I mandags spillede Rosanne Cash i Koncerthusets Studie 2. Alt fungerede – sangene, lyden, stemmen, humøret. Men hvorfor spillede en af 80’ernes største countryartister kun to af sine gamle sange? Og er det ikke på tide at lade være med at kalde countrypoppen for falsk, når den i virkeligheden er lige det modsatte?
I sin essay-samling Sex, Drugs & Cocoa Puffs opridser den amerikanske popkulturjournalist Chuck Klostermann et besynderligt, men ikke desto mindre interessant paradoks i countrymusikken.
Lad os bare kalde det Harlan-Swift-Autencitet-Paradokset;
Den alternative country, hvis væsen betragtes som autentisk og ægte, ender ironisk nok med at blive lige netop det modsatte, da alternativ country – inklusiv ”klassisk country” fra de gode gamle dage, nu vi er i gang med at slagte de hellige køer på Midtvestens pløjemarker – søger tilbage til en tid long gone, og altså er uden nogen større betydning for nutidens countrylyttere, der kæmper med de nøjagtig samme problemer som alle os andre. Hvornår har du egentlig sidst vadet rundt i rabatten på en vindblæst amerikansk landevej med Fanden og sheriffen lige i hælene?
Og i og med, at den kommercielle country, der om nogen beskyldes for at have suttet al ægthed og autencitet ud af den ”rigtige” country de seneste 30-40 år år, er helt nede i øjenhøjde med lytterens eget liv, giver det ikke længere mening at tale om ny country som fake eller forkert. Faktisk er det nok nærmere den nye country, der er ægte. Ikke den gamle. Bum!
Det kan godt være, at dens storsmilende og massemarkedsførte stjerner hellere vil synge om pick up trucks, hjertesorger, havefester og hvor fuckin svært det er at være 22 år, end de vil tude ned i whiskeyglasset mens bomuldshøsten slår fejl og banken stikker af med farmen, men hvad er problemet egentlig med det, når det er den virkelighed, lytterne selv lever i? Countrypoppen, ny-traditionalismen eller hvad man end skal kalde den, besidder netop den sandhed, sangskriveren Harlan Howard i sin tid satte som pejlemærke for countrymusikken. Sandheden – plus de berømte tre akkorder.
Med andre ord: country er stadig de simple følelsers musik. Men verden har ændret sig siden 1920’erne, og publikum og deres problemer er selvfølgelig fulgt med.
Før du flegner helt ud over ovenstående, så skal du vide, at der er få mennesker på denne side af Atlanten, der tilbeder Hank Williams, Gene Autry, Lefty Frizell, Marty Robbins, Bobby Bare, Hank Snow, Waylon Jennings, George Jones, Johnny Cash og Willie Nelson lige så hengivent og loyalt end mig. Hvilket i øvrigt ikke har en dyt med sagen at gøre.
Harlan-Swift-Autencitet-Paradokset siger ikke noget om kvaliteten af musikken, men udelukkende om det dobbeltmoralske i at påstå, at ny country per definiton er dårligt fordi det er “uautentisk”. Selvfølgelig var der langt mere talent i George Jones, Townes Van Zandt og Johnny Cash end i det meste af Music Row tilsammen. De sang bedre, spillede bedre og skrev bedre. Men at afskrive de seneste årtiers countrymusik ud fra den simple holdning, at al ny country er uægte alene fordi det er, well, nyt, er fjollet og forkert. Ny country kan være dårligt af mange årsager, men sgu ikke fordi det er uægte.
Hvad har det her så at gøre med Rosanne Cashs koncert i Studie 2 at gøre? En hel masse, faktisk.
Rosanne Cash debuterede på et tidspunkt (1979), hvor countrymusikken var under stor udvikling – eller afvikling, alt afhængigt af, hvordan du ser på det. De forkætrede outlaws – inklusiv Rosannes egen far – var ikke længere talk of the town: det var til gengæld de artister, der evnede at spotte genrens kommercielle muligheder, tage dem og løbe med dem, hele vejen til banken og hitlisterne. Artister som Rosanne Cash, hendes halvsøster Carlene Carter og eks-mand Rodney Crowell, George Strait og Wynona Judd debuterede alle på et tidspunkt, hvor musikken så småt var ved at få fat i det kvindelige segment. Og kvinderne var der penge i – både dem, der lavede pladerne og købte dem. I hvert fald så længe sangene handlede om kærlighed. Den alternative countrys snigende invasion (og den klassiske countrys revival) lå flere år forude, og ingen satte spørgsmål ved, at de fleste countrysangere flikflakkede frem og tilbage mellem country og pop. Selv Johnny, Waylon, Merle Haggard og Willie Nelson lavede pop-inspirerede country plader i 80’erne, for helvede.
Den nye genre var en countrypop, der ganske vist bundede i en ædel honky tonk tradition, men alligevel først og fremmest var skrevet til – og om – genrens nye, unge og kvindelige publikum. Og de færreste gjorde det bedre end Rosanne Cash. Kvaliteten var høj, sangene var gode, og selv pop-elskerne kunne være med (se bare på coveret til Rosanne Cashs ”Rhythm & Romance”). For Rosanne Cashs vedkommende blev det til en solid håndfuld albums, en pæn lille stak hitsingler og en fornem placering blandt Nashvilles nye dronninger. 80’er-countryen kan meget vel lyde flad og uddateret i dag, men den lagde bunden for den country, der i dag (atter) har gjort Nashville til USA’s musikalske omdrejningspunkt.
Så hvorfor spiller Rosanne Cash kun to af sine gamle sange i Studie 2? Hvorfor er sætlisten fra den ellers fine koncert domineret af sange fra hendes tre seneste plader, der alle kredser om klassiske countrysange som Sea Of Heartbreak, 500 Miles, Heartaches By The Number og Long Black Veil? Sange, der allerede er blevet fortolket hundrevis, hvis ikke tusindvis af gange før?
Selvfølgelig har netop det seneste album, The List, en helt speciel plads i Rosanne Cashs verden. Det var udpluk fra en liste over de 100 bedste countrysange, hendes far havde efterladt, og kun en idiot kan sætte en finger på hendes eller guitaristen og ægtemanden John Leventhals spil, eller koncerthusets akustik. Men jeg kommer alligevel til at tænke på min vens ord, da han i sin tid overvejede, om han skulle bruge 1200 kroner på en boks med The Band; ”Ikke et ondt ord om The Band, m en det er vel trods alt begrænset, hvor mange udgaver af The Weight, man egentlig har brug for at høre”.
Der er en grund til, at Heartaches By The Number og Long Black Veil er blevet noget nær udødelige standarder, men er det ikke på tide, at countrymusikken også tør give de sange, der blev skrevet efter 1980 en hæderlig chance for at få plads i musikhistorien? Med undtagelse af Don’t Know Why You Don’t Want Me og Seven Year Ache, holdt Rosanne Cash sig på afstand af de første 15 år af sin karriere. Hvorfor hun har afskrevet den kommercielt set populære periode af sit liv, ved jeg ikke. Måske fylder arven og savnet efter farmand stadig for meget til, at der er plads til andet. Men at et ikon som Rosanne Cash så let og elegant overser sin egen betydning for countrymusikken, som vi kender den i dag, er faktisk rigtig ærgerligt. Autentisk, alternativt, poppet, troværdigt eller ej.
…
