De 993 bedste danske sange: ‘I’m Not Alone’ (1997)

   


Af Nikolaj Steen Møller

De 993 bedste danske sange: Et pæredansk bud på amerikansk melankoli fra de dybe mørke skove, og samtidig en stort set glemt kultklassiker.

Kunstner: Dreamtones

Sang: I’m Not Alone

Årstal: 1997

1990’erne var år med god omtale for Lee Hazlewood og Nancy Sinatra. De gamle albums var udkommet i tidens populære format, den lille plasticskive, der ikke knitrede, når man spillede den. Og de albums – Boots, How Does That Grab You, Country My Way, Nancy in London osv. – var indlysende fantastiske for de af os, der aldrig havde hørt andet end det hit, vi troede, var det eneste. Det gav mening, at de blev lovprist af ærværdige folk som Nick Cave, Jarvis Cocker og Tindersticks, og ikke mindst Sune Wagner herhjemme.

Og alligevel virkede det, som om verden ikke var helt klar til et dansk bud på romantisk amerikansk pop med sans for tung skæbne og oceaner af rumklang på guitaren. Dreamtones kaldte de sig, de der gav det et skønt bud og måtte se albummet Lost in the Woods fra 1997 blive ignoreret af langt de fleste. Hvorefter de forsvandt igen.

Lassen …

De to hovedpersoner var Marianne van Toornburg, en strålende sanger i en lang stribe roller, som – erkender jeg blankt – for det meste lå langt fra min egen smag. Hun huskes nok stadig bedst for en tid som sanger i Sweethearts. Og så Nils Lassen, som vi alle vidste, havde lavet musik til De Skrigende Halse. Han skrev sange og spillede grædende guitar, og jeg har altid været nem at forføre med en tremolo-pedal.

Det hele passede ind i 90’er-billedet af, at romantisk pop med en mørk undertone var tilbage nu. Gerne med en tone af country. Folk fra undergrunden var med her. Tolle Tolstoy fra Before! Peter Peter, ex-Sort Sol, spillede guitar – endnu et band, der åbenlyst elskede Lee Hazlewood, og lånte fra ham. Lånte med arme og ben. Og Thomas Ortved var også med. Det var nu ikke ham, der spillede trommer, men Sisse Selina fra Darleens. De var også skidegode. Bare spørg Jack White.

Så Dreamtones lå lige i det leje mellem obskur indie og sødmefuld pop, som jeg selv levede i som lytter. Og Lost in the Woods var glimrende. Ikke perfekt, men glimrende. Et par af de lysere sange ramte ikke helt plet, flere andre gjorde – titelsangen bliver jeg stadig helt ungdomsforelsket af at høre. Marianne van Toornburg har en lys stemme uden et countryknæk, og det er måske grunden til, at et par af de allerede lysere numre ikke er dårlige, men bliver mere knastfri end de allerbedste.

… albummet …

Klaus Lynggaard lurede, hvor godt det var. Senere fremhævede han albummet som et af årtiets bedste danske. Gaffa var ikke lige så ivrige. I en lunken og lidt misvisende anmeldelse af albummet lykkedes det at få forvekslet easy listening med musik, der er behagelig at lytte til, og selvom ordlyden af de to begreber er nogenlunde den samme, er betydningen jo vidt forskellig. Bevares, flere af de greb, der bliver brugt på Lost in the Woods, er til at genkende fra dansktop, og dermed alligevel tæt på, hvad van Toornburg allerede sang med Sweethearts, men dansktop i sin oprindelige form lånte jo med arme og ben fra solbagt udenlandsk pop fra tresserne. Også amerikansk.

… og van Toornburg.

Men dansktoppen var også fuld af melankoli. Selv nogle af de allermest joviale hits var sunget med store smil og en lille tåre i øjenkrogen, præcis som den countrypop, der er i spil her. Der er altid plads til lidt hjertesorg over spildte muligheder. Det klæder popsangene, men frem for alt var det melankolien, jeg for alvor faldt for. Lost in the Woods har to helt store ballader med alle sluser åbne, finalen ’Tenderness’ og ’When the Well Runs Dry’, der burde være solgt til en u’lænding med det samme. Det kan nås endnu. Det samme gælder den smukke ’No Lilacs, No Lillies No More’. Send den til Chris Isaak og se ham få karrieren på højkant.

Men bedst af alt var første sang. I al sin enkelhed. Guitaren ringer, og sangeren insisterer på, at hun skam ikke er ensom, selvom hun i høj grad er forladt. Hun har stadig alle de vigtige skikkelser samlet omkring sig. Hun hævder, at “I’m not alone” så ofte, at man får en mistanke: The lady doth protest too much. Og det, hun har som selskab, er da også de nøgne træer, de faldne blade og den hvirvlende vind. Nemlig. Alle symbolerne på ensomhed. Det hele letter til sidst, bølgerne kalder, og man mistænker, at sangeren er på vej ud til sin ægte ven, det brusende hav – for at blive der.

Den er eddermame en perle. Jeg tror ikke, Lee havde fået den smidt tilbage i fjæset, hvis han havde præsenteret den for Nancy.

 

Læs også:

De 993 bedste danske sange: ‘Naked When You Come’ (1966)

De 993 bedste danske sange: ‘En sømand som dig’ (1985)

De 993 bedste danske sange: ‘Hymn for the Lover’

 

 

Kommentér indlægget