Blå mandag – en klassiker fylder 30

Den burde aldrig være blevet et hit. Og angiveligt kostede det New Order mange penge, at den faktisk blev det. I denne uge rundede den udødelige “Blue Monday” 30 år – stadig uden synlige musikalske rynker.

Det må være musikhistoriens mest genkendelige stortrommeslag. Helt præcist elleve af slagsen. For selvom de slår sig vej ud gennem højttaleren i ensom majestæt, helt uden andre lyde omkring sig, har man ikke brug for mere. Tre sekunder af deres skudsalveagtige stampen, og man er ikke i tvivl om, at det er New Orders udødelige “Blue Monday”, der er sat i gang.

At kalde Manchester-bandets gennembrudssingle for et af musikhistoriens største og mest ikoniske numre er ingen overdrivelse. Den bryder stort set alle regler for, hvad der skaber et hit. Dens lyd er tydeligt forankret i de 80’ere, den blev til i, og alligevel har den en forunderlig tidløshed over sig. Og så er den først og fremmest et mesterligt møde mellem indierockens grynede stemninger og dansemusikkens umiddelbare kropslighed, som skulle danne skole for en lang række bands sidenhen. En klassiker, simpelthen.

“Blue Monday” udkom i marts 1983, knap tre år efter at Bernard Sumner, Peter Hook og Stephen Morris havde fået deres verden slået itu. Da Ian Curtis valgte at afslutte sit sygdomsforpestede liv for enden af et reb i sin dagligstue i Macclesfield, indskrev han sig blandt rockhistoriens unge døde. Men han gjorde også ende på Joy Division, netop som kvartettens frostsprængte sange og isblå lydbilleder var ved at vinde et stort publikum. Sumner, Hook og Morris havde ikke alene mistet en ven, de havde også mistet deres forsanger og dermed det band, som skulle have været deres fælles fremtid.

Som bekendt rejste trioen sig og blev til New Order med Morris’ kæreste, Gillian Gilbert, som nyt fjerdemedlem. Og navnet skulle vise sig at være velvalgt. Efter en famlende start med albummet “Movement, der aldrig trådte ud af Joy Divisions skygge, fandt den nye kvartet sit eget ståsted ved at vende ørerne mod den pulserende dansemusik, som var en af tidens mest markante nye strømninger. Fra Talking Heads’ sprælske post-punk over Giorgio Moroders maskinelle disco til Arthur Bakers skarpe electro.

Og netop Baker, som var blandt New Yorks mest progressive producere på det tidspunkt, blev en af bandets faste samarbejdspartnere. Computere, sequencere og trommemaskiner blev fast studieinventar, og under arbejdet med bandets andet album, “Power, Corruption And Lies”, indspillede de et nummer, som endegyldigt kappede navlestrengen til Joy Divisions mørke og indadvendte univers.

Med sin pågående rytmik styrede “Blue Monday” direkte mod dansegulvet. Hooks basstrenge og Gilberts tangenter skiftes til at overtrumfe hinanden med iørefaldende temaer, og Bernard Sumner har senere fortalt, at nummeret var inspireret af stemningen og pulsen på Sylvesters gaydisco-klassiker “(You Make Me Feel) Mighty Real”. Arrangementet var luret fra Klein & MBO’s “Dirty Talk”, beatet var inspireret af et nummer fra en Donna Summer-LP, og undervejs blev der samplet fra Kraftwerks “Radio Activity”. Unægtelig inspirationer af en noget anden karakter end dem, der fandt vej til øvelokalet i Joy Division-tiden.

At “Blue Monday” skulle blive en stor mainstreamsucces, gik stik imod al gængs branchelogik. Det står på side 1 i popmusikkens grundbog, at et pophit skal have et letgenkendeligt omkvæd og en varighed på mellem 3 og 4 minutter.”Blue Monday” har ikke noget omkvæd overhovedet, og nummeret strækker sig over 7 minutter og 29 sekunder. Den sikre vej mod skuldertræk fra det brede publikum. Sædvanligvis, altså.

Og der blev ikke gået på kompromis. Bandets rødder i punk-miljøet fornægtede sig ikke, og de afviste at lave en forkortet version, der kunne lægges på syvtommer-singler og passe ind i radioernes stramme formater. Da nummeret blev sendt i butikkerne, kunne det pladekøbende publikum kun få det på tolvtommers maxisingle.

Men ligesom andre “marathon-sange” som The Beatles’ “Hey Jude” og Queens “Bohemian Rhapsody” fandt “Blue Monday” alligevel vej til radioernes playlister. Og i de første uger efter udgivelsen solgte den over en halv million eksemplarer, hvilket var fuldstændig uhørte mængder for en maxisingle. Den dag i dag er “Blue Monday” musikhistoriens mest solgte 12-tommer.

Det blev bandet nu ikke millionærer af. Coveret var skabt af Peter Saville, der var husdesigner for bandets pladeselskab Factory, og han havde udformet et omslag inspireret af tidens store computernyhed, en floppydisk, som symbol på gruppens retningsskift mod en mere elektronisk lyd. Med udstansninger og sølvglinsende indercover var det imidlertid så dyrt at producere, at udgifterne opslugte fortjenesten fra rekordsalget. New Order tabte simpelthen penge på hvert eksemplar de solgte. Et klassisk eksempel på Factory Records’ spontane og temmelig sløsede forretningsfacon, som er en del af mytologien omkring Manchester-scenen i 80’erne.

Men hvad handler “Blue Monday” egentlig om? Gennem tiden er sangen beskrevet som alt fra en kommentar til krigen på Falklandsøerne til en sørgesang for Ian Curtis. Og bandets manager Rob Gretton luftede engang den kreative teori, at sangen skulle have adresse til en stribe af selvmord blandt studerende i Sverige i 1950’erne, der angiveligt skulle være udløst af at have lyttet til en Fats Domino-single – som hed “Blue Monday”.

Ovenpå sådan en opfindsomhed er det næsten synd at give Bernard Sumners eget svar på, hvad sangen handler om: Nemlig absolut ingenting. Men det gør naturligvis mindre, når man til gengæld har lyden af musikhistorie. Og dén stortromme.