Seks skønne sange og ét smukt album fra Richard Hawley

   


Det er ikke en nem opgave, men alt kan lade sig gøre i musik. Også at få grå, vindblæste Sheffield til at lyde som en af de mest romantiske, gyldent lysende byer i verden. Bare spørg Richard Hawley.

Han lagde ud som guitarist hos Britpop-parenteserne Longpigs, og samtidig tjente han til føden som guitar for hire rundt omkring. Det er ikke ligefrem indlysende, at det er en brysk rockabilly-entusiast fra Yorkshire, der bringer funken på All Saints’ cover af ‘Under the Bridge’, men det er altså tilfældet. Samtidig blev han inviteret af sin gamle kammerat, Jarvis Cocker fra Pulp, til at spille lidt guitar med dem på turné – og det er her, historien for alvor begynder.

Cocker og, eh, Dick

Cocker og, eh, Dick

Richard Hawley spiller nemlig også med på det, der skulle blive Pulps sidste album. Det hed We Love Life, og var ganske vellykket (bortset fra at stort set ingen købte det), men en lige så vigtig detalje var, at Scott Walker producerede det. Både Cocker og Hawley forguder Scott Walker, ligesom alle andre gode mennesker gør, og Walker viste sig at være en venlig mand, der gerne ville høre Hawleys egne sange. Da han havde hørt dem, insisterede han på, at dem skulle han simpelthen blive ved med at skrive og indspille, for de var søreme gode. Bare endnu en ting at takke Scott Walker for – med andre ord.

Her er en god håndfuld af hans bedste sange – og et fint, fint album.

‘Long Black Train’ fra Late Night Final, 2002

Der var allerede kommet en debut på det tidspunkt. Den hed helt enkelt Richard Hawley, var syv numre lang og havde ikke en eneste fremragende sang. Det var til at høre, hvad han ville, men han var bare ikke så god til det endnu.

Det blev allerede meget bedre på det første rigtige album, opkaldt efter avisbudenes råb, “late night fiiinal!” om at man skulle få en aftenavis med sig hjem. Der var ikke sket noget magisk i mellemtiden. Sangene var bare meget bedre. Blandt andet denne countrysang om det lange, sorte tog, der skal tage os allesammen med, der er så køn, at du sagtens kan synge ungen i søvn til den. Der er ingen grund til at forklare, at toget er en metafor for den uundgåelige død, vi alle møder. Junior kan alligevel ikke engelsk.

‘Oh My Love’ fra Lowedges, 2003

Nu kom det hele på plads. Lowedges var hvor det hele faldt i hak for Hawley. Sangene, lyden, og også den dengang nye vane med at opkalde albums efter steder i oplandet: Lowedges er navnet på en bydel i udkanten af Sheffield, et uinteressant kvarter med en social slagside og hundredevis af typisk engelske, helt ens røde rækkehuse. Det er ikke så romantisk endda, og Hawley er ikke fra Lowedges, men har bare – som hele resten af byen – set stedets navn forrest på bybusserne gennem alle årene.

Lowedges

Richard Hawley er så retro som den dobbeltdækkerbus, vi ser her. Ingen tvivl om det. I de fleste andres hænder havde hans møde mellem Roy Orbison, Johnny Cash og Gustav Winckler sikkert været kvælende reaktionært eller ulideligt ironisk fortænkt. Men der er ikke den mindste falske, sarkastiske hipstertone i ham. Ingen poseur. Bare en jordbunden, måske lidt knarvorn mand fra Sheffield, der godt kan lide sin lokale pub. Og derfor kan han synge en ballade som ‘Oh My Love’, uden at der er nogen grund til at hæve så meget som et øjenbryn. Ligemeget hvor anakronistisk den er – og Lowedges er fuld af smukke anakronismer.

‘The Ocean’ fra Coles Corner, 2005

Hvis Lowedges var stedet, hvor Hawley selv blev klar over hvad han kunne, så er Coles Corner stedet, hvor alle mulige andre blev opmærksomme på det. I alle fald i England, og om ikke før, så da Arctic Monkeys vandt årets Mercury Prize for deres debut, og sanger Alex Turner hyldede sit Sheffield-bysbarn ved at råbe “Someone call 999, Richard Hawley’s been robbed!”

Cole’s Corner ligger lige om hjørnet fra det legendariske Crucible Theatre, hvor der er snooker-VM hvert år; Sheffields absolut største sportsbegivenhed. Det er også et klassisk mødested for unge med romantiske ambitioner i byen. Så er det jo bare om at håbe, at den anden dukker op. Coles Corner er propfyldt med både de personer, der endte med at møde nogen på hjørnet, og dem, hvis dates aldrig viste sig.

Coles Corner

Albummets helt centrale nummer, storslåede ‘The Ocean’, ligger lige midtimellem. Der er to, der følges ned til havet, musikken tyder på at det er på en begsort nat, og hvad skal de dernede? Et romantisk eventyr, måske … men hvorfor er hun klædt i sorg? Er det noget meget mørkere? Det tyder det i alle fald på, når Hawley giver los og synger “Here comes the wave”, mens musikken vælter over én som en oprørt Nordsø.

‘Our Darkness’ fra Lady’s Bridge, 2007

‘Roll River Roll’, ‘The Sea Calls’ … på dette tidspunkt er Hawley allerede uofficiel engelsk mester i at bruge vandlegemer som metafor for endeløst vemod. Lady’s Bridge ligger også inde midt i byen, og broen går over den fredsommelige Don-flod, som man kan stå og skule sørgmodigt udover, mens byen går sin gang rundt om én. F.eks. i form af spraymalende street artists rundt omkring i skyggerne – da første single ‘Tonight the Streets Are Ours’ dukkede op i den forrygende intro til Banksy-filmen Exit Through the Gift Shop, ramte den gaderomantiske sang en nerve et uvant sted. Derfor er alle sangens videoer på YouTube spøjst nok fulde af graffiti.

Men den sang fra Lady’s Bridge, der ramte mig selv renest, er ‘Our Darkness’. En enkel sang om at have brug for støtte når det indre og ydre mørke pludselig rammer – der pludselig løfter sig fra pladespilleren i en sværm af blæsere. Den gamle helt Scott Walker må have nikket imponeret, da han hørte det her. Det er ikke mere som Walker Brothers’ romantiske ballader; dette kunne have ligget på Scott 2. Det er på et andet og mere eksistentielt plan.

Truelove’s Gutter, 2009

Mute Records’ chef Daniel Miller – ja, ham, der lancerede Depeche Mode for årtier siden – skulle efter sigende være kommet til Hawley og have spurgt, om han havde et ukommercielt album i sig. Ét, der ikke havde nogen hits, men betød en masse for ham helt personligt. Jo, det havde han såmænd. Jamen, så lav det, lød beskeden.

Han lavede det, og ja, det er temmelig ukommercielt. Det er også generelt et mesterværk. Og derfor har jeg sat hele albummet ind her ovenover. Lyt til det på en lang mørk aften, hvor efterårsstormen brager udenfor, med et glas brandy inden for rækkevidde. Hør ham synge om naturen som den eneste trøst, når man har nået en endestation på en del af sit liv (‘As the Dawn Breaks’). Bede om forståelse, når han – igen – har været et fjols, nær glemt hendes gave på toget, men prøver, virkelig prøver at være et bedre menneske (‘For Your Lover Give Some Time’). Skamme sig over sine gamle dårlige vaner, “those white lines”, som “make your eyes wide” (‘Remorse Code’).

Truelove’s Gutter er i øvrigt også et sted i Sheffield, men det findes ikke længere. Mr Truelove var en mand, der havde adgang til floden fra sin ejendom, og for en mindre sum penge lod han folk gå ned og smide alt deres ragelse direkte i vandet, selv om det ikke var helt efter reglerne. Meget passende. Her listede Richard Hawley sig til at bekende en masse mørke, skjulte sider. Belønningen var, at han lavede sit helt store værk i samme omgang.

‘Nothing Like a Friend’ fra Hollow Meadows, 2015

Måske var det ikke så sært, at manden sidenhen mente, at nu kunne kan ikke opnå mere på denne måde. Skulle der så være endnu flere strygere, og skulle sangene vare halve timer? I stedet blev alle fuzz-pedalerne fundet frem igen, og Standing at the Sky’s Edge blev en heftig, fysisk oplevelse. Ikke lige mig. Men man måtte da unde ham at stå oppe på bakketoppen og rase lidt ud efter al den underspillede sjælesøgen – Skye Edge er et udsigtspunkt i byen, hvor man har det mest bedårende vue over Park Hill-lejlighedskomplekset.

Skye Edge

Jeg savnede lidt balladerne og romantikken. Måske manden også savnede dem selv? Eller måske han bare var nødt til at slappe lidt efter et par år, hvor den arme mand både brækkede benet, fik en diskusprolaps, og blev helt afhængig af smertestillende hvadsomhelst. I alle fald er strygerne og crooneren heldigvis tilbage på det nye album, Hollow Meadows – og ja, selvfølgelig findes det sted også i virkeligheden. Jeg gætter på, at de kører rundt her i videoen.

 

“Will these city streets remember us?”, spørger Hawley på ‘Nothing Like a Friend’. Hvis ikke de efterhånden gør det, så er det en skændsel, for han har fået dem til at lyde så smukke og dunkelromantiske som Paris eller Rom.

Men døm selv. Her er plukket en stribe af hans bedste. Man kan komme værre ind i efteråret.

-smølle

Kommentér indlægget