Jeg – en apologist

Nogle gange kan selv den mest stilfærdige musik få en anmelder til at lyve for sig selv. 1990ernes danske ambienttechno fik mig til at føle mig dum, usikker og desperat.

Det er ikke altid let at være ærlig overfor sig selv, når det gælder musik. Alligevel synes jeg, at jeg i det store og hele har forsøgt, så godt jeg kunne. Jeg forsvarede TLC i 1990’erne, da mine venner sagde, at de ikke havde nogen respekt for det syntetiske lort.

Jeg lod mig henføre af Goodiepals vidunderlige lydabstrakter for blokfløjte og maskinpark, selv om mine anmelderkolleger grinede overbærende. Jeg forsøgte igen og igen at introducere mine gamle gymnasievenner til Malk de Koijn, men måtte oftest finde mig i, at Østkyst Hustlers vandt kampen om pladsen i cd-skuffen.

Jeg knuselskede Britney Spears ’ ’(Hit Me Baby) One More Time’, selv om jeg ikke måtte spille den for min ekskæreste. Jeg fandt mig i fnis, hån og og latterliggørelse, da jeg fik øjnene op for Johnny Cash. Jeg har utallige gange forsøgt at sælge idéen om Joanna Newsoms ’Ys’-album – 17 minutter lange sangsuiter arrangeret af Van Dyke Parks, ammenam  – for stokdøve ører. Og en enkelt gang fik jeg endda ret i en profeti: At The Streets’ debut  ’Original Pirate Material’ ville definere det kommende årtis britiske musikscene.

Altså, jeg kunne bare høre det. Og du kender utvivlsomt selv følelsen: Du ved at du har ret, og så kan det sådan set være revnende ligegyldigt hvad alle andre siger. Ofte har du faktisk også ret, når du har det på den måde, så det er bare med at holde fast.

Ikke dermed sagt, at jeg ikke – i historiens ubarmhjertige lys – har taget fejl mindst lige så mange gange: Tower Of Powers start-90er-plader, anyone? Simple Minds. Det selvfede Mo’ Wax-slæng. Oasis. Craig David. Men alle de gange har jeg sgu selv troet på det. Jeg er med andre ord gået ind i idiotien med et rent hjerte. Jeg følte rent faktisk noget på det tidspunkt, selv om musikken viste sig ikke at være UHT-pasteuriseret mod tid og slid.

Men én gang vidste jeg godt inderst inde at den var gal. Alligevel hyldede jeg musikken, ja, jeg missionerede nærmest for den. Jeg blev faktisk en god, gammeldags apologist – en person, der advokerer for en sag ved at fokusere på de positive sider af den, blot for totalt at vende det blinde øje til alt det problematiske. Jeg blev altså en slags musikkens svar på Thor Pedersen. Og det, jeg slog på tromme for, var gudhjælpemig: Den berømmede danske ambienttechno.

Det kan måske lyde som en underlig ting at sælge sin sjæl til, men lad mig forklare: Sidst i 1990’erne anså mange af os rocken  for død. Stendød. Og selv om det ikke var rigtigt, så var rockmusikken vitterligt havnet i en dyb krise. Grunge var imploderet, vi havde lige været gennem den stupide britpop-tvekamp mellem Blurs og Oasis’ fans, og de opulente MTV-dødskramper fra pikrockere som Aerosmith og Bon Jovi fyldte stadig en hel del.

Det eneste der var tilbage, var de musikformer, der tog fremtiden i ed på den ene eller anden måde: Hip hop og elektronisk musik, for nu at skære ind til benet. Ja ja, Radiohead og andre visionære rocktyper måtte da gerne lege med, men de var dybest set også ved at gelejde sig selv hen mod det store exit-skilt.

Derfor skulle projektet elektronisk musik bare lykkes, hvis der skulle være bare den mindste flig af håb tilbage for nogen af os dér i midt-slutningen af 1990erne. Det mest prominente danske take på eventyret hed ambient, også kaldet hjemmetechno – eller som en kvik satiretegner døbte det: Hæmmetechno. En ansigtsløs musik, hvor kunstnerne aldrig var afbildet på covers eller lignende, fordi musikken var i centrum, og fordi de slet ikke kunne se sig selv i rollen som Steven Tyler eller andre rockstjernegrotesker.

Fair nok – og de bedste ambient-technoplader var vitterligt også blandt det bedste musik, der udkom i de år. For der var en lillebitte kerne af talentfulde kunstnere, med Thomas Knak alias Opiate som det lysende eksempel – både solo og flankeret af Anders Remmer og Jesper Skaaning i trioen Future 3. Nogle af Knak-kompagniets tracks på de to første Future-plader og hans solodebut havde virkelig hypnotiske kvaliteter, melodisk styrke og en lokkende, pirrende friskhed.

http://www.youtube.com/watch?v=BjbgJT1TI6I

Hvis du ikke har Knak helt inde på radaren, så lyt desuden til mandens sange på Björks ’Vespertine’ – to af de bedste numre på hendes sidste gode plade. Som klingede så smukt ud over festivalpladsen den forblæste Roskilde-søndag i 2003.

Men resten af scenens musik fik mig ikke til at føle en skid. Alligevel uddelte jeg anmelderroser galore til navne som Double Muffled Dolphin, DJ 360° (som i øvrigt var en helt fantastisk fest-dj), Jet – og til udlandet, hvor tænkerne hed Aphex Twin, Lali Puna, To Rococo Rot etc.

http://www.youtube.com/watch?v=fgdG6V-vCK8

Det handlede dels om håb: Please, lad det her være godt, ellers er alt håb ude! Og dels om, at det var en musik, der grundlæggende fik mig til at føle mig dum. Hele genrens credo var, at man skulle digte med som lytter. Kunstneren, eller musikken, kom blot med halvdelen af slutproduktet, resten skulle du selv levere. Ligesom med god litteratur skulle du som lytter blive sat i en position, hvor du selv blev i stand til at drage konklusionerne, fylde farver i tegnebogen og på den måde fuldende værket.

Problemet var, at der som oftest ikke skete en hujende fis inde i skallen på mig, når jeg satte musikken på. Indersiden af mit hoved føltes som et goldt ørkenlandskab, hvor der trillede en ensom vindheks forbi, når jeg lyttede til pladerne. Og det fik mig til at føle mig utilstrækkelig – jeg havde jo tydeligvis ikke noget at byde ind med, jeg var slet ikke intelligent eller følsom nok til at forstå og bruge den her form for musik. Men det formodede jeg naturligvis, at alle andre var.

Meget illustrativt: På bladet Nat&Dag lavede vi engang en konkurrence, hvor læserne skulle gætte det virkelige, eksisterende musiknavn mellem tre andre, vi havde opdigtet. Det var et Aqua-lignende dance-navn, en hip hop-gruppe, en ambienttechnonørd og vistnok også en indierocker. Det var hiphopperne, der eksisterede i virkeligheden, men mange gættede på ambienttechnonørden, der refererede til Baudrillard og sad i en Poul Kjærholm-sofa. Han virkede hip og ægte. Der var en lidt ophøjet aura omkring hele genren.

Egentlig vidste jeg godt, at den var gal, jeg blev bare forblændet af mit håb og min usikkerhed. Og siden har jeg ofte tænkt på, at musikkens problem egentlig er meget ligetil:

I Joseph Conrads herostratisk berømmede roman ’Heart of Darkness’ fra 1899 står systemets mand Marlow midt i Belgisk Congos jungle overfor Kurtz, der er gone native. Intet bliver forklaret. Men skyggerne, de tunge planter, den gungrende jungletromme lader os alligevel vide, at her står Kurtz og skal træffe et valg mellem to verdener: Civilisationen eller den rene, ufortyndede vildskab.

I tv-serien ’Mad Men’, der foregår på Manhattan i 1960erne, har Pete og Peggy ved et engangsknald fået et barn sammen. Det har uoverskuelige konsekvenser for dem begge, og Peggy må give barnet bort. De er komplet afskåret fra at tale om det, men en dag ved elevatoren får de alligevel øjenkontakt. Antydningen af et smil breder sig på deres ansigter. Intet bliver sagt, men vi opfatter alligevel, at de accepterer situationen og forstår hinanden.

Når Neil Young på ‘Harvest’-albummet lader bifaldet efter den følte junkieelegi ‘The Needle and The Damage Done’ (pladens eneste livenummer) blive brutalt afbrudt af den hamrende intro til sangen ‘Words’, er jeg ikke sikker på, hvad det betyder. Handler det om dødens brutalitet? Er tricket en advarsel mod enhver form for sentimentalitet? Jeg ved det ikke – men jeg ved, at jeg får én over nakken som lytter, og at jeg begynder at digte med.

Reflektionsplatforme af den støbning kunne den danske ambienttechno jo kun meget sjældent, hvis overhovedet, tilbyde os. De spændinger, som musikken kunne sætte i gang, var meget mindre, og langt mere flygtige – nærmest bagateller i forhold til, hvad der er at hente i alle mulige andre former for musik og kunst. Det indså jeg ikke dengang, og derfor blev jeg apologist for genren. Ikke dermed sagt, at folk, der er tunet ind på sarte fornemmelser, flygtige spejlinger og bittesmå skovture i hjernebarken, skal have nogen som helst form for betænkeligheder ved at dyrke genren. I kan få pladerne af mig, de er i god stand: De har aldrig været ude af coveret siden dengang.