Mere end verdens bedste barband – derfor elsker jeg The Hold Steady

   


Turen går til London i weekenden. Vil Muhammed ikke komme til bjerget, må vi rejse derover og se The Hold Steady, som ordsproget vist går. De skulle have været her i byen i 2008, men kom aldrig. Og en europæisk ‘turné’ har siden ikke udgjort mere end en håndfuld koncerter i England, og en sviptur til Paris og Amsterdam. De er måske jævnaldrende med The National, og bor i samme ende af Brooklyn, men de er dæleme ikke lige så flittige til at rejse.

Det var også i London, det for alvor begyndte i sin tid. Jovist, da havde jeg allerede blindt fulgt de overstrømmende anmeldelser, og ikke mindst én-til-én-sammenligningerne med The Replacements, og købt Separation Sunday, deres andet album. De blev udråbt til det allerbedste nye barband, engentlig en noget tveægget kompliment. Men jeg elsker Replacements, og hvis det her var noget der mindede om Paul Westerbergs band, var jeg sgu klar til at få det pumpet direkte ind i en større arterie.

Det viste sig at være ret upræcist. Da albummet dukkede op i posten, hørte jeg ikke meget af Westerbergs lette sans for melodi. Det var tungt og sommetider lidt kluntet, og de store omkvæd man altid efterspørger var der heller ikke mange af – det var i virkeligheden nærmest kun riffs og ord. Junior derhjemme kaldte bandet for ”Manden, der råber mere end han synger”. Men ordene var så meget desto fascinerende. Alt var historier, ordene blev proppet ind i versene, alt der normalt havde været melodiske c-stykker blev råbt og riffet mens sangen nærmest blev skilt ad.

Så man blev ikke inviteret indenfor af lyden, men man forstod at der var et persongalleri, og det vakte nysgerrighed. Hvem var de folk? Hvad var det for typer, der festede og hutlede sig gennem Minneapolis, hvor sanger og forfatterspire Craig Finn er fra? Holly, en raver der gik for hårdt til den og endte med at finde Gud, Gideon, en lowlife der blev lidt for gode venner med de lokale skinheads, og Charlemagne, en uambitiøs lokal småpusher. Og var albummet så en logisk, lineær roman på 45 minutter om en konkret periode i deres liv? Overhovedet ikke. Det er aldrig klart hvem der synger og mener hvad. Det er ikke en rockopera, det her. Alt foregår i brudstykker, som det skal være når man er ung, på piller og del af scenen i en større provinsby.

De fik ét til afsted inden der var gået et år, og nu begyndte det at ligne noget. Der var mere klaver på nu, som gav lidt E Street-swagger. På Separation Sunday var der én indlysende banger, ’Your Little Hoodrat Friend’. På den nye var der knap andet end bangers. På forgængeren var omslaget gråt i gråt, på Boys and Girls in America var alle dækket af konfetti. Det var et kæmpespring fremad, og storheden begyndte at dæmre. Og da mine venner ankom i London samme vinter for at se fodbold, dukkede The Hold Steady også op ved rent held. Vi så Chelsea slå Norwich 4-0 den eftermiddag. Noget skulle vi lave om aftenen. Vi gik efter en koncert.

Det var første gang, de spillede i England, formentlig uden for Nordamerika i det hele taget. Det var ikke engang en aften helt under eget navn, men en dobbeltforestilling med Cold War Kids som gik på senere; en showcase for NME der ikke bare stadig eksisterede dengang, men havde energi til at sætte en stribe koncerter op i ugen omkring deres årlige prisuddeling. Et rygte bredte sig om, at der faktisk var billetter at få til aftenens show i Koko, det sted som engang hed Camden Palace, og er du gammel nok kan du huske synet af BBC’s Tom Brown der stod uden for stedet og sendte rapporter hjem til Jørgen Mylius i Eldorado om hvad der skete i England.

Vi drog mod Camden med få minutters varsel, stillede os i kø udenfor, og placerede resten af flokken på pubben om hjørnet. Og det lykkedes sgu at få en håndfuld billetter til mindre end en tier stykket, og at mase sig ind på gulvet i stedet for at se det hele oppe fra en af alle balkonerne. Det var fantastisk. Kun en time fik de, og de gik lige til sagen. Det meste af den nye plade, en heftig ’Hoodrat Friend’, lidt mere, og så slut. Tad Kubler, guitaristen, spillede solo på dobbeltguitar højt oppe på sin monitor. Franz Nicolay spillede klaver og pimpede vin som en boheme fra Bukarest. Craig Finn, manden der råber mere end han synger, fór rundt som en hvirvelvind og reciterede tusinder af ord, mens han tyllede en slags drik af en flaske. Hvordan undgår man at elske sådan et band? Vi gav Cold War Kids en kurv, væltede helt høje ud i Camden Town, og gjorde alt hvad vi kunne for at se dem igen på en snask i Shoreditch aftenen efter. Galt nummer – der var meget udsolgt.

Nu fattede jeg det. Nu var jeg i den fase, man altid rammer med et band man holder af, hvor alle sange skal granskes, hvor bagkataloget (der bestod af debutalbummet Almost Killed Me) samles ind, og hvor man ikke rigtig gider høre andet end det ene navn. Præcis samme fase jeg havde oplevet med The National efter deres besøg på Loppen et år inden. Det er nogenlunde ligesom at være forelsket, minus ét indlysende aspekt.

De tog på en rigtig turné samme sommer, for de var stadig kun i trediverne, i gang med deres band på fuld tid, og troede åbenlyst på at de var den klassiske rockgruppe som verden havde brug for. Nok lidt vel optimistisk, for én ting er at the kids over hele verden kommer ud for nogenlunde de samme ting i livet, men ligemeget hvor meget smæk der er på musikken, bliver det formentlig hurtigt lidt for specifikt at få gennemgået Minneapolis’ geografi gade for gade, når man kommer fra Danmark. Da de ramte Lille Vega, var der halvtomt, eller måske endnu færre. Svært at sige; vi stod helt foran – jeg og de mange folk jeg personligt havde trukket derind.

Jeg tror, de folk i alle fald nød det. Og jeg gjorde da hvad jeg kunne. Skrev til gruppen via MySpace – slå op hvad det er, junior – og spurgte om de havde lyst til et interview til vores blog-før-det-kom-til-at-hedde-blog, Stamværtshuset. Det havde de. ”Kig forbi til soundcheck”. Og ville jeg med ud og drikke øl aftenen inden? Argh!!! Jeg kunne ikke nå det. Det viste sig at være chancen. Men de var søde at snakke med, Tad og Galen, og vi kom omkring fodbold og litteratur og Cheap Trick i Lille Vegas bar.

Og så kom de aldrig igen, som nævnt. Næste turné gik i vasken, da Kublers (og resten af bandets) livsstil indhentede ham, og han fik kronisk pankreatitis – betændelse i bugspytkirtlen – og en instruks om at gå på vandvognen. Vega og de andre resterende koncerter blev aflyst, og de har ikke været i Danmark siden da. De havde til gengæld en fantastisk evne til at dukke op i London når mit eget selskab også gjorde, og vi så dem igen i Shepherd’s Bush, da de havde smidt et nyt album på banen i 2011 og turnerede på det nye skånekost-program. Min velmenende kammerat Holger havde skaffet en stak billetter … og de var til balkonen, undtagen én. Yngste mand i selskabet hapsede den, og sprintede alene ind på gulvet inden vi havde set os om.

Det virkede som om, vi aldrig skulle se lige de folk igen jævnligt, og slet ikke på vores egne breddegrader. Men musikken var der jo stadig. Det meste af ét år, for ti år siden, alene og ærgerlig over det, blev tilbragt med et par kolleger i samme situation og Craig Finns stemme helt centralt – samt et fyldt køleskab ved fyraften, et poolbord og ikke rigtig noget at tage hjem til. Det er ikke mindst der, man får de centrale numre lidt ekstra godt skruet fast i hovedet. ”Certain songs, they get so scratched into your soul”. Sandt nok.

Hver gang du læser en klumme om at videnskaben har talt, og at den musik du lyttede til som 14-18-årig er den du kommer til at elske for evigt, har du min velsignelse til at opsøge forfatteren og dele en kindhest ud. Det er jo ikke sandt. Det er helt op til dig selv. Og det er hele den ånd, der siver gennem The Hold Steady. Det holdt hurtigt op med mest at være vignetter fra livet i tyverne i Minneapolis, og blev så meget mere. Kærligheden til musikken. Gamle venskaber i nye faser af livet. Tilværelsens sol og skygge. Festerne og tømmermændene. Død og forbrydelse, håb og forelskelse. Og omkvæd, man kan råbe ”Whoa-oh-ohhhhhhh!” til med øl i hånden. Det hele er her.

Nu har de fundet på en ny måde at betjene Europa på. Beklager, men den er ikke CO2-venlig for nogle af af os, der benytter den. Hvert år i marts tager The Hold Steady til London og spiller en weekend. Sidste år var første gang, og vi fik ved rent held gaflet billet til søndagskoncerten på den lille scene over pubben The Lexington oppe ved Angel. Hvis Koko var lidt for kort, Vega lidt for tomt, og balkonen lidt for højt oppe, så var den aften alting. Hele bekræftelsen af al den ærbødighed jeg havde bygget op.

Så vi tager tilbage i weekenden. Det virker utænkeligt at gå glip af det. Denne gang med billetter i lommen til de to ’store’, fredag og lørdag aften i Camdens Electric Ballroom. Og en af de gamle kolleger fra dengang onkrig poolbordet er med, præcis som jeg selv et helt andet og meget bedre sted i livet i dag. Og den gode Holger er selvfølgelig også med. Der vil blive drukket øl og råbt ”Whoa-oh-ohhhhhhh!”, der vil blive grædt lidt hvis ’First Night’ eller ’Certain Songs’ dukker op, og der vil forhåbentlig igen blive spillet dobbeltguitar. Bjerget flyver til Muhammed fredag morgen. Jeg håber, vi ses. Ellers måske til en Weekender næste år.

Lyt selv her. Og hvis du bliver fanget, og får lyst til at forsvinde ind i deres verden, så besøg dette imponerende ormehul: Fansitet Clicks and Hisses. Those Twin City Kisses

 

 

 

Kommentér indlægget