Først og fremmest – der er muligvis et eller andet galt nede i Tønder. Festivalen meddelte i foråret, at dens leder og musikalske patriark, Carsten Panduro, forlader festivalen efter denne omgang, og selv om jeg langt fra er godt nok inde i sagerne til at ville begive mig ud i en større udredning af årsager og konsekvenser, kan jeg godt frygte, at Panduros afsked vil betyde, at festivalens musikprofil vender tilbage til de “gode, gamle dage”, hvor det hovedsageligt var spillemænd og veletablerede folkrock-bands, der dominerede programmet. At Tønder Festival med andre ord dropper sin musikalske fornyelseproces og atter bliver en lukket klub for midaldrende sønderjyder i praktiske vindjakker, der kan stå og surmule til Runrig. Om Panduros bedrifter og visioner om en festival, der også tør sætte folk-musikkens fremtid og sidespring på plakaten, i så fald vil være spildt, håber jeg ikke. Folk-musik er og bliver andet og meget mere end trækharmonika og hjemmestrik, og det skal og bør de nye kreative kræfter på festivalen huske.
Nå, og nu til sagen. For hvad der sker, når det sidste telt er pakket ned og fiskekutteren ved Fanø-teltet atter er sendt til havs, bekymrer vi os om til næste år. Uanset hvad, præsenterer Tønder Festival nemlig sit bedste program i mange år. Her er fem af de artister, jeg ikke kunne drømme om at gå glip af. Hvis det altså ikke var fordi min kone har booket en spa-ferie i Sverige lige oven i festivalen…
John Fullbright
John Fullbright er vokset op i Okemah i Oklahoma, en lille flække, der hovedsageligt er kendt for at være Woody Guthries fødeby. Oklahoma-kunstnere kan for det meste kendes på deres rene, utilslørede tilgang til den amerikanske folkemusik, og det Grammy-vindende debutalbum “From The Ground Up” lugtede også så tilpas meget af lunken øl, sure cigaretskodder og lige så sure kællinger til, at man med rette kunne kalde Fullbright for den ægte vare og et ufortyndet talent. Tidligere på året udkom så opfølgeren “Songs”. Pladen åbner med sangen “Happy”, der med et tørt blink i øjet sætter spørgsmål ved den evigt lidende troubadours jagt på det næste melankolske fix, hvorefter Fullbright, ironisk nok, dykker længere og længere ned i sørgmodigheden. Han er en lille mand med en meget stor stemme. Og så er han The Next Big Thing, hvad hulen det end betyder i en genre, hvor selv ikke den mest roste plade kommer i nærheden af hitlisterne.
Hayes Carll
Man skulle ikke tro det, når man ser ham stå og se pissesur ud på coveret, men Texaneren Hayes Carll er faktisk et mindre folk-musikalsk festfyrværkeri, når han slipper sit vid og bid løs på sine sange. Man kan godt høre, at Hayes Carll har hørt sin Ray Wylie Hubbard, men i Texas er der sgu ikke så skidemange, der går op i, om tingene er hørt før. Hayes Carll lyder som et solidt barslagsmål i udkanten af Austin, og du aner ikke, hvor meget, jeg ærgrer mig over, at jeg ikke står og flæber til Long Way Home, når lejligheden nu endelig byder sig.
Steve Earle
At anbefale Steve Earle er lidt som at stå på Roskilde Festival og minde folk om, at de skal huske at høre Rolling Stones. Ikke desto mindre har jeg tidligere oplevet, at Tønder Festivals “hovednavne” – eksempelvis Billy Bragg sidste år – spiller for halvtomme telte. Men havde det ikke været for Steve Earles seneste par koncerter – senest i sidste søndag på et regnvådt torv i midten i Malmø – havde jeg muligvis selv droppet ham denne gang. For selv om der er få musikere, jeg har dyrket og tilbedt mere end Steve Earle, sidder de tre uinspirerede New West-plader og den helt igennem elendige koncert på Pumpehuset for nogle år siden (den, hvor han havde slæbt en DJ med på scenen) stadig knivskarpt i hukommelsen. Men nu har The Hardcore Troubadour igen taget sit band med på landevejen, og som om det ikke skulle være nok, er han også halvvejs gennem sin ottende (!) skilsmisse. Og hvor ufølsomt det end måtte lyde, så kan en ulykkelig Steve Earle gøre hele forskellen.
The Lone Bellow
En af de mange fordele ved Tønder Festival er, at flere af kunstnerne på programmet optræder flere gange i løbet af festivalen. Det betyder, at du som regel har endnu en chance for at høre et band, hvis du eksempelvis er dejset om i dit telt, hellere vil høre noget andet, eller bare har blæst det meste af dagen af på at stå i backstagebaren og forsøge at samle nok mod sammen til at flirte med Signe Svendsen. Således spiller The Lone Below også både fredag og lørdag, og jeg ville tage begge runder, hvis jeg kunne. The Lone Below minder musikalsk om blandt andre Shovels & Rope, The Civil Wars, Jamestown Revival, Mandolin Orange og The Avett Brothers. Jeg har aldrig hørt dem live, men på plade spiller de som havde de Fanden lige i hælene.
The Stray Birds
Selv om det er noget nær umuligt IKKE at støde ind i banjo-virtuosen Tim O’Brien i køen til æblekageboden på Tønder Festival, er det stadig småt med bluegrass-bands på festivalen – hvilket ikke altid giver lige stor mening, da det om noget netop er her, musikkens fortid, nutid og fremtid mødes. Men de har trods alt The Stray Birds på programmet, og det er en af de koncerter, hvor jeg ville forbryde mig mod al fornuft, slæbe en campingstol med ind i teltet, sætte mig midt i det hele til stor gene for alle andre, og bare, du ved, høre gode sange.
…
