Jeg har altid været en sucker for de sørgelige sange. Så længe, jeg overhovedet kan huske. Det var “November Rain”, “Estranged” og “Don’t Cry”, der gav størst genlyd på Use Your Illusion-pladerne, det var – for nu at hive den frem igen – “Always”, der var mit førstevalg, når Crossroad-opsamlingen blev sat på til festerne, og “The Actor”, jeg stod og håbede på, når Michael Learns To Rock spillede ude i håndboldhallen. Resten var bare fyld, god, men følelsesløst musik, der kun virkede på dansegulvet, men aldrig i discmanden på vej hjem fra sodavandsdiskoteket.
Det blev ikke bedre, da jeg ved en tilfældighed opdagede Springsteens Ghost Of Tom Joad-plade i 95, og dermed blev suget ned i et sort musikalsk hul, hvor kun andres elendighed gav mening i min ellers ganske solskinsfyldte opvækst.
Jeg har aldrig skrevet sørgmodige, melankolske breve til Det Elektriske Barometer, for jeg fandt et afløb for min musikalske teenagemelankoli i sange om folk, der trods alt havde det en hel del værre, end jeg selv troede, jeg havde det. Jeg ved, at det bekymrede min mor, for hun spurgte mig en gang, hvorfor alle mine yndlingssange, lige med undtagelse af “Lookin’ Out My Back Door”, var sørgelige sange. Og jeg ved faktisk ikke hvorfor.
Min kone er (endnu) ikke stukket af, hunden er stadig så nogenlunde i live, og med undtagelse af en overtræks-sms fra banken her og der, er huset stadig mit. Men musik skal være personligt, i hvert fald i min verden, og hvad mere personligt end at turde dele sin sorg, sin ulykke, sit knuste hjerte med hele verden, eller i det mindste bare dem, der lytter til dine sange? Jeg hører ikke sørgelige sange, fordi de er sørgelige. Jeg hører dem, fordi de er de bedste. Og her er de første fem.
1. Jason Isbell “Songs That She Sang In The Shower”
Jeg er ikke nogen ekspert i break-ups. Sidst jeg sådan for alvor blev kasseret, var i slutningen af 90’erne, og her låste jeg mig mere eller mindre bare inde på mit kollegieværelse og hørte ”Everybody Hurts” på repeat indtil jeg var så nogenlunde oven på igen et par dage efter. Men når det er sagt, så er jeg ret sikker på, at ”Songs That She Sang In The Shower” er den bedste, smukkeste og mindst dramatiske beskrivelse af et break-up, jeg nogensinde har hørt. Ikke noget kæmpe skænderi, ikke noget pladderromantisk sjask om sorg og ensomme nætter, bare en sørgelig erkendelse af, at hun ikke længere er forelsket i dig. Men i Jason Isbells verden gør det først for alvor ondt, når de sange, hun altid sang i badet – Pink Floyds ”Wish You Were Here”, George Jones’ ”Yesterday’s Wine” bliver hængende i hovedet selv lang tid efter hendes side af sengen er blevet kold. Jeg har aldrig haft en kæreste, der sang Pink Floyd eller George Jones i badet, men denne her, den får mig ned med nakken hver eneste gang. Og så er albummet Southeastern i øvrigt godt på vej til at blive årets bedste.
http://youtu.be/ZSAJU1hJ9gw
2. Dixie Chicks “Travellin’ Soldier”
Der er sagt og skrevet meget om forsanger Natalie Maines berømte ord på scenen i Sheperd’s Bush Empire London i 2003, hvor hun på tærsklen til USAs invasion af Irak meddelte det engelske publikum, at Dixie Chicks jo altså for god ordens skyld “skammede sig over, at President Bush er fra Texas”. Fra denne side af Atlanten kan de ord virke harmløse, hvis ikke ligefrem naturlige, men i Texas-trioens egen hønsegård (!) var Fanden eddermaneme løs. Cd’er blev brændt ved kollektive afbrændingsceremonier, de fleste countryradioer boykottede bandet (hvilket inden for denne genre er noget mere alvorligt end P3, der beder Rasmus Nøhr om at pille en saxofonsolo ud), dødstrusler blev sendt til Maines, og til sidst måtte selv præsidenten på talerstolen og bede den rasende, fakkelbærende konservative country-mob om at slappe lidt af. Men her ti år senere er den sande tragedie måske i virkeligheden, at skandalen på sin vis også kostede gruppens daværende aktuelle album, “Home”, et værdigt eftermæle. I hvert fald et, der ikke er plettet af historier om boykot, dødstrusler og karrieremæssigt selvmord. For selv om Home aldrig var tænkt som andet end en pause-udgivelse til de mest dedikerede fans – at udgive et bluegrassalbum var stadig et tåbeligt karrierevalg for en millionsælgende countrypopgruppe i 2002, er albummet deres bedste., med sangen “Travellin’ Soldier” som sit højdepunkt – eller lavpunkt, alt afhængigt af dit humør. Den er skrevet af Bruce Robison og handler om en ung, ensom soldat på vej til Vietnam. Mens han venter på bussen, sætter han sig ind på den lokale diner, hvor han falder i snak med en ung servitrice med sløjfe i håret, og et halvt vers og en lille violinsolo senere lugter det allerede lidt af Love Story (filmen, ikke Taylor Swift-sangen). Han sender breve hjem til hende fra junglen, erklærer sin kærlighed, men som altid ender det ulykkeligt. Sidste vers oprinder, vi er på det lokale fodboldstadion, hvor navnene på de lokale faldne soldater læses op inden aftenens kamp. Vores soldat er død, pigen med sløjfen sidder under tribunen og tuder, og jeg må atter forklare min kæreste, hvorfor jeg nu igen sidder i sofaen og flæber.
3. Holly Williams “Drinkin'”
Lige som sin farfar befinder Holly Williams sig tilsyneladende også bedst, når hun står i lort til halsen. At forsøge finde den sørgeligste sang på hendes seneste album The Highway (som i øvrigt er et af årets bedste), er som at forsøge at finde den mest bøssede sang på en Cher-plade. På The Highway kan du således vælge mellem sange om knuste hjerter, døde babyer, og i dette tilfælde, fordrukne fædre, utro ægtemænd og andet godtfolk. Jeg ved ikke helt, hvorfor denne sang er så skide sørgerlig, for med et fædrene ophav som Hank Williams Junior, countrymusikkens mest notoriske røvhul, må Holly have haft større problemer end at farmand en gang i mellem tog sig en ekstra bajer til maden og råbte lidt af mor. Men de sørgeligste sange er ofte de simpleste, og jeg har mere end én gang grebet mig selv i at tænke, om kæresten og ungerne derhjemme mon synes, at jeg råber lidt for meget, eller kigger lidt for længe efter naboens kone.
4. Merle Haggard “If We Make It Through December”
Det er lidt besynderligt med Merle Haggard. Det ene øjeblik kunne han skrive en sang som ”If We Make It Through December”, hvor kun den koldeste skiderik ikke lod sig røre af den hårdt prøvede mand i arbejdsløshedskøen, der udelukkende drømmer om at kunne give sin datter en nogenlunde hæderlig jul, og det næste synge om at være far til ni og alligevel nægte at gøre som alle snylterne og tage imod kontanthjælpen i ”Workin’ Man Blues”. Flip-flop så selv Helle Thorning ville være forarget…
Jeg er selv arbejdsløs for tiden. Eller ”mellem jobs”, som man siger, medmindre jeg gør som enhver anden realitets-fornægtende jobsøgende journalist og kalder mig ”freelancer”. Uanset hvad, så aner jeg ikke, hvor min næste løn skal komme fra, eller hvornår den skal komme for den sags skyld. Det er lige dele spændende og skræmmende (nok mest det sidste), for jeg har et utæt tag, der skal skiftes, en bil, der skal synes, og tre unger og en hund, der skal fodres. Med andre ord – nu ved jeg, hvordan Merle havde det tilbage i 1973, da denne her udkom. Jeg havde altid troet, at mit liv skulle være en af de lidt sjovere Merle Haggard-sange. Som for eksempel ”I’m A Lonesome Fugitive”, ”Swinging Doors” eller måske endda ”The Fightin’ Side Of Me”. Men nej. Mit liv er ”If We Make It Through December”. Hvis du altså bytter ”December” ud med ”September” og ”Christmas cheer” ud med ”den der forlængede weekend i Lalandia, jeg lovede jer for et par måneder siden, unger”.
http://youtu.be/Z-IJxTd8dCo
5. Lee Ann Womack ”I May Hate Myself In The Morning”
Det er som om, at de er holdt op med at knalde uden om i Nashville. De vælter ellers halvnøgne rundt i idiotiske musikvideoer fyldt med halvnøgne duller og Stetson-klædte mandestrippere, men selve musikken, den er efterhånden støvsuget for ethvert forsøg på et hæderligt sidespring. Medmindre selvfølgelig sangen udelukkende prædker om den moralske og ikke mindst bibelske fare ved utroskab, forstås. Du kan synge om at drikke til du brækker dig ud over din pick-up truck, eller skrive sange om at tæppebombe hele Mellemøsten og omegn til du bliver helt rød, hvid og blå i hovedet, men i det øjeblik du træder ved siden af dydens smalle sti og – for at sige det som det er – stikker dilleren ind, hvor den ikke hører til, er du og din karriere i Nashville alvorligt på spanden. Det er en kedelig del af countrymusikkens udvikling (eller måske rettere afvikling), for country uden de klassiske cheatin’ songs, hvor der ikke blot prædkes løs om troskabens dyder, er som hiphop uden rappere, der rapper om at skyde andre rappere.
Lee Ann Womack er en af de få kvindelige artister, der er sluppet så nogenlunde helskindet fra at synge om at bolle andre end lillefar derhjemme. Trods sangens noget umoralske budskab – de fleste kvindelige countrylyttere ønsker ikke at blive mindet om, at deres mænd har en kedelig vane med at tænke med pikken – og en længere violinsolo i midten af sangen, blev ”I May Hate Myself In The Morning” et ret stort hit i 2004. Den eneste cheatin’ song på denne side af 1980, der kan prale af det. Men for husfredens skyld må jeg hellere skrive, at det er violinsoloen, der går lige i maven på mig, og ikke følelsen af, hvor ondt det gør i samvittigheden, når man en gang i mellem fucker op og kommer til at tænke med hjertet. Eller pikken…
fortsættes…
Hoerer Jason Isbell hele tiden – men venter paa (del 2) af denne super liste. Hvor laenge?