Hjaltes dansktop 1: Palle & Klaus Schmidt

Her på Bloggers By Choice er vi glade – ja, nærmest lykkelige – for at hylde eksotiske subgenrer og musikalske arketyper som yacht rock, andrende banjo-rystepikke og sommeren er forbi-sange. Det skal vi nok blive ved med, om I så gider læse med eller ej. Men nogle gange kan man godt komme til at glemme den musikalske fortælling, der udspiller sig lige foran næsen på én. Ja, eller som i hvert fald som en gang udspillede sig lige her i nabolaget. Denne tekst er begyndelsen på en lille serie, der forsøger at tage fat på noget meget dansk.

For nogle år siden arbejdede jeg sammen med journalisten og skuespilleren Hjalte Flagstad ude i DR Byen. En ung fyr, der har en helt særlig forkærlighed for gamle dansktop-schlagere. Og vi taler vel at mærke ikke ’Den Knaldrøde Gummibåd’ og Ulla Pia, men ukendte og ofte dybt ejendommelige perler fra den danske scene, der for alvor fik liv i slutningen af 60erne, da Jørn Hjorting åbnede for sluserne med sit program ’Dansktoppen’. Det fandt jeg for alvor ud af en aften, hvor han holdt en fest for vores redaktion – og fyrede op under det ene sære, corny og underligt dragende stykke musik efter det andet, som jeg aldrig havde hørt før.

Jeg vidste at Hjalte, der helt bogstaveligt kan sine dansktop-favoritter udenad, var i familie med den gamle ’Hej P3’-vært Christian Flagstad, men ikke så farlig meget mere end det. Jeg fik lyst til at få ham til et præsentere en række af juvelerne fra hans samling af gamle 7″-singler, så hæng på for et weird stykke Danmarkiana – her er første del af Hjaltes Dansktop.

Fortæl mig lige først – hvordan begyndte du at interessere sig for obskure dansktop-sange?

”Min onkel Christian Flagstad, der var vært på Hej P3, døde i 1987 – jeg er selv født i 1985. Da han døde, skulle der ryddes op i hans mange plader. Der var simpelthen en container med hans vinyler. De fleste fik en fyr der hed Twiggy, men der var nogle singler, han ikke fik med. Dem nænnede min far ikke at smide ud, og som 14-15-årig opdagede jeg dem.”

”Det første, jeg blev fascineret af, var de bizarre covers. Meget mere end selve sangene. Men jeg begyndte at lytte dem igennem, og fandt hurtigt ud af at 98 pct. af dem var crap. Ikke fordi det er hurtigt at lytte dem igennem – de er støvede og skal vendes efter hver eneste sang. Men når man så finder noget godt, kan virkelig leve højt på det: Når jeg har siddet sådan i 2-3 timer og lyttet på tarvelig musik, så er det at kærligheden til en perle kan opstå.  Når den lige pludselig på den ene eller anden måde skinner igennem alt skidtet!”

Hvilken sang er den første, du vil præsentere for os?

”Det er en sang med drengen Palle og en vis Klaus Schmidt fra 1975. A-siden hedder ’Hjemmebryg’, men den er ikke sjov. Til gengæld er B-siden, der hedder ’Bar’ det var mig’ ret vild. Den er en hyldest til ingen ringere end Eddie Skoller. Palle synger ret godt, og har nogle vilde rim som ”Bar’ det var mig der var sjov li’som ham der Eddie/ Bar’ det var mig der ku’ synge med skæg og spjæt i”. Og lige bagefter peaker det, da den 11-årige dreng synger ”Og at jeg blev skæv af for mange hiv/ Og at musik blev mit liv” – og så er der ellers en ordentlig gang klaversolo.

Linjerne om at være skæv kommer ikke ud af ingenting – de er en reference til Skollers fordanskning af Dr. Hooks ’I Got Stoned And I Missed It’. Alligevel klinger de ret skørt, når de kommer fra 11-årige Palle – hvis hyldestsang paradoksalt nok var med til at stikke en kæp i hjulet på Eddie Skollers forsøg på at skabe sig en international karriere:

”Jeg talte med Eddie Skoller for et par år siden, og han fortalte mig at han skam fik tilsendt sangen, da den udkom. Det var lige inden han skulle til New York, hvor han havde fået arrangeret et møde med en stor pladeselskabsdirektør (fra Decca Records, så vidt Skoller selv husker, red.). Han forsøgte at slå igennem derovre, og havde ti minutter til at tale sin sag og spille en sang. Men da den meget sure og arrogante pladeselskabsmand trykkede play på båndoptageren, var det ikke en af Eddie Skollers sange, der kom ud. Det var ’Bar’ det var mig’. Pladeselskabsmanden sagde bare ”Is this a joke?”, og Eddie Skoller brød simpelthen sammen af grin og måtte opgive at forklare ham, at han havde fået byttet om på kassetterne”.

Næste gang kan du læse Hjalte fortælle om dansktopsangeren Thorkils træffer ’Jeg – en lilleput’.