En sommersouvenir – derfor elsker jeg Bill Pritchard

   


Det er ikke let bare at forsvinde, hvis man er bare halvvejs kendt – men sommetider lykkes det. I årevis var der ingen, der anede hvor hulen Bill Pritchard var blevet af. Og når du så siger ”Bill hvem? ‘Halvvejs kendt’, det er vist mildt sagt”, så må jeg give dig ret, for herhjemme var han ikke kendt overhovedet. I England havde insiderne godt styr på hvem han var, for han var om ikke andet en stor anmelderfavorit med en masse gode kontakter. I Frankrig, derimod? Oooh la la!

Men lige da det tilsyneladende gik allerbedst for ham, var han væk. Hvis man virkelig ledte, lang tid senere hvor nettet gjorde det meget lettere, kunne man dog finde små notitser rundt om i Amazon-anmeldelser af Pritchards for længst udgåede albums, og i kommentarer til videoer der var lagt op med rip af gamle VHS-optagelser fra MTV’s Alternative Nation i begyndelsen af 90’erne. Man fandt folk, der påstod at huske ham som skolelærer hjemme i Midlands, hvor han kom fra, og beskrev ham som en populær herre, som kun blev irritabel når nogen begyndte at udspørge ham om dengang han var popstjerne i Frankrig.

Det må også have været svært at forklare. For sagen er, at han faktisk var en af de større, men lagde det hele bag sig. Og dette skal ikke være et Brexit-indlæg, men Pritchard er en af de mange englændere, som havde haft et langt fattigere liv hvis Storbritannien aldrig havde haft den herlige frie bevægelighed som de er ved at give fra sig nu. Jeg gætter på, han er en indædt Remainer.

Étienne og Bill

Han er fra Lichfield, en domkirkeby mellem Stoke og Birmingham, men han tog til Frankrig med en håndfuld sange og hele den troværdighed der lå i at være engelsk musiker på kontinentet, og at have fået firsernes britiske indie-scene direkte ind i årerne. Han blev radio-dj i Bordeaux, han lærte franske sangere at kende, og han udgav et album med et af de store new wave-personligheder i landet, ham med det fantastiske navn Daniel Darc.

Og hans sange var bæredygtige. De var endda gode. Han fik udgivet to albums med smukke drømmerier og skrabet lyd for det lille indieselskab Third Mind, der i de år ellers havde meget mere travlt med at udsende industrielle spektakler med Front Line Assembly, og derefter udkom Darc-albummet på det endnu mere elektronisk indstillede Play It Again Sam, selskabet der gav verden en hel generation af sortklædte europæere som Front 242, The Neon Judgement og The Young Gods.

Det virkede helt bizart, at der skulle være plads til en romantisk anlagt englænder i den stald, men det var der. Og han fik et nyt karriereløft, da han fik endnu en fransk sanger som kammerat og fan. Det var Étienne Daho, still going strong i dag, men dengang vel nærmest den franske Thomas Helmig i stjernestatus. Han havde kæmpestore hits og dånende piger foran scenen, men han var også en nysgerrig og rasende anglofil poplytter. Dahos hit ’Paris, Le Flore’ var et Young Marble Giants-cover, forklædt som parisisk synthpop! Og hør, om du kan spore lidt Jesus & Mary Chain her

Daho var med andre ord en ret vigtig fyr at have på sin side. Og han var vild med Pritchards plader og ville gerne producere den næste. Også synge lidt med, hvis det var ok. Sagde du, du elsker Françoise Hardy, Bill? Det gør vi alle. Spørger lige, om hun vil synge kor på ‘Tommy & Co.’. Ah, hun siger ”Oui!” Albummet kom i dag for 30 år siden; det hedder Three Months, Three Weeks & Two Days, og det er fortræffeligt. Romantisk og realistisk, spundet ud over den engelske kanal som et bånd mellem det sorgløse liv som rejsende poet – og den grå virkelighed hjemme i Thatchers England.

Bill blev stor i Frankrig, mens englænderne stadig ikke helt var orienteret om hvad der foregik, og naturligvis ikke var det mindste imponerede over Étienne Dahos navn. Da who? Til gengæld vågnede de endelig, da næste album kom. Play It Again Sam havde vind i sejlene med alle de vrede belgiere, og kunne nu udgive og promovere ting ordentligt i UK (og endda i Danmark, hvor den lille Play It Again Sam-butik på Gammel Kongevej førte dem alle sammen).

Jolie var endnu bedre end forgængeren. Ian Broudie, skarp producer og allerede kendt som Lightning Seeds, producerede et par af numrene, blandt andet det allersmukkeste – ’In the Summer’. Og omslaget var fyldt med fotos taget af Anton Corbijn, hvilket dengang var (og vel egentlig også nu er) den helt store blåstempling. Det skete vist endda i LA, men det lignede forbandet meget klitterne til en strand på Rivieraen, som det burde. Hele albummet havde den dér duft af sommer og croissanter – og igen en engelsk længsel tilbage til det, der engang var; det, der altid spøger bag i hovedet når det igen er en hverdag ”full of library books and desperate looks”.

Komplet med Antons egen håndskrift

Og så kaldte hverdagen åbenbart på sangeren selv. I alle fald fik vi første akt af det store forsvindingsnummer. Pritchard dannede et band, Beatitude, og de kom vist aldrig med andet end en single. Og først i 1998 kom et album, Happiness and Other Crimes, der ikke var nær så godt, og desuden udsendt på et selskab så småt, at albummet nærmest forsvandt igen inden det var udgivet. Hurra for den tiltagende fildeling dengang. Ellers havde jeg aldrig fået hørt det. Det har de færreste.

Og nu gik Pritchard for alvor under jorden. Rygterne taler sandt, har han siden bekræftet. De næste syv år gik nemlig med at tage en læreruddannelse, naturligt nok med fokus på fransk. Og han slog sig ned i hjemegnen. Da han dukkede op igen, med noget højere tindinger, havde han et fint nyt album klar i 2005. Et par sange var på fransk, endnu flere gjorde det tydeligt at de unge år på kontinentet slet ikke var glemt. By Paris, By Taxi, By Accident var navnet, og det var heller ikke til at få fat på på lovlig vis på disse kanter. Og så hopper vi i øvrigt igen knap ti år.

For siden 2014 er Pritchard officielt tilbage. Tre albums er udgivet, og de er meget fine, selv om de ikke kommer til at få Spotify til at redefinere algoritmerne af ren overanvendelse. Og rimeligvis er Pritchard nu tilsyneladende helt frisk på at skrive om sin nutid som en moden – og nu meget skaldet – herre i det centrale England, der har lagt det meste af sin rejselængsel bag sig, og kan finde sig i at forholde sig til Stoke frem for Strasbourg.

Men han giver ikke slip på de store dage som Le Pop Star. Sidste år genudgav han albummet med Daniel Darc, Parce Que. Og netop i dag kan vi igen høre Three Months, Three Weeks & Two Days med en masse ekstranumre. Og den frie bevægelighed trækker stadig så meget i manden, at han for første gang i årtier turnerer i de byer hvor han engang var et stort navn. Jeg ville sgu ønske, han også havde været det i København, for lige ham her er nok en af dem jeg må affinde mig med aldrig at få set. Det ville jeg ellers meget, meget gerne. Men her er en spinkel tak for nogle sange, der er så dejlige i dag som dengang. Just a souvenir of summer

 

Kommentér indlægget