De 993 bedste danske sange: ‘Move Your Feet’ (2002)

– Der kommer stadig jævnligt store licensindtægter for brug af den sang, siger Jesper ’Yebo’ Reginal med et smil.

Han er direktør i pladeselskabet Crunchy Frog, og sangen er ’Move Your Feet’, Junior Seniors 20 år gamle hitsingle, som på mange måder har haft et langt liv.

Den bliver fortsat licenseret til reklamer og film eller tv-serier, og derfor kommer der med jævne mellemrum stadig penge ind til både musikere og pladeselskab. Ikke som dengang i 2002, da singlen udkom herhjemme og efterfølgende hærgede i USA, England og mange andre steder, men sangen er stadig efterspurgt.

Det er i forvejen en single med mange udgivelsesdatoer. Et hit, man givetvis kan huske, at man flyttede fødderne til dengang eller blev vred over at høre igen og igen. Et hit i 2002, i 2003 og i 2004. Først i Danmark, siden i Europa, Australien, Storbritannien, USA og andre steder i verden. Den slags ’tilbageholdenhed’ vil man kun sjældent opleve for en engelsksproget sang i dag.

Men det kunne man dengang før sociale medier, før YouTube og streaming-platforme, før musikbloggenes udbredelse, før Hype Machine og mange andre web-ting ændrede vores måde at lytte til musik.

Rytmebanditterne fra Thy udsendte første gang ‘Move Your Feet’ på Crunchy Frog i begyndelsen af 2002 herhjemme, og det blev en af forårets og sommerens landeplager med dens ørehængende omkvæd, ‘Billie Jean’-beatet i introen, Thomas Troelsens vrængende vokaler, den funky guitar og det ganske nytænkende genremix fra de to tidligere Ludo-X-medlemmer.

Faktisk VAR briterne hurtigt opmærksomme på nummeret, men de ventede alligevel til året efter, fortæller Jesper ‘Yebo’ Reginal fra Crunchy Frog.

– Det var meningen, den skulle udkomme som single i oktober i 2002 i UK, men heldigvis havde de nogle gode managers, der ikke mente, at jorden var gødet til nummeret endnu, siger Yebo.

Så singlen blev holdt tilbage til maj 2003, da den udkom til stor succes og lå på den engelske top 10 i ni uger.

– Det gik helt amok i UK både om sommeren og til jul. Den blev jo spillet overalt fra Ibiza til julefrokoster. Og den var faktisk også stadig et hit i Danmark i 2003, siger Yebo.

Trods forholdsvis populære og meget omtalte udgivelser fra f.eks. Superheroes og The Raveonettes omtrent samtidig, var det Junior Senior, der gav selskabet handlefrihed de næste år.

– Ja, det må man sige. Det bøffede virkelig noget. Vi blev pludselig nødt til at ansætte flere folk. Inden da var vi kun to mand, fortæller Yebo.

Crunchy Frog udlicenserede pladerne til forskellige selskaber i de øvrige verdensdele – i UK var det f.eks. Mercury.

Og det fortsatte, for det blev også USA’s tur, hvor Crunchy Frog indgik aftale med pladseselskabet Atlantic og udsendte debutalbummet i august 2003.

– Det er en af de ting, man drømmer om, men aldrig tror kan blive virkelighed. Men den amerikanske drøm udlever sig for Junior Senior, sagde Jeppe Senior til Billboard og berettede endvidere, at nummeret blev lavet allerede i 1999 som en demo, der faktisk også endte med at blive den færdige version.

D-D-Don’t stop the beat

I øvrigt blev albummet udgivet på Virgin i Sydamerika, på Epic i Australien og på det store japanske selskab Avex i Asien, så Crunchy Frog kom grundigt rundt til de store selskaber, og ifølge Yebo var ‘Move Your Feet’ stadig et hit flere steder i 2004.

– Det var vildt, at nummeret levede så længe, og at det gik så langsomt dengang. Men musik blev ikke spredt så hurtigt, og forretningsmæssigt var det fedt, fordi der var mange om buddet.

– Vi lavede en vanvittigt stor aftale i USA. Jeg ved ikke, om det var den største for et dansk band, men der var snak om, at D-A-D havde lavet en amerikansk aftale til en mio. dollars, og det beløb overgik vi i hvert fald. Og det var kun en aftale for to album. Den slags penge finder vi ikke længere, og levetiden for musikken er også blevet noget kortere siden, siger Yebo.

Albummet var det første, der blev indspillet i Thomas Troelsens gamle Delta Lab Studio med Troelsen og Jesper ‘Junior’ Mortensen som producere, mens Yebo var mixer.

– Det blev indspillet på 14 dage i december 2001. Førstesinglen var ‘Shake Your Coconuts’. Vi prøvede at bygge lidt streetcred op, og den røg også i A-rotation i radioen og var nummer et på Det Elektroniske Barometer på P3. Albummet kom så i marts 2002, siger Yebo, der blandt andet spillede/spiller trommer i bands som Psyched Up Janis og Tremolo Beer Gut.

Yebo blev efterfølgende spurgt, om han ikke lige kunne tage to uger bag trommerne på turne med Junior Senior.

– Det blev så til to år, siger han med et grin. Herunder kan man se Yebo tæske tønder på ‘Move Your Feet i Top of the Pops:

Når man tænker på Junior Senior, er det sandsynligvis mest de festlige, poppede indslag som ‘Move Your Feet’, ‘Shake Your Coconuts’ og ‘Rhythm Bandits’, man husker.

Men der er også masser af rock på debutalbummet, som netop er blevet genudgivet på vinyl, mens de oprindelige vinyltryk koster en pæn slat at anskaffe. Lyt f.eks. til den psykedelisk garagerockede ‘Boy Meets Girl’:

‘Junior’ fører i dag en forholdsvis anonym tilværelse i New York, mens ‘Senior’ slår sine folder i Los Angeles, hvor han producerer, dj’er og skriver – bl.a. er han med-sangskriver på Lady Gagas ‘Born This Way’ og et par sange med Little Boots.

Af andre folk på ‘D-D-Don’t Stop the Beat’ er det værd at notere sig bandkollegaen fra Ludo-X Filip Nikolic, der spiller bas og også turnerede med Junior Senior de første par år. Han flyttede også til Los Angeles og var med i det skønne ‘daytime disco’-band Poolside i det bands første håndfuld leveår:

Og så må vi naturligvis ikke glemme Henrik Hall, der leverer mundharmonika på ‘Chicks and Dicks’:

Tjek også fotografen Theis Mortensens optagelse af ‘Move Your Feet’ fra en release-optræden i hedengangne Fona 2000 på Strøget i 2002 her.

 

About the author