Der er ny plade fra Willie Nelson, og derfor bruger jeg forholdsvis meget tid i disse dage på at gøre op med mig selv, om den er god eller ej. Er mandens geni stadig så nogenlunde intakt på ‘Heroes’, eller er dette album blot endnu et i rækken af mange Willie-plader, hvor han trofast pløjer afsted ad nøjagtig samme rute som på de forrige 76 plader? Juryen er stadig ude på denne her.
Men sådan er det jo med Willie. Selv om vi ganske vist alle er så skide berøringsangste over for denne langhårede legende, så er der et eller andet ved den syngende skævert (så! nu går der minsandten lidt Treo i den!), der gør, at jeg alligvel altid ender med at føle, at det sgu nok ikke er okay at synes, at hans plader er dårlige. Og det er de jo heller ikke – selv ikke den tåbelige reggaeplade, Countryman, han udgav for nogle år siden. Dertil er Willies legende og tyngde for store. Problemet er nok, at hans plader alle sammen er så … hvordan skal jeg sige det her? … Willie-agtige. Er det ordet?
Heroes er som sagt vintage Willie – slap, slappy, charmerende, melankolsk, kogt godt op på bongvand, og fuldstændigt som alle de andre Willie plader (selv den der tåbelige reggaeplade). Det er røvsygt at høre ham læne sig op ad sin egen karikatur på endnu en plade, men til gengæld fandens imponerende at være i selskab med en mand på 79, der stadig kan mønstre nok kreativ energi til at slæbe sig selv og sine venner (Merle Haggard, Billy Joe Shaver og Kris Kristofferson), søn (Lukas Nelson), arvtagere (Jamey Johnson og Sheryl Crow) og drugbuddies (Snoopy Doggy Dogg) med i studiet til endnu en omgang. Jeg er 32 og kan dårligt sove middagslur med knægten uden at skulle op og pisse fem gange. Willie, derimod, han kører sgu bare på, og har tilmed nosserne til at turnere med alle de plader, han udgiver. Det er sejt.
Ingen anden genre er så god til at give sine seniorer et sidste skud i den kreative bøsse inden de ryger op til Vorherre som country. Nogle gange sker det først i kølvandet på to – måske endda tre – årtiers musikalske dødvande; så vender de pludselig tilbage med et sidste mesterværk. Ikke kommercielt – den del af countrymusikken er alt for ungdomsfikseret til at bryde sig om dette gråsprængte segment – men kreativt. Den del fejler ikke noget.
Her er et par eksempler. Porter Wagoner var fuldstændig glemt, da den gamle countrys sidste indpisker, Marty Stuart, opsøgte ham og overtalte ham til at indspille et nyt album, Wagonmaster fra 2007, som tilmed skulle blive et af Porter’s bedste (og desværre også sidste). Ramblin’ Jack Elliotts karriere blev bragt til live igen, først i 2006 af produceren Ian Brennan, og igen tre år senere af Joe Henry, som nu også drømmer om at gøre det samme for Harry Belafonte. Texas-legenderne Billy Joe Shaver og Guy Clark havde godt nok aldrig været helt væk, men lavede pludselig hver et par helt vildt gode plader i midten af 00’erne, ligesom den Alzheimers-ramte Glen Campbell sagde farvel sidste år med den musikalsk ujævne, men ikke desto mindre tårefremkaldende Ghost On The Canvas. En klump i halsen er en klump i halsen, uanset om produktionen er noget juks eller ej.
Og så har jeg i øvrigt slet ikke nævnt Johnny Cashs seks American Recordings plader, der står som et pejlemærke for de her grå mesterværker. Eller John Prines Fair & Square, der blev indspillet i kølvandet på flere år med halskræft, Charlie Louvins sidste par plader, eller Duane Eddys Richard Hawley-producerede Road Trip fra forrige år. Hey, selv Tom Jones koblede sig på en hypet producer (Ethan Johns), et smart label (Lost Highway) og lavede en foruroligende okay plade med Praise & Blame for et par år siden.
Det fantastiske ved de plader er ikke nødvendigvis kun sangskrivningen, som ellers altid er frygtindgydende i sin erfaring, ærlighed og indsigt i et liv, der lakker mod enden. Næh, det er også kunstnerens villighed til at sætte sig selv og sin legende på spil for ét sidste forsøg på at lave noget, der giver mening. Du er ved at sætte et punktum, og så har det eddermaneme af at være et værdigt et – især når det afslutter fortællingen om et liv, der i stort set alle tilfældene har været præget af druk, stoffer og forliste karrierer. Lige siden Chet fuckin’ Atkins begyndte at producere dårlige countrypolitian-plader i 70’erne, har Nashville ikke haft formatet til at værne om de legender, der byggede byen op på country, coke og tusinder af sange om svigefulde kællinger. De altdominerende countrystationer ville ikke være her uden Merle Haggard, Marty Robbins eller Dolly Parton. Det er der bare nogle, der har glemt at fortælle countrystationerne. Toby Keiths tourmanager fortalte mig for nogle år siden, at George Jones fandme stadig sidder og er bitter over, at ingen gider spille ‘A Good Year For The Roses’ længere. I don’t blame him
Andre gange er det, det unge blod, der er med til at gøre forskellen. Den nye producer og den gamle legende. Fan møder idol, den slags. Der er kommet underværker ud af mødet mellem Porter Wagoner og Marty Stuart, Loretta Lynn og Jack White, Wanda Jackson og Jack White, Cash og Rubin og senest, Dr John og Dan Auerbach. Fælles for alle disse gamle stjerner er, at de alle har gjort det, velvidende at det meget vel kunne have kostet dem dyrt på den historiske konto – lige måske med undtagelse af Cash, der trods alt kun et par år forinden havde indspillet en sang om en kylling, der begik bankrøverier. Men alligevel – forestil dig gamle, gudfrygtige Johnny, der efter to lange årtier i skyggerne af den genre, han selv havde skabt, pludselig bliver løbet op af en langskægget hiphop-producer. Som tilmed ville have ham til at indspille coverversioner af grungehits og den slags. Hvis ikke Cash havde tilbragt det meste af 80’erne med at spille på de lokale dagcentre og alderdomshjem, og dermed ikke havde så skide meget at tabe ved at følge med Rubin, havde han måske valgt at takke nej til tilbuddet. Og så havde hans navn og din pladesamling set helt anderledes ud.
Og så er der de plader, der griber mig, alene fordi jeg sidder med fornemmelsen af, at disse plader kan være de sidste. Ikke sidste, som i “Bare rolig, det er bare sådan en jeg-er-tilbage-om-fem-år-og-så-spiller-jeg-hele-lortet-fra-ende-til-anden-på-All Tomorrow’s Parties”- plade. Næh, en sidste skud før jeg dør-plade.
Sådan har jeg det hver eneste gang, Merle Haggard eller Kris Kristofferson laver nyt album, og sådan havde jeg det med Levon Helms to sidste plader, der hver på sin vis i højere grad var livsbekræftende påmindelser om mandens format, end de egentlig var gode plader. Men det er ligemeget, så længe de minder os om, hvorfor vi overhovedet begav os ud i denne genre in the first place.
Det er sikkert også sådan alle de danske dagbladsanmeldere – i hvert fald de gamle af dem – har det med Dylan. For come on, så spændende var Together Through Life sgu heller ikke, men hey, det bliver måske den sidste.
Og en klump i halsen er sgu en klump i halsen – uanset hvorfor den sidder der.
Syv nye gamle mesterværker, du skal høre før du dør
1. Porter Wagoner – Wagonmaster (Anti, 2007)
Jeg interviewede Marty Stuart for et par år siden (kan læses her, hvis du har lyst) , og han fortalte mig, at Porter ikke længere troede på, at nogle ville gide høre de sange, han havde skrevet i løbet af de årtier, hvor han langsomt men sikkert var gledet ud af countrymusikkens korttidshukommelse. Marty fik overbevist ham om, at man også kunne gøre comeback uden at skulle gøre det med en ny moderne lyd (som det var sket for Cash og Loretta Lynn), og resultatet var Wagonmaster. Porter døde desværre kort tid efter, men efterlod sig heldigvis denne svanesang, hvis titelnummer stadig får mig til at flæbe som en kælling.
(Det er Marty med det høje hår på guitar)
Porter Wagoner – Committed To Parkview video
2. Charlie Louvin’ – s/t (Tompkins Square, 2007)
Den ene halvdel af The Louvin Brothers udgave plader helt op til sin død tidligere på året – blandt andet en besynderlig hyldest til Gram Parsons. Denne her bød dog på nye duet-versioner af Charlie og Iras gamle klassikere, og både Jeff Tweedy, Elvis Costello, Will Oldham og Kurt Wagner medvirker. Ikke stor kunst, så køb hellere Satan Is Real eller The Tragic Facts Of Life for den fulde Louvin-oplevelse
3. Ramblin’ Jack Elliott – A Stranger Here (Anti, 2009)
En af de ting, jeg beundrer mest ved Joe Henry er det faktum, at hans lyd – som er meget organisk, melankolsk og flerdimensionel – aldrig fylder for meget i produktionerne, en finesse, T Bone Burnett for eksempel endnu ikke mestrer til samme perfektion. Mødet mellem Joe Henry og folk-legendens sans for minimalisme bliver således en mørk, tung men smuk plade.
Ramblin’ Jack Elliott & Joe Henry fortæller om A Stranger Here. Du SKAL se denne video
4. John Prine – Fair & Square (Oh Boy, 2005)
John Prine fik konstateret hudkræft i halsen omkring år 2000. Fem år senere vendte han tilbage med Fair & Square, hvor stemmen ganske vist havde taget skade, men hvor sangene – eksklusiv en hjerteskærende smuk udgave af Blaze Foley’s Clay Pigeons – var skrevet af en mand, der havde set døden i øjnene og nu skrev hver sang som var det den sidste.
5. Waylon Jennings & The 357’s – Waylon Forever (Vagrant, 2008)
Der er meget få mennesker i denne genre, der har udrettet mere end Waylon, og hvis jeg kun måtte tage én død countrysanger med ud på en øde ø, ville det sgu nok blive ham. Men hans musikalske output fra de sene 70’ere og op til hans død i 2002 var vitterligt ikke særligt spændende, og derfor havde det været fantastisk at høre ham lave sine egne American Recordings. Lidt oprejsning fik han da med albummet Waylon Forever, hvor sønnen Shooter Jennings (som i øvrigt er aktuel med sit femte album Family Man) og dennes band færdiggjorde en række optagelser, Waylon havde indspillet før sin død.
Waylon Jennings & The 357’s – Outlaw Shit
6. Bobby Bare – The Moon Was Blue (Dualtone, 2005)
Der har været bekymrende stille omkring countrycrooneren Bobby Bare i nogle år, men i 2005 udgav han The Moon Was Blue, der var produceret af sønnen Bobby Bare Jr. En af de plader, der desværre nok bliver den sidste.
Bobby Bare – Are You Sincere video
7. Duane Eddy – Road Trip (Mad Monkey Records, 2011)
Country er det vel ikke, men hvor folk som Jerry Lee Lewis, Chuck Berry og Lil’ Richard synes tilfredse med at spille coverversioner af deres egne sange, tog twang-legenden Duane Eddy skridtet videre og allierede sig med super-fan’en Richard Hawley. Hawley hev ham til Sheffield, producerede hans første album i over 10 år. Ganske vist var der ikke nogen ny Rebel Rouser her, men ikke desto mindre kan du fodre svin med nye bands, der forgæves forsøger at lyde som Duane gør.
Her er i øvrigt en ret fornuftig anmeldelse fra No Depression, om end jeg ikke deler anmelderens begejstring for Snoop Dogg-duetten
http://www.nodepression.com/profiles/blogs/album-review-willie-nelson-heroes