Dreng møder pige, pige og dreng laver countryduo og synger søde sange til hinanden. Countrymusikkens mand-kvinde duoer har fået comeback, men denne gang er det kvinderne, der har Stetson-hatten på i parforholdet. I forbindelse med det nye album fra danske Shoes For Julia, ser McGuire nærmere på fænomenet musikalsk parforhold.
Der var en gang, hvor countryduoerne regerede verden.
Det begyndte i starten af 1960’erne og fortsatte et par årtier frem, indtil den klassiske lillefar/lillemor konstellation så mere eller mindre forsvandt fra jordens overflade igen.
Nu skulle det i stedet handle om de fortabte, følsomme cowboys med Wrangler-bukserne helt oppe under hagen, og det betød, at Nashville for en stund glemte alt om de patriarkalske romantikere og deres forsømte, underkuede kvindfolk med højt hår og tårer i øjenkrogene.
Og således var duetternes æra forbi.
Deres største styrke var dog sjældent deres egentlige musikalske output. Nogle duetter blev standarder – “Jackson”, “Leather & Lace” og “Golden Ring”, men for flere af kvinderne var karrieren sundere uden mændene ved deres side.
Dolly Parton fik først sit eget kunstneriske gennembrud, da hun havde forladt Porter Wagoner og hans tv-show, og intet af æren for Loretta Lynns store momenter kan tilskrives Conway Twitty.
George Jones var i mine øjne bedre uden konen Tammy Wynette på slæb (og omvendt), og selv om Johnny Cash og June Carter måske er undtagelsen, der bekræfter reglen, så var Waylon Jennings og Jessi Colter eller Kris Kristofferson og Rita Coolidge det ikke.
Countryduoen var derimod en romantisk, kultur-konservativ størrelse, der på grund af sin store sammenhæng med tiden, også var dømt til at dø en langsom død, i takt med, at selv de amerikanske kærlighedsmønstre ændrede sig, og egoismen i musikken såvel som i kærligheden tog over.
Derudover havde det også en stor effekt, at tv-stationerne ikke længere havde den store interesse i de gamle countrystjerner og deres egne tv-shows. Og hvis Porter Wagoner ikke havde sit eget tv-show, havde han heller ikke længere brug for et syngende (kvindeligt) blikfang.
http://youtu.be/NHpnnfW3RHo
Nu er duoerne imidlertid vendt tilbage, og det ligner efterhånden en lille bølge.
Det begyndte med Alison Krauss & Robert Plants ‘Raising Sand’-album fra 2007. Det var år nul, en helt ny gammel kunstform, de fleste af os vel egentlig havde glemt. I dag hedder de bedste nye navne Honeyhoney, The Civil Wars, The Head & The Heart, Kasey Chambers & Shane Nicholson, The Mastersons, Whitehorse og Mandolin Orange. For at nævne nogle få.
Også Nashville er med i statistikken med Sugarland, Thompson Square, Steel Magnolia og, hvis vi ser bort fra det tredje, ikke-syngende medlem, også Lady Antebellum, der med stort kommercielt held og underholdning begiver sig ud i så sjaskede countrypop-duetter mellem de to pladderromantiske sangere, at ikke et øje er tørt på denne side af Tennessee.
Det gælder også Shoes For Julia, der er det første danske forsøg på at lave en duo med tydelig country-æstetik siden Hush.
Absolut intet ondt sagt, ment eller tænkt om Søren Sko, men trods aldersforskellen mellem ham og Julia Fabrin (og hans baggrund i det hele taget), står det også tydeligt, at Julia Fabrin har Stetson-hatten på i dét forhold.
Hun bærer sangene, hendes stemme har meget mere af den countryklang, sangene hiver den hjem på, og et eller andet sted derinde, bag den ellers pæne produktion, gemmer der sig en countrysangerinde – og en countryplade – der bare venter på at bryde ud. Og en god en af slagsen, i øvrigt. Om det så også betyder væk fra Søren Sko, vil tiden vise. Det ville ikke være første gang, den kvindelige halvdel af en duo nægtede at stå ved sin mand…
Der er sket meget siden 60’erne, men dreng-møder-pige-problematikken er sgu mindst lige bøvlet, som den altid har været.
Til gengæld er den patriarkalske ”smile, sing and look pretty”-attitude, mændene havde påduttet deres kvidrende vedhæng – og ikke mindst den lidt latente seksuelle awkwardness, ingen kunne undgå at bemærke – forsvundet.
Hvis der er nogen, der ryger ud på røv og albuer, når lokummet brænder i parforholdet, er det mere sandsynligt, at det er den lidt bøvede og betuttede mandlige halvdel. Kvinderne er blevet de stærke, mens vi mænd står lidt bøvede tilbage i kulissen.
Og det passer vel også meget godt med samfundet omkring os. I hvert fald hjemme hos mig…
