Lady Antebellum har sat countrypoppen effektivt tilbage på bykortet i Nashville, og gjort det stuerent at bejle til de berømte soccer-moms og deres teenagedøtre. Men er der overhovedet nogen, der gider lytte herhjemme, når bandet på mandag spiller i København?
På mandag spiller Lady Antebellum i Falconer Salen. For anden gang på mindre end et år får vi muligheden for at stå ansigt til ansigt med en af genrens absolutte sværvægtere, og skulle min evige pessimisme holde stik, vil det også igen stå klart, at du som countrystjerne fandenfløjtemig er på Herrens mark her i landet, medmindre du stiller dig fint tilfreds med bare at spænde dobbelt G-skåls yveret helt op under hagen og så ellers give det hujende publikum lidt sus i skørterne. Brad Paisley, Nashvilles største stjerne og en sangskriver, guitarist og liveperformer af Guds nåde, kunne dårligt hive 3000 mennesker ind i Forum tilbage i august, selv om Dolly Parton kun en uge forinden havde fyldt stedet til bristepunktet med sine forstokkede og fjollede musikalske virkemidler. Jesus, mand. Kunstnerisk retfærdighed er sgu nogle gange en lille flække i Alabama…
Lady Antebellum kommer imidlertid til Frederiksberg med noget, Brad Paisley ikke havde med sig – nemlig et crossover-hit af den størrelse, vi også fattede helt herovre i Danmark. Selv om det efterhånden er et par år siden, og sangen hovedsageligt levede sit liv på NOVA FM og andre kanaler dedikeret til den let overvægtige og svært kvindelige Robbie Williams-fan, var Need You Know et af de største countryhits i historien. Hele historien, altså. Sangen indbragte trioen Grammy for Song Of The Year, solgte fem millioner eksemplarer i USA og vippede Taylor Swifts Love Story af pinden som den bedst sælgende countrysang nogensinde.
Og formlen på konceptet Lady Antebellum er simpel: pæn pige møder pæn fyr, der tilfældigvis kender en lidt bøvet men ikke desto mindre talentfuld sangskriver, der dog aldrig helt ved, hvad han skal gøre af sig selv i musikvideoerne. Et par måneder og en dyr producer senere, og bum, du har en plade, der er dømt til succes. For selv om Lady Antebellum ikke tager kampen op mod traditionerne som Dixie Chicks, eller når helt samme pladderromantiske højder som Martina McBride, Shania Twain og Faith Hill gjorde i 90’erne, er de landet på et tidspunkt, hvor Nashville havde lært nok af den store bluegrass-revolution fra 2000 til at vide, at også dén kommercielle brønd en dag ville løbe tør for vand, uanset, hvor dybt T Bone Burnett, Alison Krauss og Gillian Welch havde gravet den.
Så velkommen tilbage til den velsmurte countrypop. Nu går den bare ikke med hat længere.
Lady Antebellums succes markerer også band-konstellationens nye store entré på countryscenen. Selv om countrygrupper som Alabama, Dixie Chicks og Rascal Flatts står for nogle af countrypoppens største kassesucceser gennem tiderne, har band-konstellationen altid haft svære vilkår i Nashville. Måske skyldes det, at den poetiske sjæl i genren stadig er den ensomme ramblin’ man, eller hans stærke men kronisk uheldsramt kvindelige modstykke, og at countrymusikken er mellem dig og Vorherre, eller dig og den flaske, du har tænkt dig at tude ned i de næste 3.40 minutter. Ikke mellem dig og din trommeslager og guitarist og deres personlige managere, der også vil have en bid af din kage.
I dag kunne countrymusikkens kernepublikum dårligt være mere ligeglad med genrens klassiske dyder eller T Bone Burnets stendøde bluegrass-legender. Der er sikkert stadig nogle, der finder det her skræmmende, så hold nu fast, men countrymusikkens kernepublikum er i dag hvide mødre fra den amerikanske middelklasse, og ikke mindst deres teenagedøtre. Det er givetvis kvinder, der ikke ville kunne genkende en god, gammeldags countrysang om så Merle Haggard sprang op og bed dem i røven, men ikke desto mindre er det en loyal målgruppe – og ikke mindst en købestærk målgruppe, der gerne smider penge efter både plader, koncertbilletter, meet n’greets og merchandise. Det gør den musikbevidste midaldrende mand ikke. Lady Antebellum er en slags Taylor Swift for voksne, og derfor sælger de fem millioner eksemplarer af deres hitsingle – fordi publikummet er vendt tilbage. Derfor laver Justin Bieber duetter med Rascal Flatts og Taylor Swift, og derfor er der mere country i popmusikken end nogensinde før. Country sælger igen. Honkytonken (well…) overhalede hiphoppen igen. The bums lost, Lebowski, som man siger.
Spørgsmålet er så bare, om vi danskere har fattet det?
Spot on.
Og så findes der da også soccer dads i udkantskøbenhavn der har holdt af genren gennem et par årtier.
Man kan da ikke andet end at blive lidt varm om hjertet ved tanken om en aften sammen med Lady Antebellum. Særligt efter at have hørt fra mine venner i UK, der så dem i London/Manchester at det er noget af en koncert… 🙂
Det var en fed koncert..