup og noget sejlgarn. Sådan er han bare, og det sidder lige i skabet, lige meget, hvad han rører ved.
– Han kan tage en guitar til 2000 kroner og få den til at lyde fantastisk. Som riffmager og komponist bliver man inspireret, fordi han tager ved der, hvor Deep Purple og Led Zeppelin slap. Det er ikke langt fra ’Whole Lotta Love’ – han er helt oppe i den liga.
Lad os da bare lige tage ’Whole Lotta Love’ …
I dag er det helt åbenlyst, at nummeret er et hit, der også endte med at placere en grammy i hænderne på Jack White – men dengang var det ingen selvfølge.
– Det sjoveste ved sangen er, at hverken pladeselskabet i USA eller Storbritannien ville udsende det som den første single. Det viser bare, at man aldrig kan vide, har Jack White fortalt til bl.a. Rolling Stone.
Pladeselskabet ville i stedet have ‘There’s No Home for You Here‘ som førstesingle, men Jack White fik sin vilje. Klogt nok. Med nummeret begyndte White Stripes at komme bredt ud – også langt bredere, end nogen kunne forestille sig. For nummeret er endt som en sportshymne, der ruller ned over tribuner verden rundt. Som ‘Go West’ med Pet Shop Boys tidligere. Til football i USA, til VM i fodbold i Sydafrika, til VM i håndbold i Spanien. Overalt. Og det måske alene på grund af en flok fans af den belgiske fodboldklub Club Brugge.
Belgierne var 22. oktober 2003 i Milano til en Champions League-kamp mod AC Milan, da nogle af fansene hørte sangen på en bar, hvor de drak nogle øl før kampen. Og sangen hang fast. På vej til stadion blev de ved at synge riffet.
Doohhh do-DO-do do-dooohhhh doh.
Og da Club Brugge overraskende bragte sig foran tog den til ved ny styrke hos de belgiske fans. Club Brugge vandt sensationelt med 1-0, og dermed blev en ny ’lykkesang’ bragt med hjem til Belgien, hvor alle fansene på hjemmebanen Jan Breydelstadion tog sangen til sig, før den endte med også at blive blæst ud gennem højttaleranlægget.
Derfra bredte den sig. Andre fans hørte den. I Edinburgh, i Liverpool, og AS Roma-fansene overtog den på Club Brugges hjemmebane i 2006. De tog den med tilbage til Italien og begyndte at synge den på hjemmebanen Stadio Olimpico.
– Jeg havde aldrig hørt sangen før, men jeg kunne ikke få den ud af hovedet bagefter. Jeg gik ud og købte alle bandets plader, har Roma-legenden Francesco Totti fortalt belgiske Nieuwsblad.
Ved VM i fodbold i Tyskland i 2006 havde den bredt sig til det italienske landsholds fans, og igen førte en succeshistorie sangen videre, idet Italien vandt VM. Og under fejringen både på stadion og hjemme i Italien lød sangen igen og igen.
Italienerne synger po-po-po0-poo osv, men nu var den bl.a. også blevet til ’Caamm pi-O-ni del-muuunnn-do’, som man kan høre ved bl.a en Rolling Stones-koncert i Milano nogle dage efter triumfen. Her synger Zinedine Zidanes skalle-offer Marco Materazzi for på scenen sammen med Alessandro Del Piero:
Derfra var der ingen vej tilbage. Sangen bredte sig til sportsarenaer verden over, f.eks. football i USA, og den slags har sangerens oprindelige ejermand ingen indflydelse på.
– Jeg er stolt over, at italienerne har adopteret sangen som deres egen. Intet er mere smukt, end når folk tager en melodi til sig og gør den til folkets musik. Som sangskriver er den slags umuligt at planlægge. Især i moderne tider. Jeg elsker, at de fleste af de folk, der skråler den, ikke har en ide om, hvor den kommer fra. Det er folkemusik, har Jack White sagt.
Det er mere riffet, end det er sangen, teksten, lyrikken, der er blevet folkeeje. Men alene titlen bunder i en anden ‘forvrængning’.
Som barn troede Jack White nemlig, at Seven Nation Army var navnet på Salvation Army – Frelsens Hær. Kombinationen af riffet og ønsket om at bruge sætningen ‘Seven Nation Army’ var grundlaget, som komposition og tekst udviklede sig fra.
– ‘Seven Nation Army’ – det var det, jeg plejede at kalde Frelsens Hær, da jeg var barn. Det var en måde for mig at huske, hvilken sang, jeg snakkede om, men den fik en helt ny mening med teksten, har Jack White fortalt Rolling Stone.
Inspirationen til teksten er som nævnt om sladder og rygter om ham selv og Meg, mens inspirationen til riffet angiveligt er kommet fra klassisk musik – fra Anton Bruckners femte symfoni. Lyt blot 0.59 inde i dette klip:
Har man været til koncert med enten White Stripes eller Jack White, har man også kunnet konstatere, at det er en publikumsfavorit at hoppe og skråle til.
– Det nummer er så genialt og simpelt. Man tænker, ’det var satans’, og hvorfor kunne man ikke selv finde på det? Sådan er det hver gang, nogen kommer op med den slags. Så tænker man, hvorfor tog det så lang tid. Men det simple svar er, at det er, fordi det er genialt. Han er genial, siger Søren Andersen og konkluderer:
– Man kan ikke blive ved med at genopfinde guitaren, men man kan stadig give den en anden farve.
Og nyd så lige live-versionen fra koncertfilmen ‘Under Blackpool Lights’ her til sidst:
Jack White komponist? Hvor mange melodier af ham kan du fløjte?
AaB i 2004. Den havde allerede fået dinosaurus-vinger i Aalborg, da en fyldt B-tribune sang den under pokalfinalen i 2004.