Seks Alan Jackson sange, der får mig hver eneste gang

   


Alan Jackson med frue (der, modsat dem i hans sange, endnu ikke er skredet)

Alan Jackson med frue (der, modsat dem i hans sange, endnu ikke er skredet)

Hvis du forestiller dig countrymusikken som en skala fra 1 til 10, hvor 1 svarer til at stå i baren på Store Vega til en eller anden åndssvag Ryan Adams-koncert i mode-krøllet skovmandsskjorte mens man prøver at minde sig selv om, at man skal huske at gå ned i Sort Kaffe & Vinyl mandag morgen og høre, om de har fået den nye Sun Kil Moon lp hjem på avocadofarvet vinyl, og 10 svarer til at dele øretæver ud til en Bellamy Brothers koncert på Silkeborg Country Festival, ligger Alan Jackson på en god 8’er. Han er aldrig set uden sin halvanden meter brede Stetson, og overskægget er lige så helligt, som de lange, blonde krøller, der stikker ud under hatten,. Og cowboyderbukserne? De synes blot at blive endnu mere underlige for hver plade, der går. Den 55-årige sanger fra Georgia er med andre ord omtrent så moderne som de countrysange, der har gjort ham til en af genrens største stjerner, en stabil, gudfrygtig, solid, patriotisk good ole boy, for hvem familien er uundværlig og hjertesorgerne uundgåelige. Men når man passerer en fire-fem stykker på country-skalaen, så betyder det ikke længere det store. Så – velvidende, at du sandsynligvis får cortadoen galt i halsen før vi allerede er kommet i gang, får du her mine seks yndlings-Alan Jackson sange.

1. A Little Bluer Than That (fra “Drive”, 2002)
Alan Jackson var en central del af slut-80’ernes “new traditionalism”-bølge, sammen med blandt andre George Strait, Dwight Yoakam og Randy Travis. Fælles for dem alle var, at de mere eller mindre var countrymusikkens sidste store romantikere, følsomme honky-tonk helte med hjerter så store som deres bæltespænder. Efter vor tids standarder – hvad hulen det så end er – var nytraditionalisterne håbløst forudsigelige. Up-tempo sangene handlede som regel om den lokale honky tonk, mens balladerne – og der var som regel lige mange af hver på deres plader – handlede om, hvor helt ulykkeligt forgabe de var i et eller andet pigebarn (som regel deres egne koner). Og som den slags jo ofte ender, falmer forelskelsen altid før eller siden, og lige pludselig kan selv ikke den mest sørgelige sang i radioen måle sig med mismodet hos Alan Jackson, der for gud ved hvilken gang er blevet forladt af konen.

2. Where Were You (When The World Stopped Turning)? (single, 2001)
Sjældent har en countrysang delt vandene så meget som Alan Jacksons sang om angrebene på USA den 11. september. Countrymusikken har altid været særdeles reaktionær – bliv sur over noget, skriv en sang om det og tag balladen bagefter – men for en sang, der hverken opfordrede til en hurtig, effektiv militær røvfuld til de skyldige – som Clint Blacks umådeligt idiotiske “Iraq & Roll”,  eller advarede mod at vende den anden kind til (Darryl Worleys “Have You Forgotten?”) – var Alan Jacksons ballade om helt almindelige menneskers gøren, laden og reaktioner på en langt fra almindelig dag alligevel kontroversiel. Der er altid dem, der mener, at sange om tragedier bare er et forsøg på at tjene penge på andres ulykke, men selv om Alan Jackson allerede skrev sangen halvanden måned efter angrebene, havde han i første omgang ikke lyst til at indspille den –  netop på grund af ovenstående. Nej, kritikken gik nærmere på, at han med omkvædet “I’m just a singer of simple songs / I’m not a real political man / I watch CNN but I’m not sure I can tell you / the difference in Iraq and Iran” netop udstillede sig selv som en uoplyst amerikansk bonderøv, der dårligt evnede at se ud over sin egen county line før han lige pludselig fik to højhuse i hovedet. At de fleste andre amerikanere vel heller ikke kunne kende forskel på deres albue og Afghanistan før deres regering lige pludselig indvaderede landet, gjorde kun kritikerne endnu mere skeptiske. Ikke desto mindre fik sangen en rørende modtagelse, da han på opfordring fra producerne valgte at spille den til Country Music Awards-showet i november samme år, og selv om sentimentaliteten driver ned af væggene hele vejen igennem sangen, og du sikkert hader den af samme årsag, er det en noget nær perfekt ballade. Især taget betragtning af, at Alan Jackson skrev sangen i sine underbukser en tidlige søndag morgen.

3. Remember When (single, 2003)
Det er sådan her, voksne mænd lyder lige inden deres kone får nok af deres midtvejskrise og skrider.

4. Drive (For Daddy Gene) (fra “Drive”,  2002)
Mine forældre havde i en overgang en rød VW Polo. Det var tilbage i de tidlige 90’ere, så den var alt andet end aerodynamisk: tværtimod, så husker jeg den som en rullende, rød kummefryser, der altid lugtede lidt af min mors hjemmerullede smøger og min fars Tabac-aftershave. Jeg voksede op på en lille, lukket parcelhusvej, et godt stykke fra Hjørrings evigt pulserende trafikale hovedårer, så der var rigeligt med muligheder for at lære at køre lortet uden at skabe for meget panik. Når jeg var ude at køre med min far – og det skete sjældent, da ingen mand bør tvinges til at køre i en knaldrød Polo på størrelse med en flyttekasse – fik jeg altid lov til at styre de sidste par hundrede meter hjem. Det var lidt som at køre automatgear. Jeg skulle ikke koncentrere mig om gearstang eller pedaler, men blot styre os sikkert uden om ligusterhække, legende børn og parkerede trailere. Så sad jeg på skødet af min far og følte mig som en fandens karl, som den firhjulede konge af parcelhuskvarteret. Lige indtil jeg en dag blev en smule overmodig og bakkede bilen op i den bunke grus, naboen skulle bruge til sin nye indkørsel.

5. Rainy Day in June (fra “What I Do”, 2004)
Jeg er, som du sikkert ved, en absolut sucker for sørgelige sange, og det er endnu ikke lykkedes mig at finde en mere sørgelig sang på nogle af Alan Jacksons 15 albums, der får mig mere ned med nakken end “Rainy Day In June”. Sangen er i sig selv så simpel, at det næsten bliver kunst. Det er juni, solen burde jo skinne fra en skyfri himmel, men nej, det pisser ned. I hvert fald på Alan Jackson, der for gud ved hvilken gang er blevet forladt af et eller andet kvindemenneske. Men den er stensikker hver evig eneste gang. Jeg kan stå på en blomstermark, omgivet af enhjørninge, neonfarvede sommerfugle og nuttede kattekillinger, og alligevel have lyst til at sætte mig hjem på sofaen og tude. “Rainy Day In June” er den bedste sørgelige countrysang siden George Jones “A Good Year For The Roses”. Og den er ved at blive et problem for mit daglige humør…

6. Freight Train (fra “Freight Train”, 2010)
Nå, men nu skal det jo ikke være den rene elendighed det hele, for lige som enhver anden hæderlig nytraditionalist bruger Alan Jackson også en stor del af sin tid på at skrive sange om tog. Denne her er en festlig en af slagsen, for på “Freight Train” drømmer Alan Jackson om at være et godstog, så han bare kan blæse derudaf, uden at tænke mere på svigagtige kvindfolk (læser I med her, Efterklang-typer?). Men ak, det er sgu ikke så nemt, som det umiddelbart lyder, for chokeren vil ikke choke og boileren vil ikke boile, og således går der lige pludselig IC4-skandale i Alan Jacksons godstog-ambition. Det her er i øvrigt min 4-årige søns yndlingssang. Eller, det var det i hvert fald, lige indtil han insisterede på at høre sangen på repeat hele vejen hjem fra Jylland, og stak i et øredøvende, hysterisk skrig, hver eneste gang, jeg spurgte, om vi ikke skulle høre den om “den fulde cowboy” i stedet. CD’en må stadig ligge i buskadset ude ved Ringsted C-frakørslen i østgående retning, hvis du mangler den i samlingen…

Kommentér indlægget