Butleren gjorde det sgu – The Psychedelic Furs er tilbage

   


Det er sket! The Psychedelic Furs er gendannet! Og det skete i det herrens år … 2000.

Ja. Det er faktisk tyve år siden, at et af firsernes fineste bands droppede den pause, de havde holdt. En pause, som allerede dengang føltes lang. Og lige siden århundredeskiftet har de været flittigt på turné – og brugt minimal tid på at lave et egentligt album. Indtil nu.

For i nat, ved midnatstid, lå der en spritny single klar. Jeg var lige ved at falde ud af sengen. The Butler finally did it. Eller The Butlers, for sanger Richard og hans bror Tim er begge om bord efter alle disse år. Og det er vel også bedre sent end aldrig. Deres kurs er stadig høj.

Skal vi være ærlige, så fik de noget af en kritisk medfart dengang i firserne. Alle kunne høre, at de første par albums var helt forrygende, men der blev efterhånden gjort en del grin i pressen med deres surmulende tekster og image, den klare Bowie-inspiration, og den stadig stigende trang til at erobre Amerika. For ikke at tale om Richard Butlers strithår. Måske især strithåret. Yup, NME var svære at gøre tilfredse.

“Come on, så højt er det hår heller ikke!”

Men Furs havde snart ikke brug for englænderne, for de kunne faktisk erobre USA. De blev meget større derovre, end de nogensinde formåede i England. De var katteurt for alle collegeradiostationerne, og det hele løb for alvor løbsk da sangene også begyndte at optræde i film.

Og hvis vi så hopper 30 år frem, som man er nødt til efterhånden, har der været kontant belønning i form af gode minder og goodwill hos dem, der så alle de film dengang. Så derfor sang Butler pludselig temamusikken til B Movie, filmen fra 2016 med al nostalgien fra Vestberlin. The Psychedelic Furs var på soundtracket, da ungerne i Stranger Things sloges mod monstrene og regeringen. Og ’Love My Way’ dukkede ret mindeværdigt op i Call Me By Your Name.

Der er ikke mere frisuremobning nu; bare respekt. Det manglede bare. Fra 1980 til 1991 gav de os seks strålende albums og én solid skævert, og det er dejligt at have dem tilbage. Lad mig spille ti eksempler på hvorfor. Singlerne har videoer med. Alle sangene er i playlisten nede i bunden.

’Sister Europe’ 
Fra Psychedelic Furs, 1980
Debutalbummet var ét langt, skrigende spektakel med saxofonen skubbet helt i front. En fantastisk lyd, som de ikke helt havde tæmmet endnu. Men det er lykkedes på denne klassiker, som er deres udgave af en saloon-ballade. Den udkom i februar 1980. Du milde. Det er fyrre år siden nu. Da jeg begyndte at høre den slags musik her, befandt man sig midt i 2. verdenskrig hvis man gik fyrre år tilbage.

 

 

’Dumb Waiters’
Fra Talk Talk Talk, 1981
Nu var lyden mere tæmmet, og angrebet mere koncentreret, og album nr. to lagde kompromisløst ud med denne krasbørstige sang. En dumb waiter er ikke en stumtjener, men en serviceelevator, og man har lidt følelsen af at være fanget inde i sådan én, der fiser op og ned. Det var en klaustrofobisk og upoleret lyd, der klædte bandet perfekt.

 

’All of This and Nothing’
Fra Talk Talk Talk, 1981
Man kunne tage hvad som helst fra det album med her. Det er virkelig en stor plade. Dette er et af de mere tænksomme øjeblikke. Det er en liste-sang; en opgørelse af alle de ting der blev efterladt da hun gik sin vej, og sangerens forsøg på at få det alt sammen til at give en form for mening. Det lykkes – SPOILER ALERT – ikke.

’Love My Way’
Fra Forever Now, 1982
For første gang er der plads i lyden på det tredie album, Forever Now, uden at man skulle dele den med hvinende elguitar og saxofon. Sax-trutteren var smuttet efter nogle større interne skænderier, så i stedet blev der leget med keyboards og marimbas på det suveræne lille hook her. Deres bud på den perfekte popsang. Selvfølgelig så syrlig som altid.

 

’President Gas’
Fra Forever Now, 1982
En protestsang à la Furs. Som nævnt blev der sendt et intenst blik mod USA her, med Todd Rundgren som producer af Forever Now, og med en politisk sang om en præsident, ”A real cowboy”. Intet er dog råbt fra en sæbekasse, det drypper bare ætsende fra Butlers læber over en gang muteret new wave-disco, der må have kørt time efter time hjemme i soveværelset hos purunge James Murphy.

’Heaven’
Fra Mirror Moves, 1984
Lyt lige til det stive hvide beat her. Furs havde fået fat i Billy Idols producer og trommeslager, Keith Forsey, og jeg skal lige love for at det kan høres. Vi er kommet milevidt på tre-fire år – blandt andet hele vejen over Atlanten. Det har sikkert været skuffende hvis man var med lige fra begyndelsen; dette var min begyndelse. Stadig en sang der mindes – da jeg så The Hold Steady for et par år siden, gik de på til ’Heaven’. Det var smukt.

 

’Alice’s House’
Fra Mirror Moves, 1984
Vel er albummet forbløffende pænt i kanten. Sådan går det, når man sigter efter poptronen. Men også, af netop den grund, voldsomt undervurderet. Der er stadig lige så flossede nerver, og man behøver ikke grave efter det: Det lever gudskelov altid i Butlers glasset-halv-tomt-verdenssyn. Også på denne fine sang, der vel er en art opdatering af ’Pretty in Pink’.

’All That Money Wants’
Single, 1987
Midnight to Midnight, det femte album, kom året inden. Det var en stinker. Det var et forsøg på at give USA det man troede de ville have, i stedet for det de blev vilde med i første omgang. Furs trak sig i dækning hjemme i England, lavede en opsamling, ordnede en ny single, og fik Smiths-manden Stephen Street til igen at lave rod i den lyd, de selv havde poleret halvt ihjel. Det var nødvendigt, og godt.

 

’House’
Fra Book of Days, 1989
Tid at regruppere. Gruppen var først og fremmest skuffede over sig selv, og reaktionen blev Book of Days, en mur af støj, med alt skruet op til fuld styrke, og stort set alle keyboards sendt ud af lokalet. Kald det deres Tin Machine – bortset fra at der faktisk var en masse fine sange på dette album. Interpol har lyttet såååååå mange gange til denne fremragende plade.

 

’There’s a World’
Fra World Outside, 1991
Det sjette album lignede i 29 år deres sidste, og det havde nu været en smuk afsked, hvis det ikke lige var fordi det floppede dengang, og nærmest er glemt i dag. England ville danse, Furs var gamle – over 30!! – og at det igen var en samling af en halv snes strålende sange kunne være ligemeget. Men det er storartet, og næsten-titelsangen her, den store ballade, er rørende.

 

 

 

Kommentér indlægget