BBC-året 2013: Årets coverversion

   


Det er den tid igen. Glögg bobler, bæltet strammer, og Nikolaj Peyk får presseomtale. Med andre ord, det er ved at være jul.

Og hver eneste blog og papirudgivelse i verden kårer derfor Årets Bedste Dit & Dat. Skulle vi være bedre end dem? No way. Derfor begynder vores kåringer lige nu og her.

Og det har været et af den slags år, hvor der var nok at tage fat på, så lad os begynde lige her. Hvem var bedst til at lege med andres musik? Vi kårer årets coverversion.

Danni Travn
Daughter – ‘Get Lucky’

Årets bedste coverversion gjorde både originalsangen og kunstneren bedre. Hvor Daft Punks originalversion af ’Get Lucky’ på bedste vis imiterer følelsen, man ønsker sig når man går i byen – overskud og smartness – imiterer Daughter på bedste vis, hvordan man (eller jeg …) rent faktisk har det, når man (jeg igen) går i byen – tøven, tvivl og forvirring. Dermed står lyrikken også stærkere. Pludselig bliver det for alvor absurd at kigge på de mennesker, der i ramme alvor bliver oppe hele natten ikke først og fremmest for at have det sjovt, men først og fremmest for bare at få noget. Daughters version understreger, at trioen råder over en af årets mest intime fortællestemmer i forsanger Elena Tonra, og ved at gå i kødet på Daft Punk får bandet noget bund og temperament i forhold til den rimelige, men også lidt gennemsigtige debut.

Anders K. Sørensen
J Mascis: ‘Fade Into You’

Den tidligere Dinosaur Jr.-frontmand tager Mazzy Stars’ teeenage-weltschmerz-klassiker og gør den til en midtlivskrise-hymne for midaldrende mænd i Ramones’ t-shirts. Samme følelse, anden alder, andet køn.

Sangen er i ørvigt udgivet som del af et velgørenhedssamarbejde med det amerikanske skomærke. I den forbindelse har Mascis også designet en skomodel … En lilla ruskindsmokkasin med blomstret guitarrem på hælen. Punk rock!

Dinosaurtøfler

Søren McGuire
Allan Olsen: ‘Hai fæk skyllen’

Taget i betragtning, at der i år både udkom en tribute til John Denver, og hele to hyldestplader til Alabama, tror jeg sgu, at Allan Olsen løber med sin fortolkning – og fordanskning – af John Prines ”Speed Of The Sound Of Loneliness”, omdøbt til ”Hai fæk skyllen” (han fik skylden). I Olsens version møder vi en kvinde, hvis engang så elskede mand nu bruger enhver given lejlighed til at føjte rundt med alverdens damer, mens hun sidder derhjemme og venter i den lille nordjyske flække. Musikalsk er den hverken mere eller mindre end John Prines noget nær guddommelige original, men rent lyrisk er en mere sørgmodig og dog så hjertevarm beskrivelse af et kuldsejlet kærlighedsforhold sjældent hørt – hverken hos John Prine, eller hos Olsen selv.

Niels Fez Pedersen
London Grammar: ’Nightcall’ 

’Drive’-filmens elektroniske højdepunkt genopstod i år i en skrøbelig, piano-anført udgave med trioen London Grammar. Her forsvandt basdronerne, og Kavinskys ekstremt filtrerede stemme var erstattet af Hannah Reids frostklare vokal. Som på debutpladen ’If You Wait’ synger hun næsten for voldsomt til backingen, men når fortolkningen til sidst hæver sig, bliver stemme, trommer, piano og strygere til et sammenført hele og får lige så meget power, som Kavinsky skabte med sin væg af elektronik.

Peter Elsnab
Spids Nøgenhat: ‘Den gennemsigtige mand’ 

Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om en coverversion, der har rykket noget for mig i år. Ham, der synger Bowie ude i rummet? Endnu en nedtonet, slowed down, lavmælt, indfølt, akustisk whatever version af et stort hit á la Daughters ’Get Lucky’? Tame Impala spiller Outkast? Arctic Monkeys spiller Drake? Nogen synger Everly Brothers? Nope. Musikerne har heldigvis været meget bedre til at lave deres egne numre i år. Men den her Hyldemor-cover er da glimrende (selvom Spids Nøgenhat jo altså har spillet den live i et par år), og er med til at binde et fremragende album sammen.

Nikolaj Steen Møller
Pet Shop Boys: ‘The Last to Die’

Pet Shop Boys synger Springsteen. Det vel være satire? Slet ikke. Og det behøvede det heller ikke være: Bruce Springsteen ses nok mest som den her gammeldags rockist, men forærede stadig Donna Summer denne fantastiske discoting, og spillede selv med på den. Og der er mere historie på området: Det er snart 40 år siden, at David Bowie gik funk på Bruce.

Men Tennant og Lowe fik stadig drejet sangens mening rundt. I Springsteens originaludgave er den en protest over strømmen af soldaterkister hjem fra Irak, i Pet Shop Boys’ neonudgave er den en elegi over AIDS og den pris, sygdommen har haft for de hedonister, der er overalt på det fantastiske Electric-album.

 

 

Kommentér indlægget