Ti fra Tindersticks

   


På fredag kommer det 11. album fra Tindersticks. Jeg har ikke hørt det endnu, men jeg kan fortælle dig tre ting om det med meget stor sikkerhed: Der er ti sange på, det hedder No Treasure But Hope, og det er ikke et dårligt album. For den slags laver Stuart Staples’ flok bare ikke.

Det har været mere end et kvart århundrede med en ufattelig stilsikkerhed fra deres side. Visuel, lyrisk, musikalsk. Helt enkelt bare godt. Og aldrig forudsigeligt, heller. Jo, måske da de genindspillede en halv snes sange, der lød nøjagtig som originalerne, men også det var sgu smukt.

Filmsoundtracks, soloalbums, covers, duetter, et decideret visuelt album senest, gudesmukke koncerter, det hele spillet med elegance og tilsyneladende ekstrem lethed i småkrøllede jakkesæt. Alt imens de har lydt helt koblet af fra alt fra samtiden. Jeg har elsket Tindersticks fra før jeg så dem vakle rundt på Roskilde langt ude på natten, og jeg kommer også til det fra fredag og fremefter. Så for at hylde nr. 11 … er her ti nedslag fra de ti første.

’City Sickness’ fra Tindersticks, 1993

Du tror jeg lyver, junior, men engang viste MTV musikvideoer hele døgnet rundt, kun afbrudt af en enkelt reality-serie. Præcis modsat i dag, med andre ord. Vi er i efteråret 1993, og Alternative Nation viser Pulps ’Razzmatazz’, en af årets bedste singler. Sanger Jarvis Cocker præsenteres derefter som instruktør af en video for nogle, der hedder Tindersticks. Huh?

Og så hører og ser man ’City Sickness’, med sin vemodige video fra Hyde Park, hvor livet går sin stille gang i storbyen. En gruppe velklædte herrer passer deres hverdag, én skubber barnet nogenlunde trygt rundt i klapvognen. Fyren, man kan gætte må være sangeren, ligner Brett Andersons ældre og langt mere livstrætte fætter. Billedsiden ender uden drama, for det dramatiske ligger i selve sangen om ”the city sickness burning inside me” i en by, hvor man ikke føler sig hjemme som tilflytter fra Nottingham.

Det var en af de oplevelser, der gav lyst til at flytte til London og leve i underholdende armod lige med det samme. Med andre ord lige det modsatte af hvad sangen egentlig har som budskab, men sådan kan det jo gå når undergangsromantikken er så lækkert pakket ind.

 

’Jism’ fra Tindersticks, 1993

Der går masser af gode vandrehistorier om hvordan Tindersticks kom til at levere et værk på 21 numre som debut. En af de bedste fortæller, at de fik et generøst forskud for at gå i studiet med god tid til at indspille en single og et par b-sider. Så generøst, at de troede det var midler til at optage et helt album. Sangene lå alligevel klar, og deres lille selskab This Way Up blev tilpas forbløffede da bandet vendte tilbage med mere end 75 minutters musik.

Men de må have været endnu mere imponerede over kvaliteten af al den musik de fik, og derfor snupper jeg endnu en sang med, og det kunne have nærmest været hvilken som helst, for hele det lange album er som at have en sofa som man hele tiden finder 100-kronesedler i mellem hynderne – bare et virvar af højdepunkter. ’Jism’ er et af de mest dramatiske numre, om besættelse og misbrug, og der er i øvrigt nogle stykker om de emner. Det er også en lektie i hvordan man kan gøre en simpel sang (eller 21) til noget helt stort, hvis man bare er seks mennesker, der alle bidrager med mere end det gennemsnitlige. Ikke mindst de to på fiol og orgel.

 

’Cherry Blossoms’ fra Tindersticks, 1995

Halvandet år senere kom det næste album. Det er lige så langt, og formentlig endnu bedre, selv det skal afgøres på målfoto. Det er i alle fald endnu mere ambitiøst. En håndfuld numre har fået besøg af strygere, Carla Torgerson fra Walkabouts synger med, ’My Sister’ er en otte minutter lang historie om en samspilsramt slægtning, ’No More Affairs’ er et kys som afsked til spøgelserne af alle de inficerede eks-sexpartnere i sangerens liv. Døden og hele livet er til stede, lys og skygge.

’Cherry Blossoms’ imponerer især med hvad den ikke har, for næsten hele sangen foregår i hvisken midt på et album med store armbevægelser. Man lægger knap mærke til den. Her har vi et legetøjsklaver, og ingen smukke korstemmer – kontrapunktet til Stuart Staples’ lavmælte stemme er en distræt mumlen, der kommer ind fra siden. Perfekt til historien om et selvisk fordrukkent liv, og en slidt kærlighed i skiftehold.

 

’Bathtime’ fra Curtains, 1997

Arbejdsraseriet omkring de to første mesterværker begyndte naturligt nok at slide på samarbejdet i bandet., Hvis man er i tvivl om situationen, så er der en otte minutter lang ballade på det tredie album, Curtains, der handler om at slide sig selv op på turné og savne hjemmefronten. Curtains er kortere end forgængerne – og det sidste dobbeltalbum fra denne kant, hvilket formentlig er sundt nok. Og det har ikke helt den samme evne til bare at forbløffe.

Nu vidste vi, hvad der var i vente, og det var først og fremmest småsvimmel og lækkert arrangeret Røde Kors-butik-romantik. Denne gang med masser af violiner og en del teknisk kompetence. Og det er egentlig ikke fair at bruge det som kritik, og råbe ”Øv, en tiger, den har vi set!” Albummet er skønt, sangene som regel storslåede, og ’Bathtime’ er et stort drama ved lukketid om at ville stille uret tilbage til den tid hvor man ikke længere tog timelange bade for bare at være i fred.

 

’If You’re Looking for a Way Out’, fra Simple Pleasure, 1999

Måske er det en efterrationalisering, men Curtains føltes dengang som afslutningen af en trilogi – og sådan endte albummet også. To år senere var Tindersticks tilbage i en slanket udgave, med en trimmet lyd. Det var slut med de store melodramaer. Første sang hed gudhjælpemig ’Can We Start Again?’, hvis man ikke skulle have fulgt med.

Stuart Staples brugte masser af tid på at fortælle om hvor meget soul fra 60’erne og 70’erne, der var gået ind som inspiration. Men albummets eneste cover var ikke af rå Detroit-soul, men derimod af en meget sentimental discoballade af Odyssey – du ved måske, dem der lavede slagsangen ’Native New Yorker’. Staples og hans ganske lille band spiller sangen lige på og uden overflødige dekorationer, og skræller så meget fra at de helt opgivende ord står krystalklare.

Tindersticks er et af de fineste coverbands der findes. Det er lige fra Townes van Zandts druknedrama ’Kathleen’ til høre-knappenål-falde-liveudgaven af Peggy Lees ’Johnny Guitar’ – de er faktisk aldrig snublet over et cover, og til tider gjort det bedre end forlægget. Men selv i det selskab er deres ’If You’re Looking for a Way Out’ noget af det fineste.

 

’My Oblivion’ fra Waiting for the Moon, 2003

To albums varede det, og så havde vi alt det tilbage, som man selvfølgelig godt kunne tillade sig at savne. Film noir-stemningen, strygerne, den europæiske Gitanes-i-hånden-ved-Seinen-atmosfære, og så selvfølgelig Nancy & Lee-duetterne.

Det hele var tilbage på Waiting for the Moon, og albummet var måske lidt som de første tre albums minus 10-20%. Det mente bandet i alle fald selv. Det forhindrede det dem bare ikke i at anbringe et par af deres større sange her. ’My Oblivion’ er absolut én af de allerbedste, som den bygger sig op og søger stilhed igen over syv minutter.

 

 

 

’Boobar Come Back to Me’ fra The Hungry Saw, 2008

 

Så var det også endegyldigt slut med Tindersticks, Mk1. Da de igen samledes for at lave noget nyt, manglede halvdelen af medlemmerne, og ikke mindst Dickon Hinchcliffes violin. Og arbejdsmetoden var helt ny, fik vi forklaret – i stedet for at gå direkte i gang med nøje arrangerede sange var det noget med at tage på weekend i rar sydeuropæisk sol med en masse vin, og lade kreativiteten flyde kollektivt.

 

Ærlig talt … jeg er ikke sikker på, jeg helt køber den om improvisationen, når det gælder The Hungry Saw, comebacket fra 2008. Sangene står snorlige. Der må trods alt have hobet sig noget op hos Stuart Staples i fem års tid, selv om han havde fået plads i kalenderen til et par soloplader i mellemtiden. Hvad man derimod får ud fra en sang som ’Boobar’ er, at nu har gruppen det skægt sammen igen – især når det hele letter til sidst, og Staples giver fuld gas med alle til stede på kor.

 

’Factory Girls’ fra Falling Down a Mountain, 2010

På næste album blev der til gengæld improviseret for alle pengene. Og skægt har det stadig været. Det er det også at lytte til, i alle fald når man kommer gennem de knap syv minutters mexicansk jazz, der udgør titelsangen. Der er så meget spilleglæde til stede, at man sommetider ikke lige lægger mærke til, at der til tide … mangler en sang.

Men heldigvis er der også stadig knap en håndfuld af de øjeblikke, hvor Tindersticks lyder som Tindersticks. Der er den åndeløse ’Keep You Beautiful’. Der er den sjofle mariachi ’She Rode Me Down’. Mary Margaret O’Hara bliver lokket ud af sit eksil for at synge om kærlighedens banaliteter på ’Peanuts’. Og så har vi ’Factory Girls’. Helt enkelt en af Staples’ store ballader.

 

 

’This Fire of Autumn’ fra The Something Rain, 2012

En god titel, ikke? Jeg tager min studenterhue på og analyserer teksten på dette fine soulnummer til at handle om en forbløffende, men forbudt forelskelse, der kommer ud af det blå i de modne år.

Men titlens ord kunne også være et lille nik til Staples’ egne kolleger, der nu havde fundet formen for alvor efter knap tyve år sammen. The Something Rain er et af deres bedste albums. Og ’autumn’ … ældre er de heller ikke. Men allerede ti år inden havde Tindersticks lavet endnu et fremragende cover af deres helt Lee Hazlewoods ’My Autumn’s Done Come’ til en hyldestplade. Og Lee selv havde skældt dem ud for ikke at være helt klar til at synge om sit livs efterår endnu. Staples må have ment, at det var rimeligt, nu han nærmede sig de 50 …

 

’Hey Lucinda’ fra The Waiting Room, 2016

Der havde da også været dødsfald rundt om Tindersticks-inderkredsen allerede da The Something Rain blev indspillet. Et af de helt knugende må have været sangerinden Lhasa de Sala, der døde af kræft i 2010. Jeg nævnte en specialitet før – de duetter, der bringer tankerne tilbage til netop Lee Hazlewood og hans fantastiske plader med Nancy Sinatra, frem for alt. De Sela var den eneste, der blev inviteret tilbage, og fem år efter hendes død blev hun duetgæst for tredie gang.

Om det er den bedste af deres duetter? Tjah, jeg elsker ’A Marriage Made in Heaven’, udgaven med Isabella Rossellini, der meget passende handler om en selvmedlidende sanger – ”Oh, I’m hurting!! – som bliver forelsket i en filmstjerne. Selv om Rossellini egentlig ikke kan synge. Det kan til gengæld Carla Torgerson fra The Walkabouts, bedre end de fleste andre, også på ’Travelling Light’. Og det kunne de Sela, måske bedst på ’That Leaving Feeling’ fra Staples’ anden soloplade, hvor hun i øvrigt spiller et rødt passagertog i den skønne video.

Men ikke meget bliver mere vemodigt end ’Hey Lucinda’, en sang om at prøve at lokke Lucinda en sidste tur i byen så længe hendes kræfter rækker. Det er i virkeligheden fyren, der er den desperate her; det er ham der kan mærke at han snart er efterladt, men klynger sig fast til den beskedne tid der er igen. Lhasa de Sela sang sin del af sangen ti år inden, flere år inden hun selv blev syg. Heldigvis sløjfede Staples den ikke i mellemtiden.

 

Kommentér indlægget