Første gang, jeg hørte Sturgill Simpson var i en video på YouTube, hvor han spiller med sit band i en lagerhal på et eller andet lokalt bryggeri i USA. Honky tonk og bajere; omtrent så country, som noget bliver. Jeg var solgt med det samme, som de fleste andre, der krydser veje med den fåmælte, diskrete sanger fra Kentucky. Sturgill Simpson kan et eller andet, som andre ikke kan. I hvert fald ikke på denne side af Waylon Jennings. Tidligere på året udgav han sit andet album “Metamodern Sounds In Country Music”, et ambitiøst pragtværk af en halvpsykedelisk countryplade, der er omtrent lige dele honkytonk og hjerteknusende countryballader for voksne mænd. Jeg selv har stadig ikke hørt noget bedre, smukkere eller mere gribende i år, og på søndag spiller han til Pumpehusets fine nye americana-club, Carcosa. Jeg har fundet de fem bedste grunde til, at du burde tage derind. Og der er flere, hvor de kommer fra…
1. Han lyder som Waylon
Waylon Jennings’ outlaw-periode fra 1972 til og med 1978 er i mine øjne og ører en af de bedste – hvis ikke dén bedste – periode i countrymusikkens historie. Alt var sat på spil, sangene var bedre end de nogensinde havde været – eller blev igen – og Waylons dybe, følelsestunge brumlen havde fundet sit helt rette leje inde under lædervesten. At høre Sturgill synge i dag, er som at få alt det serveret på en te-ske. At det ikke ender som et plagiat – som de der utallige danske countrybands, der insisterer på at lyde som snydt ud af næsen på Johnny Cash – er et mirakel af de helt store. Men det gør det ikke.
2. Faktisk lyder han næsten mere som Waylon end Waylon selv lyder som Waylon
og originalen:
http://youtu.be/9BiDGH__QdM
Det er imponerende, ikke?
3. Hans ballader får voksne mænd til at græde
Jeg sætter en stor ære i ikke at have den fjerneste indsigt i, eller forståelse for, engelsk new wave fra de sene 80’ere (eller fra nogen anden periode for den sags skyld), men hvis alle sange fra den tid lyder sådan her, når de udsættes for countrysangere fra Kentucky, er der vel håb endnu – for både mig og 80’er-poppen. The Promise er et gammelt When In Rome nummer. Hvor faen han har fået idéen til den fortolkning fra, aner jeg ikke, men ubeskriveligt rørende, det er det sgu.
Den gamle udgave:
4. Den her. Det stærkeste åbningsnummer, jeg længe har hørt.
Og så handler det om Jesus. Og intergalaktiske skildpadder. Og sikkert også om damer…
5. Men vigtigst af alt, så mangler vi flere folk, der spiller honky tonk
Sturgill Simpson spiller til Carcosa i Pumpehuset i København søndag den 28. september.
