Om at løbe tør for cigaretter, småtude i bilen på vej hjem, og tabe sit hjerte til en lille festival på en græsmark lidt nord for Fleggaard.
Det er, som om de store danske festivaler alle har kæmpet med hver deres udfordring i løbet af sommeren.
Distortion-direktøren klynkede vanen tro igen over, at de københavnske gratister har det med at pisse i trappeopgangene langs Sønder Boulevard og glemme at tørre op efter sig selv, Northside kæmpede – trods festivalens altid ærværdige intentioner om at være det urbane, musikelskende og intime alternativ til pløjemarken i Darup – stadig med de fysiske rammer, som mest af alt om Grøn Koncert for den gennemsnitlige Gaffa-læser, og Roskilde bøvlede ifølge mange med at fylde Orange Scene op med navne af den størrelse, scenen hidtil uden besvær har tiltrukket.
Jeg var ikke selv på SmukFest, da jeg er allergisk over for både bøgepollen og fulde aarhusianere i fjollede hatte, men her virkede det, som om festivalen mistede lidt af sin ellers berømte uskyld. Hvis folk besvimer under koncerterne, må der fandme ikke gå 45 minutter, før hjælpen når frem. Det lærte vi allerede for 13 år siden, og at nogen tør gamble med publikumssikkerheden, er slet og ret idiotisk og besnærende. Uanset om det så er et gendannet Beatles, der står på scenen.
Men så er der Tønder Festival. Her er der sgu ingen overhængende risiko for at blive trampet ned eller løbet over ende, for publikumstallet på godt 10.000 mennesker betyder, at man sjældent har problemer med at komme hverken frem eller tilbage mellem scenerne og ølteltet.
De fysiske rammer fejler intet – de er ligefrem hyggelige – og med navne som Sinead O’Connor og Billy Bragg i toppen af plakaten gør det ikke det store, at Runrig tog sig en fortjent pause i år (om end antallet af forvaskede t-shirts med det skotske orkesters navn alligevel lod til at trumfe mængden af Metallica t-shirts på årets Roskilde Festival). Nå ja, og den fæle stank af lunken pis synes også at være holdt i skak på festivalpladsen i downtown Tønder. Imponerende.
Sidste år var på mange måder et år nul i festivalens historie. For første gang i 38 år skulle man ikke længere blot købe billet til de enkelte koncerter. Der blev sat partout-armbånd til salg, og festivalen rykkede alle sine koncerter ind på den festivalplads, der tidligere havde virket en smule forladt.
Derudover begyndte festivalen at hyre navne, der skulle tiltrække det yngre, musikinteresserede publikum – en mangelvare syd for Kongeåen, må man formode – og samtidig signalere, at Tønder Festival ikke havde tænkt sig at gå i graven med sit aldrende publikum. Blandt det mere eller mindre sædvanlige rend af danske, irske og britiske folkemusikere, var der nu også americana-navne som The Low Anthem, New Country Rehab, Deer Tick, The Deep Dark Woods og Cody på plakaten. Alle artister, der på hver deres facon markerer folk- og countrymusikkens nye kreative guldalder.
I år var ingen undtagelse. Canadiske The Barr Brothers, danske The White Album, amerikanske Pokey LaFarge og Avett Brothers samt irske Tupelo og Hudson Taylor sænkede gennemsnitsalderen på både scenerne og i backstagebaren betydeligt.
Selv Sinead O’Connor og Billy Bragg virkede til at have bedre fat i den yngre del af publikummet end den ældre. Sidstnævnte må i hvert fald have set sig blæst en anelse bagover af den pilskaldede furies heftigt larmende, men i øvrigt ret fantastiske koncert på Open Air scenen fredag aften.
Jeg har aldrig sådan for alvor set lyset i The Avett Brothers og deres til tider fjollede folk-pop, og havde langt hellere set et navn som Old Crow Medicine Show eller Punch Brothers på den scene, men lørdag aften virkede det nu alligevel som det eneste rigtige navn lige dér, på den parkeringsplads bag tårnet.
Hvad i alverden Mads Langer og Lukas Graham laver på den festival, vil på sin vis vel stadig være en gåde for de af os, der ikke ser fordelen i at få et par timers fred for surmulende teenagedøtre på slæb, men herregud, værre er det heller ikke. Og når man i øvrigt ser selvsamme flok teenagere stå og skrige lungerne ud til den lige dele nuttede og talentfulde irske folk-duo Hudson Taylor, er der håb endnu for ungdommen.
Betyder det så, at Tønder Festival er helt fri for udfordringer? Nej.
At en festival, der ligger så tæt på grænsen, at du dårligt kan pisse i en hæk uden at ramme den lokale Fleggaard, kan løbe tør for cigaretter lørdag eftermiddag, er et mysterium, men festivalens egentlige udfordring er en lidt anden.
De taler meget om, at Tønder Festival aldrig vil miste sin sjæl, dernede. Det tror jeg heller ikke, den gør. Men jeg kan være bange for, at den kan miste sit publikum. Ikke nu, ikke næste år. Men det er, som om forandringens musikalske vinde endnu ikke helt lufter i hentehåret på kernepublikummet, for hvem det årlige gensyn med Niels Hausgaard eller den faste plads i P4 Teltet stadig trækker mere end de nye, unge navne, der på hver deres måde udfordrer folkemusikken inde- og udefra.
At Billy Bragg dårligt kan fylde halvdelen af et telt på størrelse med Pavilion Junior scenen på Roskilde Festival, er ærgerligt. For hvis Tønder Festivals fremtid ligger i intentionen om at tiltrække et (yngre) publikum fra resten af landet, tror jeg, det er nødvendigt, at festivalen får rystet sit lidt tunge ”folkemusik”-image af sig. Og det er svært, selv om mantraet om ”Hand Made Music” er et skridt i den rigtige retning.
For hvis der er noget, Tønder Festival gør bedre end nogen anden festival herhjemme, så er det at sætte musikken i fokus. Her er ingen mystiske kunstinstallationer, ingen formaninger om at rydde op efter sig selv eller tænke på de fattige, ingen intention om at være andet end et fællesskab om musikken. Jeg har fået større musikalske oplevelser på Tønder Festival end på nogen anden festival, og hvis resten af landet får øjnene op for de ofte helt unikke koncerter og det møde med musikken, du kun sjældent møder på større festivaler, er jeg slet ikke bekymret for festivalens fremtid.
Jeg mindes egentlig heller ikke at have hørt en koncert på årets festival, hvor der ikke har været mindst én musiker, der med et fjoget smil i hele bærret har proklameret, at Tønder Festival er den bedste festival i hele verden.
Det skal sgu nok passe. Også selv om Runrig sikkert kommer tilbage næste år.
Tre koncerter, der gav god mening i 2013
Billy Bragg
Når han ryger op i det røde felt (sådan, bogstaveligt talt), får Billy Bragg Bob Dylan til at ligne doven socialdemokratisk byrådspolitiker. Men at han står først i køen, når der skal pisses på Margaret Thatchers grav, er ikke den eneste fortælling om den engelske sanger, som trods sine hyppige rasende og halvkommunistiske udfald, spillede en af festivalens varmeste og sjoveste koncerter.
http://youtu.be/4sLrUdUQdho
Hudson Taylor
Allerede da jeg ankom til Tønder fredag morgen, fornemmede jeg, at den unge irske duo Hudson Taylor havde leveret en koncert torsdag aften af den slags, folk kan tale længe om på de kanter. Tøserne i lejren kvidrede lige dele lystigt og lyderligt om forsangeren Alfie, en blanding af Brandon Walsh og Dylan McKay, men med en stemme og en scenepersonlighed, så selv det sureste gamle røvhul på den festival – jeg selv inklusive – måtte se sig blødet godt op i knæene.
Allan Olsen
Jeg fik, hvis jeg skal være helt ærlig, aldrig hørt Allan Olsen på årets festival, men alligevel tager jeg ikke nogen større oplevelse med hjem end mødet med hans seneste album Jøwt. Den kom lige så stille snigende, erkendelsen af, at Allan Olsens sange kan lige netop dét, som countrymusikken trods sin overordentlig lange liste af kvaliteter, aldrig har evnet: at handle om mig og mit hjem. Det går jo begge veje, det der med at tage til Tønder Festival og turde at lytte til den musik, der kræver et solidt skridt ud af din comfort zone. Tønder Festival overlever ikke kun på gamle mænd, der hører unge mænd, men også unge mænd, der tør lytte til gamle mænd (undskyld, Allan). Når det er sagt, så aner jeg ikke, hvorfor Allan Olsens Jøwt blev soundtracket til min Tønder Festival. Måske fordi den fik roen til at sænke sig over hjemturen. Måske fordi den som festivalen er et møde mellem dansk provinsiel sørgmodighed og amerikanske sangskrivningstraditioner. Måske fordi den giver mig lyst til at køre hjem til Hjørring og drikke kaffe med de gamle. Eller måske fordi den slet og ret bare er en god plade?
…
