I Ain’t Ever Satisfied – De 10 vigtigste Steve Earle sange. Del 1

På mandag udgiver Steve Earle sit nye album The Low Highway. Selv om han er genforenet med sit gamle backingband The Dukes, vil det sandsynligvis glide lige så stille ind i den stille strøm af pladeudgivelser fra andre lettere glemte legender, som kun de færreste af os efterhånden dyrker på grænsen til det sygelige. Men der var faktisk en gang i en ikke så fjern fortid, hvor en ny Steve Earle plade kunne vende hele countrymusikken på hovedet – eller i hvert fald give den et overordentligt velfortjent spark i klunkerne.

Her følger en to-delt tour igennem de 10 vigtigste – eller bare bedste – Steve Earle sange.

10. “Guitar Town” (fra Guitar Town, 1986)

Det er langt fra nemt at være Steve Earle i 1986. Selv om han omsider har fået sin pladekontrakt, og tilmed med sværvægteren MCA Records, kæmper deres marketing- og promotion afdeling en indædt kamp med – og MOD – debutalbummet Guitar Town. Steve Earle er en helt ny type countryartist, der på papiret burde appellere til både rock- og countrypublikummet, men det forvirrer kun PR-pigerne yderligere. Deres forsøg på at markedsføre Steve Earle som en rebelsk Springsteen-klon, slår fejl, for Guitar Town er stadig for country til rockradioerne og for rock til countryradioerne.

Steve Earle reagerer på modstanden ved at opføre sig som en idiot. Han møder stiv op til interviews, kalder sine sange for “eighties hillbilly music” for at provokere pladeselskabet, og da en PR-dame trygler ham om at tage rent tøj på til en tv-optræden, dukker han selvfølgelig op i en slidt t-shirt fyldt med sovsepletter. Der ligger flere gamle klip på YouTube med en godt vissen ung og langhåret udgave af Steve Earle, der forsøger at mumle sig gennem et interview på sin vrængende Sydstats-facon. Se dem; det slår Iceages nylige optræden i Aftenshowet med flere længder, hvad pinlighed og misforstået rebelskhed.

Men alt det er jo trods alt kun larm, for uanset hvor stor en idiot Steve Earle var i 1986, og hvor uduelige MCA Records end har været, ændrer intet ved, at Guitar Town er den stærkeste, bedste og vigtigste country-debut, der nogensinde er udsendt. Så god er den. Og det vil jeg stille mig op på Gram Parsons kaffebord i mine udtrådte All Stars og sige. Nøgen. Med mit cd-eksemplar af GP siddende mellem ballerne…

 

9. “I Ain’t Ever Satisfied” (fra Exit O, 1987)

Steve Earle hader MCA Records og MCA Records hader Steve Earle, men der er ikke så skide meget at gøre ved det, for de har signet ham til syv plader. Én om året. Da Exit O udkommer i 1987, har Steve Earle allerede sniffet, røget og skudt hele forskuddet op, og selv om Exit 0 langt fra er nogen hyldest til heroinen, fremviser Steve Earle alligevel så stor en selvindsigt på sange som The Week Of Living Dangerously, Angry Young Man og I Ain’t Ever Satisfied, at enhver idiot – selv dem inde hos MCA Records – kan se, at både mandens helbred og karriere står med halvandet ben i graven. Hvilket dog ikke gør sangene dårligere. Tværtimod.

Lige som Guitar Town, er Exit O i øvrigt en af de første countryplader, der er indspillet digitalt med den smarte nye compact disc for øje. Det gør dog på mystisk vis ikke noget godt for produktionen, der er omtrent så flad som Steve Earles bankkonto efter de daglige besøg hos pusheren.

http://youtu.be/Rf_kYHIHXBw

 

8. “Goodbye” (fra Train A’Comin’, 1995)

I starten af 1994 er det Steve Earle mod resten af verden. Steve Earle vs. Nashville, Steve Earle vs. alle eks-konerne (han har været gift syv gange i alt – to gange med den samme kvinde), Steve Earle vs. MCA Records, og ikke mindst, Steve Earle vs. sin krop, som han stille og roligt har fyldt med crack, coke, heroin og bajere de seneste fem år. Han er flad, fed og færdig, og lever som en hjemløs junkie, med besøgene på Nashvilles metadon-klinikker som eneste lyspunkter.

Men det er ikke en gang Steve Earles største problem. Han har ikke udgivet en plade i fire år, og med så stort et hul i CV’et er du så godt som død og begravet i Nashvilles bog. Derfor gør det ikke den store forskel for andre end Steve Earle selv, da han omsider ryger i spjældet. Han er udeblevet fra en retshøring om heroinbesiddelse, så nu står den på henholdsvis fængsel og rehab de næste mange måneder.  Men pludselig får han besøg af et par gamle bekendte, som netop har lanceret et nyt pladeselskab. De foreslår Steve Earle, at de indspiller en bunke af hans gamle pre-Guitar Town sange. Det skal være i akustiske udgaver, indspillet med et lille team af Nashvilles bedste musikere, men uden det sædvanlige rabalder. Op i røven med rockpublikummet – nu skal Steve Earle lave den countryplade, han var født til at lave.

Resultatet er Train A’Comin, og denne gang ER det hillbilly music – og en af hans bedste plader til dato. Sangene er gamle, simple, akustiske, og nogle gange, som på Goodbye, hjerteskærende smukke. Steve Earle er tilbage. Clean og rehabiliteret. I hvert fald på papiret.

 

Emmylou Harris, der i løbet af Steve Earles tid bag tremmerne, har sendt flere breve til ham, udgav i øvrigt samme år sin egen fortolkning af sangen på coveralbummet Wrecking Ball. Steve Earle spiller selv guitar på Emmylous cover

http://youtu.be/h_3v_yaUJDY

 

7. “Feel Alright” (fra I Feel Alright, 1996)

Hvis Steve Earle troede, det var svært at passe ind i Nashville i 1986, er det sgu ikke ligefrem blevet nemmere for ham i 1996. Garth Brooks har bogstaveligt talt overtaget hele lortet og Steve Earles kontrakt med MCA Records er for længst kasseret.

Heldigvis finder både Train A’Comin’ og I Feel Alright et hengivent og loyalt publikum på den boomende americana og alt.country scene. Steve Earle har omsider fået fuld kreativ kontrol, han har fået sit eget pladeselskag, E Squared, og betegner nu blot sine musik som “Steve Earle musik”. Modsat Train A’Comin’ består I Feel Alright hovedsageligt af nye sange – og de første Steve Earle-sange, der ikke alle er skrevet med en nål i armen (dog med enkelte undtagelser). Ganske vist er han glad, clean og fokuseret på blot at koncentrere sig om musikken og skide hul i både Nashville og nålen, men de mange år på stoffer spøger på de fleste sange. Fra titelnummeret til South Nashville Blues, The Unrepentant og CCKMP (Cocaine Can’t Kill My Pain); stofferne har sat deres spor i Steve Earle.

Der er nogle, der mener, at I Feel Alright er Steve Earles bedste album. Det er i hvert fald det mest fokuserede og personlige. Den værste tid ligger bag ham nu. Problemet er bare, at det gør de bedste plader også.

http://youtu.be/bMVLJNPGXK4

 

6. “Over Yonder (Jonathan’s Song)” (fra Transcendental Blues, 2000)

Den 13 september 1986 dræber den 26-årige Jonathan Nobles to hvide kvinder i deres hjem i Texas. Han er skæv og helt og aldeles syg i hovedet, og tilstår med det samme, da han anholdes en lille uge senere. Jonathan Nobles idømmes dødsstraf og overflyttes til dødsgangen i Ellis Unit One fængslet i Huntsville, Texas. Mens han sidder dér og venter på sin giftsprøjte, finder han både Gud og Steve Earle. Eller rettere sagt, Steve Earle finder Jonathan Nobles. Steve har indvilget i at skrive breve til nogle af USAs dødsdømte fanger, og en af dem er Jonathan Nobles. De to udvikler et sært – og nært – venskab, og Steve Earles modstand mod dødsstraf bliver stærkere og stærkere for hvert brev, han modtager. I de sidste ti dage op til Jonathan Nobles henrettelse i september 1998, taler han og Steve Earle dagligt sammen i besøgsrummet på Ellis Unit One. Da dagen oprinder, hvor Jonathan Nobles skal møde sin skaber, beder han Steve Earle om at overvære henrettelsen. Steve Earle har allerede et par år forinden skrevet sangen Ellis Unit One om en fængselsbetjent på dødsgangen til filmen Dead Man Walking, og henrettelsen af Jonathan Nobles inspirerer ham til at skrive endnu en sang om emnet, “Over Yonder (Jonathan’s Song).

Nogle dage senere modtager Steve Earle urnen med Jonathan Nobles aske. De næste skal modstanden mod dødsstraf blive benzinen på Steve Earles i forvejen hidsigt brændende politiske bål.  I hvert fald lige indtil den 20. marts 2003…

 

 

Forsættes…