Vi venter på nogen i årevis

   


Jeg havde helt enkelt glemt, hvor meget jeg elskede Lars Hug. Gudskelov blev jeg lige mindet om det, før det var alt for sent.

Og ja, jeg kalder ham Hug. Nu må vi komme over den der ‘H.U.G.’-ting allesammen. Pibefabrikant Poul Ervind Hug fra Kolding må have røget sin sidste snadde for mange år siden. Den slambert, den kæltring, den ærkekapitalist, der lagde sag an mod vores helt, lige da det gik allerbedst for hans Kysser himlen farvel-album, så han måtte ændre sit navn – ikke til H.U.G. lige med det samme, men endda over flere bizarre omveje, såsom det endnu mere fjollede ‘Lars HU?’.

Det er ikke en måde at behandle sit lands bedste sanger på. For det var Hug – om så det var Søren Ulrik Thomsen, Johnny Voss eller Volmer Sørensen, der skrev ordene, kunne Hug gøre det gyldent. Han fik endda ‘Kvinde min’ til at lyde som andet og mere end en en gammel hustrumishandlers fordrukne bøn om godt vejr nede på Nanok Bodega. At lytte til den i dag er lig med at stå i et vinterkoldt København i de allersidste firsere, hvor muren kun lige var ved at vælte og tv-reklamer var en ny ting herhjemme.

Den er stadig lyden af, da voksenlivet skulle lige til at starte, i en generation hvor Kim Larsen var en dansktopsanger, og blev set som en gammel tosse, fordi han lavede elendigt Giro 413-foder om Susan Himmelblå på et Casiotone, mens Hug lavede hans gamle sange om til kunst – og derfor blev det så også modtaget med harme her, da den selvsamme Larsen tillod sig at præsentere Hug som ‘Lars Kruk’, da Hug havde en tv-premiere på netop ‘Kvinde min’. Hvad fanden bildte den bredkæftede olding sig ind.

“Jeg kunne få selv ‘Yummi yummi’ til at lyde begavet, og du ved det, Kim.”

Måske er det glemt af mange i mellemtiden, men Hug havde udstråling nok til at tiltrække den slags rimelig intense hengivenhed. Også blandt os, der var for unge til Supertanker, og først lyttede da ‘Bravo Charlie’ var et hit, men som havde travlt med at kramme vores debut-lp’er fra Frankie Goes to Hollywood og Alphaville, da City Slang udkom i 1984. Vi kom efter det. Ligesom jeg kom over min egen overbevisning om at ingen dansk musik med danske tekster havde nogen som helst værdi. Det var først og fremmest Kysser himlen farvels fortjeneste.

Det hjalp også, at der var mystik om Hug. Man havde jo set ham med Kliché i hvide malerdragter og hjemmelavet bodypaint i én af de mærkeligste musikudsendelser længe, da DR havde sat en halv time af til at promovere Okay Okay Boys. Man så ham i en bizar video til en guddommelig sang, den lige her, som jeg kan huske at de spillede i TV-Avisen (!) – på grund af sangens vigtighed, snarere end videoens produktionsværdi.

Og så den legendariske optræden fra Next Stop Sovjet, et bizart simultantolket indslag med ‘Masselinien’ i centrum, der kom via satellit fra Moskva, men lige så godt kunne være transmitteret fra Venus. Jeg var dybt fascineret, da jeg så det. Det var altså noget andet og mere farligt end Steffen Brandts barnevogn i det mørke Jylland. Og så så han godt ud.

6784607-

Så Hug var den store danske helt da jeg begyndte at studere, bl.a. sammen med Bertil fra Esbjerg, som havde været så harm over Poul Ervinds sagsanlæg, at han og hans venner havde fundet pibefætterens telefonnummer (noget der er umuligt nu, hvilket bestyrker min mistanke om at han ikke er blandt os mere) og ringet op til ham langt ud på nætterne, og sagt “Sviiiiiiiiiiin. Sviiiiiiiiiiiiin.” ned gennem røret.

Én ting, der tydeligt var med til at øge mystikken omkring Hug var, at han var en ægte Rasmus Modsat. Det kunne gå hvad vej det skulle være, fortalte myterne. Jeg var alt for lille til at se hans metalliske og smånihilistiske Autoophug-turné med City Slang-albummet, men der gik også skrøner om kontrære Roskildekoncerter på rulleskøjter med obskure covers, og grise der skulle slagtes med boltpistoler, og hvor meget af det der nogensinde blev en realitet stod lidt hen i det fjerne. Jeg nåede i alle fald først at se manden selv på netop Grøn Scene i Roskilde i 1992, og det var ud på natten efter EM-finalen Danmark-Tyskland, og jeg var i sagens natur efterhånden plørefuld dér – men det var da ret godt, kan jeg svagt huske. Ligesom Blidt over dig var en ret god plade. Men ikke en mesterlig.

Det var så også sidste gang at jeg fik set ham, skulle det vise sig. Sidste gang i 23 år. Der var andre danskere, der løb videre med faklen. Først og fremmest én, der fik Hugs utrolige guitarist Hilmer Hassig med i sit band. Man kan se ham til venstre i denne video, det er den ranglede fyr med bassen. Hassig er på stigen.

Hvad var det i øvrigt for en folketingspolitiker, der stejlede over at Hug fik et treårigt legat fra kunstfonden – og så tillod sig at lave en plade på engelsk! Det udanske monster! Så var der igen en lejlighed til at gå i defensiven for Hug, for hvad bildte de politikere sig ind? Det skulle han da nok selv bestemme. Men det viste sig jo så alligevel, at Hug nok ikke var født til at synge på engelsk. Eller synge med Michael Hardinger.

Det var ok. Elsker dig for evigt. Men alle går vi fra hinanden, babe. Det bedste var stadig urørligt. City Slang er måske fyldt 30 nu, men er stadig lige skræmmende smuk, Hugs ‘Heroes’ og Low rullet sammen i ét album. Og Kysser himlen farvel er stadig hans Let’s Dance. Eventuelle Bowie-snobber, der måtte læse med: Det er en god ting.

Og det var selvfølgelig det bedste, vi kom for at høre i Vega torsdag. Med lidt bange anelser for mit vedkommende, for hvilken Hug ville man møde? Det viste sig at være en umanerlig overstadigt glad Hug, der sendte fingerkys til balkonen og nød sit band – arbejdere til venstre og firserikoner til højre; Povl Kristian og Peter Peter. Ingen hat. Intet skæg.

Damn! That dude cleans up good!

Damn! That dude cleans up good!

Og mindst lige så vigtigt: Man kunne se det dér velkendte glimt i øjet, selv om håret var en grå stribe ned gennem nakken, når han vendte sig om. Han så stadig rigtig godt ud. På en næsten-tresårig måde.

Og ja. Jeg ved at de mest frygtede ord, en sanger kan sige fra en scene, er “Her er endnu en sang fra min nye plade”. Hug spillede alle sangene fra sin nye plade. Men nu er det også den, han har brugt omkring fem år på at lave. Var der rastløshed over det, så har det været et andet sted end hvor jeg stod. Manden havde velvilje nok til at han formentlig kunne finde firsernes kabelskrot og grisemasker frem igen, uden at der havde lydt de store indvendinger.

I øvrigt var ‘De søde søndage’ skøn. “De burde spille den før kampene i Parken”, sagde sidemanden. Kig selv på teksten og se hvorfor. Og finalen, ‘Altid lys’, er også en, der havde kunnet spadsere direkte ind på Blidt over dig.

Og ja. Alle ville da gerne have hørt endnu mere fra de dér gyldne år. Når en mand har skrevet så fine sange som ‘Desertøren’, ‘Blidt over dig’ og ‘Henover himlen’, så er det aldrig irrelevant at spørge om hvorfor de ikke spiller dem. Om ikke andet, så af ren nysgerrighed. Men hvilken rolle spiller det, når den perfekte stemme har fastslået, så rent og smukt som nogensinde, at det er godt at gå alene, når alt er forbi? Og man er blevet mindet om hvor tidløst fuldendte alle disse sange var, og hvilke følelser de har været nøglen til i alle årene der er gået siden da – en del mere end et halvt liv.

Så ja. Jeg havde helt enkelt glemt, hvor meget jeg elskede Hugs musik og hans stemme, der lød fantastisk – ok, han har heller ikke slidt den i småstykker de sidste par årtier. Peter Peter lød i øvrigt heller ikke så tosset, når der ellers blev skruet ordentligt op for hans guitar. Det bliver en god dag, når han laver en hyldestplade til Jørgen Ingmann. Og kunne kan ikke få Hug til at synge Grethes sange? Det er stadig en gylden stemme, og jeg elsker den faktisk stadig.

 

 

 

 

 

Kommentér indlægget