Resumé: Hjaltes dansktop er en lille serie, hvor den meget kræsne dansktopafficionado Hjalte Flagstad fortæller om nogle af de få, men uforglemmelige fund, han stadig er i færd med at gøre sig blandt sine mere end 1.000 dansktopsingler. De mange vinyler har han arvet af sin onkel, den tidligere Hej P3-vært Christian Flagstad. Dette er fjerde og næstsidste afsnit.
”Nu er vi i 1980,” fortæller Hjalte:
”Og igen var det et cover, der fangede min opmærksomhed: Det er gult og med en rød ramme. I midten står der ”Kigge på Fru Larsen” med røde bogstaver, og så er der en Peder Bundgaard-tegning af en dreng, der holder den ene hånd op foran øjnene, men kigger ud mellem to fingre, mens han peger med den anden hånd. Da jeg så det, tænkte jeg – ”Hvad fanden er det nu for noget?”.
Coveret afslører også, at vi har at gøre med salgskunstneren ‘Gruppen’: Et slags Vesterbro Ungdomsgård-ripoff bestående af en seks-syv medlemmer, som fremførte tekst og musik af den nu afdøde journalist, forfatter og filmmand Poul-Henrik Trampe.
”Sangen er skrevet fra en skoleelevs synsvinkel. Han synger om at han er lidt lun på sin musiklærer Fru Larsen. Han ved egentlig ikke helt hvorfor – ”Hun har ret store patter, men det er ikke kun det jeg kigger på”, som han synger. Man får også vide at hun har en sort tand, og at hendes hår er rødt og tit fedtet, hvilket er lidt mærkeligt.”
Søger man videre på Gruppen, og det har Hjalte naturligvis gjort, vil man finde frem til at de også har udgivet en LP med Kasper Winding på percussion og sangtitler som ‘Det er puberteten’, ‘Hvis jeg bare træner’ og ‘Masser af penge’. Ingen af dem har dog helt samme weirdness-faktor som Fru Larsen i Hjaltes bog:
”Skuespilleren Pelle Koppel (som må have været 11-12 år dengang, red.) er med i gruppen, og jeg tror det er ham, der synger. Han synger ret fedt. Men der er også en underlig uoverensstemmelse mellem ham og sangen, for teksten virker lidt som – og er vel også – en voksens mands ord om en lærer, som han havde noget med og nu tænker tilbage på.”
http://www.youtube.com/watch?v=w49kQXP6iTE
”Det, jeg synes der er sjovt ved den her sang, er at man normalt forbinder børnerock fra 70’erne med Vesterbro Ungdomsgård og Bølle-Bob. Men ligesom med enhver anden tendens er der en masse i laget lige under, der bliver glemt, når man senere kigger tilbage. Det er fedt at blive mindet om, hvor meget forskelligt der blev indspillet. Det har lydt enormt friskt engang, fordi det var en del af en sound, der var interesse for.”
Læs de tidligere afsnit i serien her (om sangen der gjorde Eddie Skoller til grin foran en stor amerikansk pladeselskabskanon), her (om lilleputten Thorkil, der savner dameselskab) og her (om verdens mest stenede zoologiske have). Næste og sidste afsnit i serien kommer snart og fokuserer på intet mindre end Mike Tramps pladedebut i eget navn!
