CMA Awards 2012 – det kollektive countrymusikalske skulderklap

I torsdags klappede Nashville sig selv på ryggen og uddelte hæder og high-fives til sine egne stjerner ved countrymusikkens største og mest toneangivende prisuddeling, the CMA’s. Men kan showet – og den kommercielle countrymusik – andet end blot at svælge i brede smil, Stetson-hatte og Taylor Swift-kloner? Bloggers By Choice var vågen hele natten og ser tilbage på en begivenhed, der var lige så forudsigelig som den var fantastisk.

At se Country Music Association Awards – CMA’s – er lidt som at forsøge at fejre Halloween med ungerne. Fænomenet er omtrent så amerikansk som noget kan blive, det bliver altid lidt for sent, og lige så sikkert det er, at nogen begynder at tude i løbet af aftenen, lige så  sikkert er det, at du selv på et eller andet tidspunkt flegner om på sofaen af ren og skær sukkerchok.

Men hvor Halloween efterhånden er blevet til lige så stor gene for os parcelhusejere som dræbersnegle og Johanne Schmidt Nielsen, er CMA’s stadig udelukkende forbeholdt amerikanerne. Og det er der mange gode grunde til. Showet, der hvert år sendes på kanalen ABC, er et imponerende og til tider direkte overvældende studie i menneskets (og countrymusikkens) største følelser: lykke, sorg, grådighed og rendyrket pladder-patriotisme. Når kvinderne vinder, tuder de hele vejen op til podiet og ned igen. Når mændene vinder, high-fiver de sidemanden, manageren, Vorherre og hvem de ellers møder på vej op efter statuetten.

Alt sammen under de gigantiske Stars & Stripes, der hænger i midten af arenaen i Nashville, sjældent ude af kameraets panorering.

http://youtu.be/pvI23Hmdk6Y

Side 2 i Den Store Bog Om Award Shows: Dans gerne som den fede koreaner, men gør det kort.

CMA’s tager i det hele taget ikke nogle chancer. Det følger den Store Bog Om Award Shows, side for side, uden større staffage. At sætte en Ricki Gervais, Jon Stewart eller anden løs kanon ind som vært for et show som CMA’s, er utænkeligt. Når værtsparret Brad Paisley og Carrie Underwood pludselig står og danser som ham der den fede koreaner (Nashville er typisk en måneds tid efter alle andre, hvad angår idiotiske trends), er det omtrent så gøglet, som det bliver. Optrædenerne, der som regel altid er de nominerede selv, er planlagt, korrigeret og singback’et ned til noget nær mindste detalje, og i dag står kun Alan Jackson, der få uger efter 9/11 optrådte med Where Were You When The World Stopped Turning, stadig klart i hukommelsen. Men igen, hvem hulen tager også til award shows for at høre folk synge?

http://youtu.be/fvj6zdWLUuk

What would Willie do?

Én ting er nemlig, hvad showet kan, når det kommer til underholdning (seertallene er imponerende, og ofte endda højere end seertallene til Grammy Awards); en anden ting er, hvad den fortæller om den musik, den hædrer.

For at forstå CMA’s, skal man acceptere, at dommerne og medlemmerne i Country Music Association først og fremmest hylder succes, og vel at mærke succes af den gode, gamle slags:  den, der kan måles på salgstal, hitliste-placeringen og turné-indtjeninger, og markedstestes, markedsføres og markedsanalyseres. I hoved og røv. Men hvor nogle puritanere stadig sidder og surmuler over det, må man ikke glemme, at der faktisk er en hulens masse stor succes i Nashville for tiden. Efter et magert årti i 00’erne, hvor især hiphoppen stjal de unge pigers hjerter (og penge), er countryen igen tilbage på toppen. Og niveauet ER højt. Miranda Lambert, der vandt priser for Female Vocalist of the Year og Song of the Year sammen med manden Blake Shelton, har lavet en af genrens bedste plader nogensinde med “Four The Record”, og både Brad Paisley, Little Big Town, Taylor Swift og hendes øretæveindbydende men ikke desto mindre mandlige(ish) modstykke Hunter Hayes evner at gøre op med fordommen om Nashville-countryen som en gumpetung og fordummende kunstform uden evnen til at tilfredsstille andre end sig selv. Der er ikke mange kloner på årets liste over nominerede. Enkelte, jo. Men ikke mange.

Dermed ikke sagt, at CMA’s ikke har sine udfordringer. Showet fortæller, hvor Nashville er i dag, men aldrig, hvor den er på vej hen – eller HAR været, for den sags skyld. CMA’s har ganske vist en Lifetime Achievement Award, som i år gik til Willie Nelson, men måske havde Willie hellere set sig selv hyldet for sit seneste album, Heroes, end parkeret på Nashvilles alderdomshjem for nulevende og let glemte legender? På det punkt kradser de kun i den allermest kommercielle overflade af den talentmasse, der gemmer sig både i og udenfor Nashville.

Men sådan er præmissen nu engang. CMA’s er et kollektivt countrymusikalsk skulderklap. Her går det godt. Send mere whisky.

http://youtu.be/HdHHC1-6VM8

Der må flæbes

Var det så de bedste, der vandt? Nej. Og jo.

Vinderlisten er forudsigelig og overraskende på samme tid. Forudsigelig i form af de største navne og udgivelsers tilstedeværelse blandt de nominerede – Miranda Lambert, Taylor Swift, Little Big Town, Jason Aldean og Hunter Hayes har alle domineret både hitlister og countryradioerne i løbet af det seneste år – men overraskende i enkelte kategorier. Lady Antebellum floppede med Own The Night albummet, Kelly Clarkson, som ellers igen har forsøgt at genopfinde sig selv som clean cut countrysangerinde, fik heller ikke noget ud af aftenen, og Jason Aldean, den syngende pick-up truck, der herhjemme mest er kendt for at være ham, der synger Rasmus Seebachs vokal på den amerikanske udgave af Lionel Richies ”Say You, Say Me”, fik også en lang næse, trods tre nomineringer. Og Taylor Swift? Ikke en dyt, men hen hendes album var også dårligt kommet på gaden inden nomineringerne nåede deres deadline. Vanen tro render hun til gengæld nok med hele lortet i 2013.

http://youtu.be/Y0HMHQ3aX8A

Den vigtigste pris ved CMA’s er den såkaldte Entertainer of the Year, opkaldt efter Loretta Lynn pladen (hun var den første kvinde, der vandt den). Det er lidt af en rodebunke, der gives for både album, hits, turnevirksomhed og all-round likeability, og det er den, de alle helst stak i Stetson hatten. I år tog Blake Shelton den med hjem, på trods af et ikke videre spændende album, men til gengæld er han vist flot som bare fanden, OG dommer  i den amerikanske udgave af The Voice. Og det hele tæller ved CMA’s. Især likeability – på den måde er det sgu værre end præsidentvalget.

Will Hoge, der selv var nomineret for Song of the Year med Eli Young Bands version af hans “Even If It Breaks Your Heart”, tweetede sidste år, at han blev lykkelig, hver gang Miranda Lambert vandt en pris. Denne aften fik hun tre, den måske vigtigste af dem Song of the year for denne her.

Og så skete dette her (ja, det er Hootie)

http://youtu.be/h42cewNmQoI

Swift, Stetson-hatte og … Snoop Dogg?

Men bag tårerne, Redneck-retorikken og de velpolerede mænd i V-necks – og dem var der nogle stykker af blandt de nominerede – var der også små tegn på, at CMA’s for første gange nogensinde ikke helt var som det plejede at være. Midt mellem Nashvilles nyeste mode spottede man små tegn på, at Nashville efter en lang kunstnerisk og kommerciel tørke op gennem 00’erne, måske omsider er klar til at dykke ned i sine rødder – og måske endda anerkende dem, der har valgt at gå andre veje end Music Rows. Eli Young Band og Zac Brown Band har begge rødder i den texanske Red Dirt, og de var begge nominerede, og det samme var den ikke videre kommercielle americana duo Civil Wars. Selv den kronisk bøvede fadøl-drikkende  Toby Keith, der ellers ikke har vundet en CMA Award siden 2001, kunne slingre hjem i sin brandert med en pris for Music Video of the year. It ain’t much, but it’s somethin’.

Men aftenens helt store overraskelse på nomineringslisten? Den kommer her. Og i CMA’s og Nashvilles verden er det en langt mere risikabel chance at tage end du tror. Også selv om det sker under Stars & Stripes.

http://youtu.be/843dH98Z3PI

 

 

 

About the author

Comments

  1. Takker…glæder mig allerede til næste år….jeg syntes godt nok det var sejt gået af CMA at lade Jason Aldean åbne showet….efter det fine billed for et par uger siden

Comments are closed.