Neil Young og discoklassikeren

   


Gordon

Der er mindst én virkelig god sang på det nye Neil Young-album. Faktisk er det en af mine yndlingssange, selv om den ikke lyder, som den gør i min favoritversion.

Nu er der ikke rigtig noget på A Letter Home, der kan siges at lyde som særlig meget andet i moderne rock.

Albummet er et bevidst skridt tilbage i tiden med skrat, hakker og en indspilningskvalitet langt fra hifi (eller Pono). Neil Young har besøgt Jack White i Nashville og lånt hans Voice-O-Graph fra 1947. Det er en gammeldags pladeboks – en elektromekanisk indretning, hvor man optager direkte på en 6″-disk.

Den slags stod tidligere i musikbutikker og indkøbsarkader og blev brugt til at indspille en hurtig hilsen til en fødselsdag, eller man kunne prøve sig af og få lavet en form for billigt demobånd. Elvis Presley lavede sådan en optagelse inden sit gennembrud. Det samme gjorde Otto Brandenburg, for der stod i 1950’erne en lignende maskine i Jorcks Passage i København.

Tilbage til sangen.

Den hedder ‘If You Could Read My Mind’ og lyder sådan her i Neil Youngs nye fortolkning:

A Letter Home er et coveralbum, og det var Gordon Lightfoot, der skrev og indspillede sangen. Originalen findes på albummet Sit Down Stranger fra 1970.

Året efter maste ‘If You Could Read My Mind’ sig til tops på den canadiske hitliste, nåede femtepladsen i USA og blev en klassiker i det bløde radiounivers, man kalder Adult Contemporary.

Det var softrock, det var poppet folk, det var noget med en blød, denimklædt canadisk mand med overskæg.

Det er en dejlig sang. Jeg elsker linjen, hvor Gordon Lightfoot forestiller sig, at hun kan læse hans tanker, “just like a paperback novel / The kind that the drugstores sell”.

Det musikalske univers er typisk for perioden. Det var en tid, da softrock var en hård vare for radiokanaler og pladekøbere, og der er ikke langt til James Taylor eller Crosby Stills Nash & Young.

Men sangen er også  lidt fesen, ik?

Den fine melodi kunne godt bruge et solidt beat, og hjælpen var nær, da discofeberen kulminerende i 1980.

Havde Neil Young dog  bare valgt det arrangement til sin nye indspilning. Han har lavet for få discoplader.

Hvad angår Viola Willis, var hun en trænet amerikansk korsanger, som sammen med produceren Jerry McCabe ramte dansegulvsplet med ‘Gonna Get Along Without You Now‘ i 1979. De brugte en eurodisco-sound i stil med Boney M og Amii Stewart, og det letløbende beat passede perfekt til Gordon Lightfoots sentimentale sang.

Disco var en emotionel genre. Der blev grædt på de dansegulve.

Det kan virke underligt, at en folksang fra Canada kan blive genfødt som del af et discohit, men mange discofolk var nysgerrige og ikke mindst altid på udkig efter melodier. Boney M (og produceren Frank Farian) var f.eks. eksperter i at score rocksange. De indspillede bl.a. ‘Painter Man’ af The Creation og ‘Heart of Gold‘ af –  Neil Young).

‘If You Could Read My Mind’ blev en discoklassiker, og den fik en ny tur på dansegulvet i forbindelse med filmen ’54’ i 1998. Det var et stykke fiktion med mange fælles træk med det hedonistiske diskotek Studio 54 i New York.

Der var rykket lidt på beatet, som var mere house end disco, men meningen var den samme; fire på gulvet og stort drama i melodien. Vokalisterne bag Stars On 54 var Amber, Jocelyn Enriquez og den elegante diva Ultra Naté.

For mange af os er disse versioner af ‘If You Could Read My Mind’ sangens naturlige habitat. For andre er det ubegribeligt, at man kan give denne kønne, blide sang så meget med tæppebankeren, at den flytter sig fra de canadiske skove til storbyens natklubber.

Hvis man ser på den lange række af fortolkninger, der findes, er der også flest, som bekender sig til softpopstilen.

Den har til tider også fået lidt mere på countrykontoen.

Og selv om sangen er indspillet mange gange, kan den rette sanger stadig finde dybe følelser i den.

Det er den ring, Neil Young træder ind i.

Han har mange gange tidligere vist, at han sans for at plukke andres sange, og når han synger ‘If You Could Read My Mind’ live, er det næsten ikke til at forstå, at han ikke selv har skrevet den.

 

1947 Voice-o-

Kommentér indlægget