Go West – dansk på westcoasten

   


Nogle af årets mest interessante danske numre kommer fra Los Angeles. Her har en lille gruppe producere og musikere udløst en stille storm af daytime disco.

Det er projekter som Poolside og Rhye, der har krydset Atlanten, og nu blander danske poprødder med internationale samarbejdspartnere og skaber en anderledes californisk lyd.

L.A. har længe været en magnet for folk med rødder i hiphop og mod på r’n’b (Soulshock, Ezi-Cut), danske heavyrockere er valfartet til The Strip, singer-songwritere har suget på historien i Laurel Canyon, mens det for 1980’ernes westcoat-besatte danske popgrupper stod som det højeste at få lov til at indspille i L.A.

Bare spørg OneTwo, der fyrede en million kroner af på deres tredje album i 1992 – blot for siden at skrotte optagelserne og bruge en million mere i Puk Studiet ved Randers. Those were the days.

Det går anderledes underspillet for sig i det nye slæng af eksildanskere i Californien. Produktionerne er enkle og dufter af laptop. Der er masser af personlighed i musikken. Den har en klubpuls, men fungerer lige så godt en eftermiddagen ved poolen eller spillet ud af en højttaler med radioen indspillet på det toneangivende program Mornings Become Electric fra KCRW.

 

Rhye: The Fall

Men hov – der er jo ikke Santa Monica Boulevard, det er København ved nattetid, og hvad laver ham det dumme svin fra “Forbrydelsen II” i en historie om Los Angeles?

Jeg ville ønske, jeg kunne svare på det, men Rhye er et hemmelighedsfuldt kollektiv. Fra Tumblr ved jeg, at Rhye udspringer af producer-slænget No Wav. En af hovedpersonerne er Robin Hannibal fra den udvandrede københavnske soulduo Quadron. Der er også en fyr fra Toronto ved navn Mike Milosh involveret og måske nogle flere.

Kan stemmen tilhøre Coco fra Quadron? Det lyder ikke helt sådan, men der er sat en undersøgelse i gang! Lige nu vil jeg blot konstatere, at ”The Fall” er noget af det mest cool, jeg har hørt længe. Fine strygere, kølige beats og en følelse af sommernætter – plus en trussel om efterår på følelseskontoen.

Tidligere i år slap de singlen ”Open”, der er mere i retning af Sade eller Everything But The Girl. Også med smukke strygere og ikke mindst den tilbageholdte vokal, som jeg gerne vil sætte et navn på. Musikvideoen byder på masser af hud, og sangen er i år blevet brugt som lydside til en reklame for undertøjsfirmaet Victoria’s Secret.

 

Poolside: Why You Wanna

Mens Nephew står forfrosne og råber ad Vesterhavet, har danskerne i Los Angeles gang i en langt mere afdæmpet samtale med Stillehavet – og de lokale svømmepøle.

Poolside – fedt navn – er en duo, hvor det danske element er Filip Nikolic, der i 1990’erne var en del af Ludo X og siden fulgte vennerne Jeppe Laursen og Jesper Mortensen og spillede live med Junior Senior. Jeppe bor btw også i Los Angeles og skrev et par numre til det seneste Lady Gaga-album, men det er en anden historie.

Tilbage til Filip Nikolic. Han var en del af klubscenen i København, og var, så vidt jeg husker, en af de originale aktivister bag Rub-A-Dub via dub-projektet Djosos Krost.

Han er også havnet i Los Angeles og har sammen med Jeffrey ”Paradise” Fare skabt Poolside, der lyder som et musikalsk postkort fra Venice Beach. De udgav i sommer albummet ”Pacific Standard Time” og har fået en del blog-opmærksomhed til en virkelig corny udgave af Neil Youngs ”Harvest Moon”.

Jeg tænder mere på de skæve, halvafrikanske guitarer i ”Why You Wanna” og er grundlæggende vild med, at Poolside har døbt deres musik daytime disco. Det giver mening, og ånden hos Poolside minder mig om den revival for Yacht Rock, jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

 

Tomas Barfod: Broken Glass

Flere billeder fra København. Mere lyd fra Los Angeles.

Tomas Barfod har flyttet basen til Californien i en periode, og når han ikke arbejder med WhoMadeWho eller Filur, er Silverlake-kvarteret hans udgangspunkt. Så dj’er han på lokale klubber som Bootleg Bar og udgiver musik via LA-selskabet Friend Of Friends.

Barfods soloalbum ”Salton Sea” udkom i foråret og er noget mere tilbagelænet end de sæt, man kan høre ham spille live.

Et af bedste numre hedder ”November Skies” – den slags er der ellers ikke mange af i det sydlige Californien, men på den anden side afholdt manglen på ”November Rain” jo ikke L.A.-arketyperne i Guns’N Roses fra at voldbolle den metafor.

Ca. halvdel af numrene på “Salton Sea” har vokaler fra bl.a. Nina Kinert og Jeppe Kjellberg. Alting knitrer, og det lyder flere steder som om, der er sluppet en vindharpe løs i studiet.

Så bliver det ikke mere L.A.

 

Kommentér indlægget