12 gode grunde til at købe Pet Shop Boys’ tre nye deluxeudgaver

   


Jeg ville egentlig samle 11 fornuftige grunde til at gå på iTunes eller Amazon og købe de tre nye genudsendte Pet Shop Boys-albums med stribevis af sjældne ting for os liebhavere. Den første er, at Pet Shop Boys’ deluxeudgaver (der er allerede kommet seks af dem) er værd at købe alene for noterne i hæftet; side efter side med lange, begavede, morsomme interviews med Neil og Chris. Plus de bare er rare at se på og røre ved fra tid til anden.

Men jeg fik dusinet fuldt. For da de tre samlinger røg på Spotify ved midnatstid, var planen at lytte alt det nye fra arkiverne igennem og plukke de bedste ting frem. Men hov! Da først de var lagt op, manglede der en del. Nemlig alt det, vi ikke havde hørt før.

Det er såkaldte ‘compact discs’, junior.

Der var ingen ’Dancing in the Dusk’ til lille Nikolaj. Ingen ’One-Way Street’. Ikke skyggen af ’Paris City Boy’. Værste juleaften nogensinde. Så i stedet krammede jeg med fugtige øjenkroge min email om, at cd’erne skam er på vej, og plukkede en halv snes af de sange der i sig selv gør at det her er værd at smide ind i samlingen. Også hvis man har det meste i forvejen på albummene, eller b-side-opsamlingen Format.

Derfor: Du kommer ikke til at kunne streame masser af sangene alligevel, så bid bare i det sure æble og betal for dem. Så får du også …

Friendly Fire
Fra Nightlife, Further Listening 1996-2000

Sangen er snuppet fra den musical, Tennant og Lowe prøvede lykken med i 2000, Closer to Heaven. I forestillingen bliver den sunget af den aldrende diva Billie Trix, og hvis man er i tvivl om, at der er tale om en spydighed rettet mod rockstjerners daglige kvaler og længsel efter anerkendelse, så læg mærke til det overstyrede guitar-lick der kommer ind hver gang Neil synger ordene ”rock and roll” – men dette er ikke rock, ren musical, og som gammel anmelder ved manden selv hvad spillet handler om: Selv når kritikerne er imod én, er det vigtigt i sig selv at de stadig mener noget om én.

Closer to Heaven
Fra Nightlife

Som de fleste nok kan regne ud, dukkede den her også op i musicalen. Den er samtidig en af de bedste sange på Nightlife-albummet, der er bedst når det enten som her er helt balstyrisk pumpende dansemusik, eller dunkel nattestemning som ’Vampires’ og ’Footsteps’ for enden af hver side.

Somebody Else’s Business
Fra Nightlife, Further Listening 1996-2000

Det var meningen, at denne discotræffer skulle have været på en opsamling af singler – du ved, som en af de sange der skal lokke os til at købe den, selv om vi har næsten det hele i forvejen. I stedet blev alle kræfter sat ind for at lave et nyt album, Release. Og alle de sjove sange, dem man kunne danse til, blev gemt til den beskedne og diskrete eftertanke Disco 3, der er meget sjovere end albummet selv. Inklusive ‘Somebody Else’s Business’.

PSB er storbymusik – ingen bønder på dette bræt.

The Samurai in Autumn
Fra Release

Release er svær at kalde for andet end et dødvande i Pet Shop Boys’ karriere. Det hander ikke om, at pladen er vemodig. Det er de jo så tit. Men selv længst nede i kulkælderen har der været noget eufori til at veje op for tragikken. Det er der ikke rigtig her. Der er heller ikke rigtig noget, som er stødende ringe. Bare en stribe pæne indiesange. IndieROCKsange, sommetider, af den lidt slæbende slags. Og det var jo ikke meningen. Men så er der lige denne banger i midten, med slag på klokker, truttende klarinetter og et haiku om en samurai der må have taget et halvt minut at skrive. Det er med afstand den bedste sang.

I Didn’t Get Where I Am Today
Fra Release, Further Listening 2001-2004

Én fantastisk indierocksang nåede Tennant, Lowe og deres gæst Johnny Marr faktisk at gøre klar til Release, og så endte de alligevel med at si den fra i sidste øjeblik. Det siger nok mest om resten af albummet, at de mente at dette pirrelige, New Order-agtige powerpopnummer skulle være faldet så langt ved siden af.

Sexy Northener
Fra Release, Further Listening 2001-2004

Sangen om knægten fra nord, der klarer det hele med medfødt godt udseende, ’a cheeky smile’, og afvæbnende provinsiel charme. Den hedonistiske B-side til den første Release-single ’Home and Dry’, der handlede om at nu kunne det være hyggeligt at have kæresten hjemme på sofaen i aften. Endnu et bevis på, at det hele var sjovere lidt væk fra albummet.

“Jeg har hamstret, Chris – om ti år må man ikke købe de neonrør mere”.

Integral
Fra Fundamental

Jeg var alt for hård ved Fundamental, da jeg anmeldte alle albums med ét ord hver for nogle år siden. Det er en fin plade. Tiden har været flink mod den. Men den tordnende finale ’Integral’, produceret af Trevor Horn med fuld bombast, har jeg altid været imponeret af i den halve snes år, der er gået. Og den er i øvrigt ikke blevet mindre aktuel med tiden. Paranoia på nationalt niveau er ikke ligefrem gået af mode siden 2006, hvor Labour indførte nye ID-love i England og mistede støtten fra Neil Tennant.

Fugitive
Fra Fundamental, Further Listening 2005/2007

Af en eller anden grund blev den spinkle politiske satire ‘I’m With Stupid’ første single fra Fundamental. Det er den eneste rigtig svage sang, hvis du spørger mig. Men måske manglede de alligevel modet til at udgive den her i stedet. Det er en isnende sang. På overfladen er den rørende, med håbet om at møde sin nærmeste ven i himlen når det hele er slut. Så indser man hvorfor det snart er slut. Det er også et fantastisk stykke pop, produceret af samme Richard X der tog sig af hele det næste album. Men det blev aldrig en single. I stedet landede den på bonus-cd’en sammen med en stribe andre remixes.

The Resurrectionist
Fra Fundamental, Further Listening 2005/2007

Ikke for at fortsætte ’I’m With Stupid’-bashingen meget længe endnu, men dens b-side er både meget morsommere og generelt meget bedre; en overstadig portion high-energy med en dejlig makaber tekst om tuskhandlende gravrøvende, der førte forretning med forholdsvis friske lig i London i begyndelsen af sidste århundrede.

After the Event
Fra Fundamental, Further Listening 2005/2007

Andre ville give en lillefinger for at have så enorm en sang som ‘After the Event’ som den centrale sang på deres seneste album. Pet Shop Boys prøvede at lave den klar til Fundamental, syntes ikke helt den sad i skabet, gjorde den færdig nogle år senere, og endte med at bruge den som b-side fire år senere (og derfor er den med her, hvilket fucker med min ordenssans). Vi får aldrig at vide hvad the event er, kun at nogen dør mens byen – London, selvfølgelig – ellers og går og passer sin hverdag. Og godt bliver det ikke. Dette er ikke bare en af deres fineste b-sider, men en af deres fineste sange.

Hør den selv her. Det må du godt uden at bestille den først …

 

 

 

Kommentér indlægget