Med fare for at give mig selv karantæne fra alt, hvad der bare minder om gæstelister for al tid og evighed, så gider jeg altså ikke anmelde Bon Jovis koncert i Parken i går. Det virker så … formålsløst, for hvad hulen skal jeg skrive? At de spillede for mange dårlige sange, at den gigantiske, oppustelige Buick på scenen virkede fjollet, at det er tåbeligt at tage på turne uden Richie Sambora – eller i det mindste bare hans Telecaster, at Livin’ On A Prayer og Bad Medicine sad lige i skabet, men at In These Arms virkede omtrent så slatten som den fadøl, de ellers søde og smilende piger i ølsalget langede over baren? Ja, Bon Jovi var meget bedre i fuckin Auning for et par år siden, selv om vi alle sad fast i mudderet på de østjyske pløjemarker til langt ud på sommernatten på vej hjem, og nej, Jon, det er ikke særligt sejt at barbere armhulerne, om end dit smukke tandsæt lyste mere op end spotlamperne oppe under taget.
Så nej, nogen stor koncert var det ikke. Men det kunne det have været – og det her kommer med sikkerhed til at lyde både skingert, umodent og overfladisk – hvis de da for helvede bare havde spillet Always.
I know. Det er jo bare en skide rockballade, en af de storladne, sjaskede, pladderromantiske mande-ballader, som vi kunne fodre svin med mellem 91 og 95. Men åh altså, hvor ville jeg gerne have hørt den. Og her er grunden.
…
Siden den sommeraften hjemme på hendes 90’er-farvede sovesofa er der ganske løbet meget Pisang Ambon under broen. Men jeg husker det stadig. Knivskarpt. Always er sangen, vi kan kysse og kinddanse til på repeat i timevis, denne fantastiske rockballade, der lige pludselig er kommet out of nowhere, og få måneder senere ender med at få hele sommeren til at give mening. Og den rager højt op, højere end alle de andre rockballader, som på dette tidspunkt er comme il faut for ethvert hæderligt hardrock-band. En vaskeægte ballade-intro med stortrommer, et skridsikkert Richie Sambora-riff, strygere og et omkvæd, der accelererer til vejrs hurtigere end Kreidleren nogensinde kan drømme om. ”Aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaalways, Iiiiiiiii’ll be there for yoooooooouuuååååuuuu, foreeeeeeeever”, og så et eller andet, jeg ikke helt kan tyde. Det er lige før, vi ligefrem timer vores snav til sangens crescendo. Bid hende lidt i læben, rag hende lidt på røven, og så BUM, ved præcist 1.14 sekunder på cd-afspillerens display: helt op i bihulerne med tungen!
I 1994 er det umuligt at opdrive en sodavandsdiskoteks-DJ nord for Limfjorden (man kan endda gå til DJ ude på ungdomsskolen, hvilket betyder, at der er flere DJ’s i Hjørring i 1994 end til hele Distortions Nørrebro-gadefest), der ikke på et eller andet tidspunkt i løbet af aftenen ender med at sætte Eurodancen på stand-by og smække Crossroad-opsamlingen på, så vi kan rage tøserne lidt på Harley Davidson-gamacherne og dufte til deres hårmousse-klistrede sommerhår. Og selv når vi har været lidt for kåde rundt om kakkelbordene i de små stuer, og derfor ender med at sidde ude ved cyklerne med hovedet begravet mellem lårene, mens vi med vold og magt forsøger ikke at kaste trekvart flaske Safari op på Palladium-skoene, kan vi altid få stablet os på benene og vakle op på dansegulvet i håbet om, at der skulle være en lige så stiv pige, der også kan mønstre nok balance til 5.53 minutters vuggende kinddans.
Jo, November Rain har Slash, episk mellemspil, drama og noget mystisk over sig, med magiske kirker ude på prærien, bryllupsgæster, der smider sig ind i bryllupskager, og en hvid brud, der åbenbart slet ikke kan tåle regn, og Aerosmiths Crazy har Alicia Silverstone, der bungee jumper i sin navlepiercing. Stærke sager. Men Always er soundtracket til min første store forelskelse. Både i hende pigen, hvis navn nok hellere må forblive usagt, og i Bon Jovi.
Forelskelsen er intens, men den holder ikke. Hverken i pigen, der hurtigt finder en anden knallert at sidde bag på, eller i Bon Jovi. I 1995, et halvt års tid efter Crossroad-opsamlingen og Always, kommer These Days, der er en slags Spaghetti Incident uden covernumre. Sløve ballader, distanceret poprock, der ikke rigtig handler om noget, og sange skrevet til det forbandede voksne publikum. I dag står These Days som en modig, smuk og stærk Bon Jovi plade, og i øvrigt den eneste, jeg stadig griber mig selv i at tage med i bilen. Det aner jeg bare ikke dengang.
I årene efter – helt frem til torsdag aften i Parken – dukker Bon Jovi og Always op med jævne mellemrum. Som regel altid efter en flaske billig rødvin og et pludseligt anfald af midtvejskrise, hvor alting efter sommeren 1994 bare virker som én lang rutsjetur mod afgrunden. Det er ligesom med Bryan Adams, og – nu vi alligevel er i gang med at dele – Roxette. Jeg hører Heaven og Crash Boom Bang, og bliver straks hevet tilbage til de morgener på avisruten, hvor det udelukkende var tanken om, at man på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen ville ende hjemme på hendes sovesofa med næsen nede i Robyn-parfumen og hånden oppe under trøjen, der får hjulene på mountainbiken til at køre rundt. Og her kommer den musik, jeg ellers har dedikeret mit så nogenlunde voksne liv til, altid til kort. For hvis der er én ting, deprimerede amerikanere, der synger sange om andre deprimerede amerikanere, ikke kan, så er det at sende mig tilbage til kinddansene på sodavandsdiskotekerne og de kejtede snav på den 90’er-farvede sovesofa på hendes værelse.
Det kan kun Always. Så hvorfor helvede spillede I den ikke?
