Tre grunde til, at jeg hader alle de idioter, der spiller heavyrock på banjo

   


Problemet med at høre country er, at man med jævne mellemrum bliver mødt med mere eller mindre begavede spørgsmål fra omgangskredsen. “Har du så en hat?”, “Går du til linedance?”, “Kører du pick-up truck?”, “Er det bare for at være anderledes?”, “Er Taylor Swift country?” og den slags. Det er selvfølgelig til at leve med, for selv om de fleste spørgsmål ganske vist bunder i uvidenhed om en genre, hvis varmeste fortalere her i landet, udover undertegnede, er Leif Wivelsted og Thomas Treo, er der er også en oprigtig nysgerrighed at spore hos de fleste folk. Og det gør ignorancen værd at leve med.

Ikonisk indavl fra Deliverance i form af skuespilleren Billy Redden. Og nej, det var ikke ham selv, der spillede, men derimod den lokale musiker Mike Addis, der "gemte" sig bag Redden

Ikonisk indavl fra Deliverance i form af skuespilleren Billy Redden. Og nej, det var ikke ham selv, der spillede, men derimod den lokale musiker Mike Addis, der “gemte” sig bag Redden

Til gengæld er der vitterligt få ting, der irriterer mig mere end den nye og hastigt stigende tendens med at spille kendte rocksange på banjo, iført slidte overalls, udknaldede stråhatte og påtaget bøvethed. Og der bliver uploadet rigtig mange af dem på min Facebook-væg for tiden, alle med en slet skjult hentydning om, at banjoen er og bliver idioternes foretrukne instrument. Som ville de sige “Se, Søren! Alt bliver bare sjovere, når det bliver spillet på banjo og lagt på YouTube!!”. Gu helvede gør det ej.  Here’s why:

1. Det er både set og hørt før

Konceptet “at spille andet end klassisk bluegrass på en banjo” er ikke nyt, og går endda længere tilbage end musikhistoriens absolut mest idiotiske orkester, Hayseed Dixie, som af Gud ved hvilke årsager stadig spiller i Danmark med jævne mellemrum. Allerede i løbet af 1960’erne og 70’ernes californiske countryrock-boom, blev banjoen revitaliseret blandt det yngre, hippe rock-publikum. I 1968 udgav ex-Byrd’en Gene Clark albummet “The Fantastic Expedition of Dillard & Clark” sammen med bluegrass-geniet Doug Dillard, og allerede inden han sluttede sig til The Byrds, havde Clarks kollega Chris Hillman spillet i flere bluegrass-orkestre, herunder The Golden Gate Boys og The Hillmen, som tilmed fik et lillehit med sangen “Sangeree” i 1963. Få år inde i countryrock-boomet tog en flok langhårede hippier fra Californien til Nashville, hvor de med hiv og sving fik overtalt flere af byens hensygnende, men ikke desto mindre ikoniske stjerner – som eksempelvis Roy Acoff, Doc Watson, Maybelle Carter og Merle Travis – til at medvirke på deres genindspilninger af gamle country- og bluegrass standarder. I dag er Nitty Gritty Dirt Bands “Will The Circle Be Unbroken” fra 1972 en af historiens bedste og vigtigste bluegrass plader. Et årti eller to senere fik genren atter tilført kant, denne gang som en del af  90’ernes alt.country-boom. Nu vrimlede det pludselig med unge bands, der spillede bluegrass med punkrockens energi. The Steeldrivers, Split Lip Rayfield, Mekons-forsangeren Jon Langfords Pine Valley Cosmonauts-projekt, The Gourds, Devil In A Woodpile og så videre. Men musikken blev, på trods af sin ungdommelighed og ivrige fandenivoldskhed,  aldrig en joke. Tværtimod. De tog fandme banjoen alvorligt, og modsat fuckin Hayseed Dixie, var der aldrig nogen tåbelig ironisk distance til hverken musik eller image. Det var ikke et freak show.

2. … og så imponerende er deres evner på banjoen sgu heller ikke

Så du kan spille “Thunderstruck” på en banjo? Flot – men rækker dine evner til at holde tempoet i “Foggy Mountain Breakdown”? Du har lært dig selv introen til gamle Slayer-sange, men kan du de- og re-tune din banjo midt i “Flint Hill Special”? Nej, vel? Bluegrass-musikere er nogle af verdens absolut dygtigste musikere, og uden selv at være videre ferm på stue-banjoen derhjemme, tør jeg godt fastslå, at du ikke fremstår som noget musikalsk geni, bare fordi du har lært introen til “Highway To Hell”. Hvis du vil imponere mig, så spil “Earl’s Breakdown” i dobbelt tempo. Så skal jeg nok like. To gange.

Enhver efterskole-knægt med en billig Fender kan spille riffet fra Thunderstruck:

Så væk mig først, når de her finske bøvhoveder har lært at spille sådan her:

 

3. De er alle sammen klædt ud som indavlede idioter

Det er svært at løbe fra, at banjoen og bluegrassmusikken overvejende tager sit udgangspunkt i old-time musikken fra Appalachia-bjergkæden, der strækker sig fra Missisippi og Alabama i syd til Pennsylvania og New York i nordøstlige USA, og at det område har lagt navn til begrebet (og befolkningsdemografien) hillbillies og de beslægtede rednecks. Sådan er det bare, og for mange – og hovedsageligt mindre bemidlede – vil bluegrass og old-time altid være synonymt med bøvede bonderøve, der løber liderlige rundt mellem deres udknaldede pick-up trucks med ølvom, overalls og høtyve, på jagt efter den næste kusine i rækken. Men hvor det absolut kun er de allerfærreste og allermest karikerede bluegrass-musikere, der rent faktisk ligner – eller opfører sig – som nogen, der netop er væltet ned ad den lokale bjergside, er det tilsyneladende comme-il-faut blandt disse mere eller mindre virale internet-idioter at ligne statister fra Deliverance. Har du nogensinde set bluegrass-musikkens fader Bill Monroe i overalls og stråhat? Findes der billeder af Dr Ralph Stanley, Earl Scruggs eller Lester Flatts i andet end det allerstiveste puds? Nej – det gør der ikke. Så hvorfor skal DU ligne en idiot, bare fordi du spiller Raining Blood på en banjo? Du er med til at devaluere betydningen af – og respekten for – instrumentet. For min skyld må du gerne ligne en savlende, tandløs, indavlet idiot. Men hold lige banjoen ude af det, ok?

Ham her ligner ikke en lallende idiot:

Men det gør ham her:

 

Og til sidst – tre sange, du skal høre, hvis du virkelig gerne vil høre folk, der kan spille banjo

 

 

 

 

PS. Jeg jeg går ikke til linedance og jeg hører ikke country for at være smart eller usmart. Juryen er stadig ude på Taylor Swift, og jeg gad godt have en hat og en pick-up truck…

 

Kommentér indlægget