Lyden af den alternative countrys desperate dødsrallen

Jeg hader Wilco og vil efterhånden hellere glo på mit græs gro end at høre Lucinda Williams. Her er årsagerne …

Townes Van Zandt sagde en gang, at der kun findes to slags musik – blues og zip-a-dee-doo-dah. Men hvis du slår op i AllMusic Guide’s store guide til country, bliver du mødt af cirka 27 forskellige country-subgenre-definitioner, fra western swing og jugband til honky tonk og New Nashville. Mest imponerende – og forvirrende – er dog guidens gennemgang af forskellene mellem alternativ country, country rock, alternativ country rock, No Depression, Insurgent country og americana. Her synes de tydeligste forskelle at være, om du er født i en Stetson-hat eller et par slidte Converse, og det bliver ikke mindre uoverskueligt af, at alle disse genrer mere eller mindre bare handler om at spille country på en anden måde end de gør i Nashville. Og gerne med lidt ekstra knald på Fenderen, du ved.

Uanset hvad i alverden du kalder det, var den alternative country uhyre populær op gennem 90’erne og en god halvdel af 00’erne. I hvert fald hos mig, Finn P Madsen og størstedelen af Uncuts læsere. Ikke fordi den var nogen ny størrelse – Nashville har haft sine rebeller i og uden for bymurene siden Oklahomas tørke- og Depression-ramte bønder tog mod Bakersfield i Vest i stedet for Tennessee i Øst tilbage i 30’erne – men fordi den linedance-liderlige kommercielle countrymusik groft sagt var noget lort i det meste af 90’erne (looking in your direction here, Garth Brooks), og dermed ikke havde meget at byde på for de af os, der sidestiller countryens linedance-feber med black metallens kirkeafbrændings-feber.

Fra begyndelsen af 90’erne og flere år frem blev der udgivet en håndfuld fantastiske og i nogle tilfælde ligefrem genredefinerende plader. Uncle Tupelos ”No Depression”, Whiskeytowns ”Stranger’s Almanac”, Jayhawks ”Hollywood Town Hall”, Wilcos ”Being There”, Lucinda Williams’ ”Car Wheels On A Gravel Road” og Lambchops ”Nixon”, for at nævne nogle af de mest kendte (men ikke nødvendigvis bedste) eksempler. Det var punk, jazz og rock forklædt som country – eller omvendt – og selv om enkelte sange gik lige til grænsen, var du altid i sikker afstand af den allermest sjaskede knoldesparker-æstetik. Alt.country blev en stor kasse, anmelderne kunne losse det meste ned i, hvis det bare lugtede lidt af lapsteel og ternet skjorte. Så skulle herligheden skam nok hive fire stjerner hjem, for hey, hvis du tør gå i ringen med en så kulturelt set skræmmende størrelse som country, så har du sgu hjertet og modet på det rette sted, sønnike.

I dag hiver den alternative country febrilsk efter vejret i en desperat dødsrallen. Hvorfor? Fordi den nu har udspillet sin musikalske og kulturelle rolle. Der er ikke længere rigtigt noget at gøre oprør imod, og dem, der alligevel påkalder sig rebel-rollen, fremstår blot endnu mere indsnævrede og anakronistiske end det såkaldte Nashville-establissement, de forsøger at gøre oprør imod (Shooter Jennings ”Outlaw You” er et skræmmende godt eksempel på et kluntet, småfornærmet og selvoptaget “angreb” på de mere etablerede artister ). For hvordan gør man oprør mod Nashville, når Nashville selv er midt i et oprør? Nashville-countryen er mere facetteret, kantet og kontroversiel, end den har været i flere årtier. Nashville er ikke længere den Store Squaredansende Satan. OK?

Det kan også godt være, at jeg er blevet gammel. At den alternative country blot var en fase, en vej ind til noget endnu større og bedre. Musikkens svar på at snave før man knalder. Alt.country var en flirt med noget nyt og spændende, men aldrig mere end det. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har hevet mine Ryan Adams,  Whiskeytown, Bottle Rockets eller Jason & The Scorchers plader ned fra Expedit-reolen. For hvorfor skulle jeg? De giver mig jo kun den halve sandhed.

Dertil kommer også, at flere af den alternative countrys store koryfæer, dem, der red på opsvinget i 90’erne, nu bare er begyndt at irritere mig grusomt. Deres kunstneriske deroute har været total, og alligevel udsender de – i hvert fald for de flestes vedkommende – stadig musik uden skelen til det faktum, at de ikke har en hujende fis at byde på længere. I hvert fald ikke i min verden. Og selv om den alternative country besynderligt nok altid har ligget i sikker havn hos anmelderne (for hvordan kan man andet end knuselske ærlighed, håndspillethed og trangen til at tage kampen op mod den store stygge Stetson-bærende syngende pseudo-cowboy), er det på tide at sætte boltpistolen for panden af de ellers en gang så smukt brægende hellige køer.

Lucinda Williams

Der er et eller andet over Lucinda Williams vrængende, dovne og knastørre vrælen, der får mine klunker til at krølle sammen og kravle helt op under navlen igen. Som om hun dårligt kan holde sig selv vågen, når hun pløjer sig gennem parforholdets lyksaligheder, som hun har haft for vane at gøre på det seneste. Lucinda Williams er nemlig blevet lykkeligt gift med sin manager efter adskillige år – og plader – i livets romantiske rendesten, hvor sangskrivningskunsten ellers trives bedst. Good for her – knap så godt for alle os andre, der husker dengang, hvor Lucinda Williams var rigtig vred på livet, og den eneste gode mand i hendes verden var ham, der blev slæbt efter hendes pick-up på vej ned af grusvejen, bundet fast i dilleren til anhængertrækket. Nå ja, og hun drak også som et hul i jorden, og uanset hvor tragiske konsekvenser det måtte have, gjorde det ikke ligefrem pladerne dårligere.

I dag kører Lucinda Williams fast i samme rille, som havde hendes rollator sat sig fast i svingdøren ind til plejehjemmet. At høre hendes plader er omtrent så spændende som at sidde på terrassen hjemme i forstaden og glo på græsset gro under havetrampolinen. Men det må man selvfølgelig ikke sige, for så får man bare den armada af halvbøvede, midaldrende mænd, der på bred Danglish altid står nede i baren og råber efter deres yndlingssange, på nakken. Men en dag bliver jeg jo nok selv en af dem.

Ryan Adams

Der er omtrent lige så mange meninger om Ryan Adams, som der er Ryan Adams-plader. Altså en helvedes masse. Dertil synes der at være to slags snart midaldrende mænd i denne verden: dem, der synes Ashes & Fire var et vældigt interessant comeback på fuld kunstnerisk højde med Gold, og dem, der synes, Ashes & Fire udelukkende var en god plade fordi den ikke var det rene lort. Og så er vi jo lige vidt, ikke?

Problemet med Ryan Adams er, at han siden mesterværket Gold fra 2002 har gået rundt med hovedet så langt oppe i sin egen røv, at han kan se ud gennem næsen. Han gjorde en dyd ud af at udsende flere plader om året, hvilket i øvrigt ikke i sig selv er en synd (Dylan og The Byrds lagde nogenlunde samme udgivelsesfrekvens for dagen i deres dage, og det gik ganske glimrende), medmindre pladerne ligefrem er noget juks. Og det var Ryan Adams’ plader. En god sang her og der, absolut, men som helhed var derouten total og vejen mod musikalsk og lyrisk ligegyldighed ufravigelig. Han styrede direkte mod den sorteste afgrund af dem alle: den, hvor den en gang så fornøjeligt selvdestruktive punk-troubadour står og stirrer ned i mørket og tænker ”jeg har ikke længere noget på hjerte” og derefter lader sig falde. Pissehamrende tragisk, ja. Men fordelen er, at vi dermed er sluppet for koret af Ryan Adams disciple, der samstemmigt kaldte manden som en profet og hyldede hver eneste skid, manden slog, som et alt.country mesterværk. Og måske er Ryan Adams i virkeligheden selv blevet træt af Ryan Adams? Jeg er i hvert fald…

Wilco

Jeg fik en gang en skideballe i backstagebaren på Roskilde af en kendt og i øvrigt ulasteligt klædt dansk kulturpersonlighed fordi jeg altid skulle sige grimme ting om Jeff Tweedy og Wilco, og at det i øvrigt var komplet åndssvagt og barnligt overhovedet at sammenligne Wilco med Jay Farrars Son Volt. To vidt forskellige bands, to vidt forskellige mennesker og musikere. Men uanset, hvor langt de to gamle Uncle Tupelo-kammerater måtte være gledet fra hinanden, musikalsk såvel som kammeratligt, kan jeg simpelthen ikke slippe for den der fornemmelse af, at Jeff Tweedy slet og ret bare er en nar. Han opfører sig som en egenrådig, usympatisk og intrigant idiot i dokumentaren “I Am Trying To Break Your Heart”, der handler om indspilningerne af “hovedværket” “Yankee Hotel Foxtrot”. Her lykkes det ham at drive Jay Bennett –  bandets egentlige musikalske mastermind – ud for rullende kameraer, på den allermest tyranniske facon. Det var sgu ikke videre rart at være vidne til. Især ikke fordi Wilco fra det øjeblik ophørte med at være band, og i stedet bare blev et hold af musikere, der stod i hver deres hjørne af lokalet og syrede ud. Wilco var ikke længere et band. Det var et koncept. Et brand…

Faktisk synes jeg kun, at der findes én god Wilco plade, og det er deres debut, “AM”. Dengang spillede de countryrock for fuld vigør, med kant og finesse. Og melodier endda! Men allerede fra “Being There” og “Summerteeth” stak det helt af for Tweedy, og hver eneste efterfølgende plade var blot endnu et skridt i retning mod den katastrofale kakafoni. Jeg har ikke noget imod Wilco fordi de ikke længere spiller country. Jeg har noget imod Wilco fordi sangene lyder ad helvede til.

http://youtu.be/DqGGceJIgEM

Josh Rouse

Åh, Josh Rouse, du af alle har skuffet mig mest. Du har aldrig været nogen stor sanger eller sangskriver, men du var min første, og “Dressed Up Like Nebraska” var min yndlingsplade. Og selv om det ret hurtigt gik den gale vej efter debuten, hang jeg i, for der var altid en smuk lille ballade gemt godt væk på dine plader. Men så fandt du dig en kæreste og flyttede til fuckin Sydspanien og begyndte at spille salsa og flamenco og “luftig sommerpop”, hvad hulen det end betyder. Og hver eneste gang, du spillede koncert herhjemme, var du småsur. Som om, du ikke rigtig gad være der. Og så lavede du en plade, der hed “Nashville”, og her var sangene omtrent lige så følelsesforladte og lunke som den kaffe, der blev serveret på alle de københavnske kaffebarer, der havde din plade på døgnrotation.

http://youtu.be/LaPofhLEtn8

…