Talebanere! The Pogues! Townes! En fuckin dj! I anledning af Steve Earles nye album The Low Highway, er vi nået til anden og sidste del af vores liste over de 10 vigtigste Steve Earle sange.
5. “John Walker’s Blues” (fra Jerusalem, 2002)
Der er mange ting, der kan slå en musikkarriere ihjel – eller i det mindste skubbe den i den gale retning for en stund. Gift dig med din 13-årige kusine, meddel pressen, at du er mere populær end Jesus (eller The Beatles), giv din kæreste en ordentlig røvfuld på vej til Grammy Showet, eller skriv en sang, der forsøger at forklare, hvorfor en ellers ganske almindelig amerikaner beslutter sig for at slutte sig til Taleban-styrkerne i Afghanistan.
Helt så galt går det dog ikke for Steve Earle, da han udgiver sangen John Walker’s Blues i 2002. Der er for det første ikke nogen nævneværdig kommerciel karriere at slå ihjel, og for det andet er sangen en del af den hastigt tiltagende socialistiske countrysangers første egentlige politiske konceptalbum, Jerusalem. Ganske vist har der været politiske indslag på de fleste forrige plader, men nu ligner det en regulær krigserklæring mod Bush og co fra den reaktionære Earle.
John Walker’s Blues kunne ikke have åbnet ballet bedre. Sangen handler om amerikaneren John Walker Lind, der som 16-årig konverterede til Islam og rejste til Yemen, hvor han senere slutter sig til Talebans styrker, og den skaber gevaldigt med røre i den amerikanske andedam, hvor især den konservative del af mediebillet (altid den konservative) reagerer med vrede og afsky. Steve Earle skriver sangen, da han ser tv-billederne af en tilfangetagen, udsultet ung John Walker blive fragtet tilbage til USA, tapet fast til et bræt, kun 20 år gammel. På det tidspunkt er Steve Earles egen søn, Justin Townes Earle, på omtrent samme alder som John Walker Lindh, og det sætter følelserne i kog hos farmand. I sangens første linjer forsøger Steve Earle at beskrive, hvad der får en tilsyneladende normal amerikansk teenager fra Californien med en kærlighed for hip-hop, til at prøve lykken som Talebansk fodsoldat:
I’m just an American boy / raised on MTV / and I’ve seen all the kids in the soda pop adds / but none of them looked like me /
So I started looking around / for a light out of the dim / and the first thing I heard that made sense was the word of Mohammed, peace be upon him
Helvedes stærkt – og alt for stærkt til amerikanerne, der kun er et lille år inde i Krigen mod Terror. Men Steve Earles mission er ikke at forherlige den amerikanske terrorist; han vil egentlig bare fortælle, at det kunne være sket for enhver ung amerikaner. The New York Post hænger ham alligevel ud som upatriotisk, og snart følger andre medier – og dødstruslerne – trop. I starten af de krigsramte 00’er er det upatriotisk at tvivle på regeringen, og Steve Earle må for en kort overgang igennem den helt store Bush-liderlige mediemølle. Den glimrende dokumentar Just An American Boy beskriver perioden fra Steve Earles synspunkt.
Steve Earle nægter selvfølgelig at undskylde for noget som helst, og æder alle de skideballer, medierne fodrer ham med. Sså da Fox News (altid Fox News) beskylder ham for kun at have skrevet sangen for at sælge plader, kan han med stor overbevisning fortælle, en sang om en amerikansk Taleban-kriger uden tvivl er den mest idiotiske måde at forsøge at sælge plader på.
4. “The Revolution Starts Now!” (fra The Revolution Starts Now!, 2004)
Dårligt er balladen om John Walker drevet over, før Steve Earle atter planter cowboystøvlen solidt i det krigspolitiske blomsterbed. Invasionen af Irak i marts 2003 deler vandene i hele verden – og trækker de krigs-ideologiske fronter op i Nashville. På den ene side står de reaktionære countrytosser som Darryl Worley, Toby Keith og Clint Black, der på bedste gung ho retoriske vis hylder det amerikanske hævntogt i Golfen med hver deres mere eller mindre uforglemmelige countrysang; på den anden side står Steve Earle, der med The Revolution Starts Now! udsender sit mest politiske album til dato. Sangene handler alle om krigen i Irak, og på titelnummeret råber den ny-kommunistiske Steve Earle på revolution og forandring op til præsidentvalget i 2004. Uden held, desværre.
Nogen countryrock-udgave af Das Kapital er The Revolution Starts Now ikke. Men hvor morbidt det end måtte lyde, er krigen i Irak og det formørkede post-9/11 USA og dets Patriot Act den helt rette benzin på Steve Earles glødende socialistiske bål. Med The Revolution Starts Now, laver han sin bedste plade i 00’erne. Og måske sin sidste sådan rigtig gode plade.
3. “Mr Mudd & Mr Gold” (fra Townes, 2009)
Historien om et af Steve Earles første møder med Townes Van Zandt er næsten lige så legendarisk som sidstnævnte legende selv. Steve Earle havde tilbragt det meste af de tidlige 70’ere med at rende rundt i røven på Townes, der allerede på det tidspunkt var betømt og berygtet for at være en talentfuld men hensynsløs drukkenbolt uden nogen større indsigt i sit eget talent. Så da Townes en dag dukker op til en af Steve Earles første koncerter på The Old Quarter i Houston og begynder at råbe grimme ting af ham fra første række, ser Steve Earle ingen anden udvej end at spille Mr Mudd & Mr Gold, en af Townes’ mest komplekse og teksttunge sange, for at få sin store helt til at lukke røven, så han kunne spille sin koncert færdig i fred og ro.
I årene efter udvikler Steve Earle og Townes et af de tætteste personlige og musikalske venskaber, Texas endnu har set. Townes lærer Steve Earle, at blues er andet end 12 takter og en kone, der er stukket med hunden, og Steve Earle kalder kvitterer ved at true alverden med at stille sig op på Bob Dylans kaffebord i sine cowboystøvler. Townes er, i Earles ord, en fantastisk lærer, men en dårlig indflydelse.
Egentlig vrimler det ikke med Townes-covers på Steve Earles plader. På Train A Comin indspiller han Tecumseh Valley, og sammen med Guy Clark udgiver de i 2001 en seks år gammel koncertoptagelse fra The Bluebird Café i Nashville. Men Townes tid er snart ovre. Han dør den 1. januar 1997, og få dage efter skriver Steve Earle Ft Worth Blues.
Den egentlige hyldest kommer først i 2009 med cover-albummet Townes, og højdepunktet fra det album er den sang, der i sin tid tog pippet fra Townes den aften på The Old Quarter – indspillet med sønnen Justin Townes Earle, som måske i virkeligheden Steves største hyldest til Townes.
2. “The Low Highway” (fra The Low Highway, 2013)
Efter The Revolution Starts Now er det som om, at kreativiteten går fløjten for Steve Earle. Hverken Washington Square Serenade eller I’ll Never Get Out Of This World Alive har videre mange stærke skud i bøssen, og på begge plader fornemmer man en mand, der nu kæmper mere med sit hentehår og sin vægt, end med sine dæmoner. Og det er sjældent godt for en countrysanger.
Måske er Steve Earle i virkeligheden blevet for fed og konform med sin nye tilværelse sammen med sin nye, unge kone Allison Moorer i deres luksuslejlighed ved Washington Square i New York, eller også er han bare løbet tør for ting at brokke sig over. Piben har i hvert fald fået en anden lyd. Da han turnerer med Washington Square Serenade, slæber han sågar en DJ med på scenen i Pumpehuset (det er ikke særlig country, uanset hvordan fanden du end vender og drejer det), og det er først da han dukker op i The Wire som eks-junkien Walon, der i tv-historiens sejeste monolog fortæller om sin narko-fortid, at lidt af den gamle Steve Earle atter bider fra sig.
Men har Steve Earle også one more high left in him, når det kommer til musikken? Ja. Forventningerne til The Low Highway har været, om ikke kølige, så i hvert fald halvlunkne, men selv om nedenstående singleforløber ikke ligefrem render Guitar Town i bedene, så er det Steve Earles første gode plade i lang tid. The Dukes – og konen Allison – er tilbage i folden, og det hjælper gevaldigt på dynamikken.
Ganske vist lugter den stadig her og der af lidt for lykkelige omstændigheder, men når han synger om at brænde den lokale Walmart ned til grunden, lyder han bedre, end jeg havde turdet håbe på. Og sange som Love’s Gonna Blow Me Away, After Mardi Gras, Down The Road Part II og 21st Century Blues vækker alle minder om de år, Steve Earle stadig lavede plader for at holde sin røv ude af spjældet, Nashville, crackhuset eller kirkegården. Og det var nu en gang der, han var bedst.
1. “Copperhead Road” (fra Copperhead Road, 1988)
Ud over at være den absolut sejeste Steve Earle sang til dato – og muligvis den første og eneste countryrocksang med et sækkepibe-riff nogensinde – er Copperhead Road også indbegrebet af Steve Earles vej mod den musikalske stjernehimmel – og den menneskelige afgrund. MCA Records har parkeret ham på et lille underselskab i erkendelsen af, at deres en gang så lovende countrystjerne sgu nok aldrig har tænkt sig at rette ind efter deres, Nashvilles og fornuftens regler, og herude midt i countrymusikkens ingenmandsland lægger ingen tilsyneladende mærke til, at Steve Earle synker dybere og dybere ned i stofmisbruget. Det gør det heller ikke nemmere for pladeselskabet, at han skriver smædesange om den siddende præsident Ronald Reagan, og insisterer på, at den første single fra albummet skal handle om en Vietnam-soldat, der vender hjem til USA med en plan om at plante opiumsvalmuer på familiefarmen og skyde alle dem, der måtte komme i vejen for ham.
Det er også på dette tidspunkt, Steve Earle bliver venner med The Pogues. Han møder dem i London under indspilningerne af det, der senere skal blive If I Should Fall From Grace With God albummet, og i en lille uge i foråret 1987, er Steve Earle mere eller mindre en fast del af det irske band. De medvirker på Johnny Come Lately fra Copperhead Road, og Steve Earles fascination af den irske folkemusik skal senere blive til mini-hittet The Galway Girl.
På den anden side af Copperhead Road lurer katastrofen. Stofferne er én ting – en anden er, at opfølgeren, The Hard Way, flopper mere end selv den meget lidt kommercielt tænkende Steve Earle er forberedt på. MCA Records nægter at udgive det næste album, og insisterer i stedet på at udsende et livealbum, som Steve Earle hader hvert et sekund af. De næste fire år er det mere eller mindre kun Nashvilles pushere, der hører fra Steve Earle.
Men for helvede, en afslutningssalut at gå i hundene med!
The Low Highway er ude nu på Warner. Steve Earle & The Dukes spiller på KB i Malmø den 8. juni
