Don’t Stop Believing! En hyldest til mullet rock

Mullet rock er en overdådig buffet af classic rock, hårmetal og pop i arenastørrelse, og soundtracket til tusindvis af bøvede amerikanske teenageres første udløsning. Vi lader nakkehåret gro og hylder musikken, der nydes bedst liggende på køleren af en amerikansk 70’er bil med frit udsyn til stjernerne.

Fordelene ved at blive ældre er mange. Det er mere eller mindre tilladt at pisse ved siden af kummen efter behag, blæse en eftermiddag af i Silvan, når konen er sur, og bede ungerne om at holde mund og skride ud i haven, når du vil høre plader. Derudover er det helt okay at dykke ned i genrer, der er så anakronistiske og gumpetunge, at hele din omgangskreds stensikkert vil få deres Daft Punk galt i halsen, hvis de blev tvunget til at lytte det. Men det fede ved mullet Rock er, at du egentlig er pisseligeglad. Du er nemlig begyndt at høre Cheap Trick.

http://youtu.be/BJs_L7yq5qE

Mullet rock er kort fortalt en fedtet alt-du-kan-æde buffet af classic rock fra 70’erne, 80’ernes stadionrock, heartland rock, blød prog, sydstatsrock og roots. Mullet rock er Cheap Trick, REO Speedwagon, Kansas, Meat Loaf og Bob Seger, røvballerock i stadionstørrelse tiltænkt den brede og bøvede amerikanske middelklasse. Du ved, dem, der parkerer deres Trans Am på koncertarenaens parkeringsplads om formiddagen og griller corn dogs og drikker bajere i adskillige timer op til koncerten, mens de råber ”USA! USA! USA!” og tjekker tøserne på Camaroernes kølerhjelme ud.

 

Mullet rock er den hvide – meget hvide – mands musik. Fuck country. Mullet rock er, eller rettere sagt, var, for genren forlod os for mange år siden, det amerikanske folks sande stemme i 70’erne og 80’erne. Hvis country var for manden, der vaskede gulvet, var mullet rock for manden, der netop havde brækket syv liter Miller Lite op på gulvet.

 

Li’som med yacht rock og persienne rock, er mullet rock ikke en nøjagtigt afgrænset genre. Det er næsten i højere grad en state of mind end en egentlig musikgenre, et snapshot af gennemsnitsamerika, der er ved at finde sig selv mellem 60’ernes frisyn og Nixon-æraens sortsyn. Mullet rocken eksploderede i 80’erne med navne som REO Speedwagon og Van Halen, men voksede sig allerede stor i begyndelsen af 70’erne med bands som Cheap Trick, Journey og Bob Seger. Læg dertil, at udviklingen inden for FM-båndets AOR-format (Album-Oriented Rock), hvor flere og flere amerikanske radio-Djs fik frie hænder til at spille deres yndlingssange fra pladerne i stedet for blot singlerne, gav den hvide rock ideelle vilkår. Det gav især genlyd i Midtvestens forstæder, hvor mullet rockens rystelser ramte hårdest.

Mullet rock er store omkvæd, store følelser, store riffs og langt nakkehår. Den kan være blød, hård, ballader eller blød heavy, poppet som Cheap Trick, progget som Blue Oyster Cult og Kansas, eller stadion-stor som Bob Seger i sin kommercielle storhedstid fra cirka 74 og frem. Men fælles for dem alle – og heri ligger mullet rockens sande sjæl og identitet – er det befriende fravær af fine fornemmelser. Det vigtigste var, at lortet solgte, at arenaen var fyldt til bristepunktet, og at der et eller andet sted dernede blandt publikum var en rundtosset, bøvet amerikansk teenagedreng, der ville miste sin mødom under koncerten.

Mit første egentlige møde med Mullet rocken var en opsamling med Bob Seger. Jeg havde længe flirtet med ham på YouTube, hvor sange som Turn The Page og Night Moves fangede min opmærksomhed, og sidste år købte jeg så en dobbelt-cd med de største hits. Og hits er der nok af i Bob Segers katalog. Ud over en glimrende pladekarriere i Japan, holdt han sig hovedsageligt inden for USA’s grænser (mullet rocken er af uransagelige årsager aldrig slået ordentlig igennem i Europa), hvor han til gengæld også solgte afsindigt mange albums – især i Midtvesten. Hans gennembrudsalbum ”Night Moves” fra 1976 solgte 12 millioner eksemplarer, og forløberen, ”Live Bullet”, er et af de bedste livealbums nogensinde.

 

Bob Seger er selvskreven til denne playliste, men ud over en mystisk liveindspilning fra 1974, kort før hans store gennembrud, er hans musik ikke tilgængelig på Spotify. Det er ærgerligt, for Bob Seger gav mullet rocken tyngde, dybde og ikke mindst sange, der også kunne andet end blot at få fadøllen til at skvulpe.

 

Til gengæld er det svært at vælge, hvilken Cheap Trick sang, der skulle med, så jeg har valgt to. ”I Want You To Want Me” fordi den er et hit, og ”Surrender” fordi den lyder som mullet rockens svar på Rush. I hvert fald de første par sekunder af sangen. Cheap Trick er blevet kaldt America’s Beatles, og jeg kan slet ikke vente med at gå på opdagelse i deres sange.

 

Der er også blevet plads til ”Hang On To Your Resistanse” fra Tom Cochrane. Han brød først rigtigt igennem i 1991 med ”Life Is A Highway”, men nød kortvarig succes inden for den folkede del af mullet rocken med denne sang.

 

Kiss, Def Leppard, LA Guns, Quiet Riot og Alice Cooper repræsenterer puddelhårs-delen af mullet rocken. Det er bands, der var så store på dette tidspunkt, at ingen amerikansk forstadsknægt er gået ram forbi. Derfor hører de også til på listen.

http://youtu.be/AQoAi4QcW0c

 

Det samme med John Mellencamp – på dette tidspunkt kendt som Johnny Cougar – og selv om det kan give mig ballade med Mellencamp-puristerne, skal ”Jack & Diane” og ”Hurts So Good” med, fordi de viser mullet rockens slægtskab med rødderne i den amerikanske rockmusik.

 

Styx repræsenter mullet rockens let progede tilbøjeligheder (jeg er ikke helt voksen nok til Rush endnu), mens Kenny Loggins, Lindsey Buckingham og J. Geils Band viser dens poppede sider.

 

Derudover er der bands på listen, som jeg ikke kendte til på forhånd. Måske fordi de gik i graven med mullet rocken, da den så småt forsvandt i slutningen af 80’erne, drevet på porten af bands som Guns N’Roses og Motley Crüe. Det drejer sig om navne som Night Ranger, Great White, Eddie Money og Billy Squier. Ingen af dem nåede rigtigt levende igennem mullet rocken.

 

Det fede ved mullet rocken – ud over dens åbenlyse musikalske kvaliteter – er, at det ikke er en statisk størrelse. Er der powerriffs og en sexet attitude, og føles musikken bedst, når du ligger på køleren af bilen og glor op på stjernerne i sommernatten med en øl i den ene hånd og en smuk kvinde i den anden, må du kalde det mullet rock. Og hvor mange genrer kan egentlig prale af det?