Første single fra det kommende september-album fra The Raveonettes kan allerede nu købes på iTunes og høres hos Rolling Stone. ‘Observations’ hedder den, og det er en god single. En rigtig god single, der lover godt for albummet ‘Observator’.
Jeg håber naturligvis, at det bliver godt, for jeg holder meget af Sune og Sharins rockmusik, der er fyldt med hints til musikhistorien.
Det er også et af de bands, jeg samler på, men en ting irriterer mig alligevel mere og mere ved den danske duo.
Og det er de forbandede begrænsninger, gruppen lægger på sig selv.
Ja, det kan være befordrende for kreativiteten at skulle spille alle numre i f.eks. b-mol. Ja, det kan også give et bestemt udtryk, at man gør trommespillet minimalistisk, selvom der ikke var den store udfordring i det for en jazztrommeslager som Jakob Højer. Og ja, der kan også være en ide i at spille alle numrene stramt efter en skabelon.
Men jeg har desværre kedet mig lidt de seneste efterhånden mange gange, jeg har set The Raveonettes. Jeg kunne desværre ikke se ’Whip it on’-koncerten i Koncerthuset, men da spillede de også ‘Observations’:
I mine ører er deres skabelon blevet for stiv. For påtaget. For tilstræbt cool, som jeg opfatter det, selvom det ikke nødvendigvis er tænkt sådan. Men bandet har så mange gode sange, at det ville klæde dem at slippe tøjlerne og spille som et helt almindeligt rockband. Fuld besætning, fuldt trommesæt, fuld frihed til at improvisere. Og gerne med Manoj tilbage på guitar. Fyr den nu bare af, for fanden! Spil som et beskidt garagerockband, der elsker at spille musik, for begrænsningerne er efterhånden blevet en begrænsning for bandets egen udvikling.
Nu vil jeg – naturligvis! – intet tage fra White Stripes, som formåede at tage duotanken længere ud end de fleste, men det skyldes, at Jack White er så forbandet kreativ og genial, at han allerede nu har fortjent at få Hopla-nålen mindst to gange om året resten af sit liv. Og Jack White viser på sin nuværende turne, at White Stripes-sangene fungerer fremragende med fuldt, organisk band.
Det samme vil Raveonettes-sangene gøre, for sangstrukturen er i sig selv ikke mere stiv, end at den kan blødes op. Og gøres levende på scenen igen.
Derfor glæder det mig også, at Raveonettes har fornyet sig på singlen . For der kører et fint lille piano, som løfter hele nummeret. Mere af det, please …
